Zakarias Nielsen

Zakarias Nielsen, Jens Peter Zakarias Nielsen, ved dåben Zacarias Nielsen,  5.6.1844-11.11.1922, forfatter. Født i Øster Stillinge ved Slagelse, død i Charlottenlund, begravet i Søllerød. Efter landsbyskolen kom N. 1860 på Jonstrup seminarium hvorfra han dimitteredes 1863; det følgende år, som han selv har kaldt sit storm- og trængselsår, var han huslærer på Charlottendal ved Slagelse; 1864 fik han embede i Nejlinge i Fr.borg amt, og samtidig med at han gennemgik en alvorlig religiøs krise der bragtes til en lykkelig afslutning ved mødet med digterpræsten C. Hostrup, tilegnede han sig stærke indtryk af natur og folkeliv i dette karakteristiske stykke Nordsjælland, den egentlige kulsvieregn; 1868 forflyttedes han til Herstedvester hvor han virkede til han 1884 blev nødt til at tage sin afsked på grund af tunghørhed; derefter tog han ophold i Kbh., først på Frbg., senere i Charlottenlund. N. var en dygtig lærer der tog ivrigt del i det folkelige oplysningsarbejde – han fik bl.a. oprettet en sang-, læse- og foredragsforening og arbejdede ihærdigt for skyttesagen. Men han havde stadig drømt om at blive digter, og da han så hvilken lykke Mads Hansen gjorde med sine sange fik han mod til at betræde forfatterbanen. Han viste H. V. Kaalund og Chr. Richardt sine første forsøg, og med bistand af denne sidste lykkedes det ham 1871 at finde en forlægger til sine Sange og Smaadigte; 1882 kom det fortællende digt Et Møde, der vandt stor folkeyndest, og derefter fulgte Lyse Dage, 1890 og Klokkespil, 1902. Alligevel er det ikke som lyriker, men som fortæller N. har gjort sin hovedindsats. Det var dog først efter at han havde udgivet et par samlinger mindre fortællinger, Tre Fortællinger, 1876 og To Landsbyhistorier, 1878, at han fik tag i publikum med den større fortælling Nye Tider, 1881 der skildrer sammenstødet mellem gammelt og nyt i det konservative bondesamfund hvor grundtvigske og politiske frihedsideer har holdt deres indtog. I den følgende roman Gamle Vaner, 1883 står kampen mellem vanekristendom og virkelig levende kristendom, men skønt den således behandler et spørgsmål der altid er aktuelt kan den ikke i almengyldighed måle sig med Mågen, 1889 der giver det stærkest nuancerede indtryk af den brydning mellem kristendommen og den nye tids strømninger der er forfatterskabets hovedemne. Kulsviere, 1893 falder uden for disse samtidsskildringer, men interesserer ved indgående kulturhistoriske oplysninger om den pittoreske kulsvieregn. N. har i øvrigt udgivet en lang række bøger, bl.a. Gærende Kræfter, 1891, Mystisk, 1897, Den store Magt, 1898, Kilderne, 1900, Provsten i Højelse, 1915, Baaringgaard, 1920 der alle på enkelte undtagelser nær (den på frøken Nicoline Kleins slægtspapirer baserede Mands Vilje, 1909 og den gamle præstegårdshistorie fra biskop N. E. Balles tid, Den evige Higen, 1914) fortæller om de dønninger 70ernes røre afsatte i landsbyen, især på det religiøse område. Karakteristisk for forfatterskabet er den lyse kristendom der fik sit afgørende gennembrud i digterens menneskekærlige sind under omgangen med Hostrup og Kaalund om hvilken sidste N. 1886 udsendte en varmt følt bog. Han har endvidere udgivet et par dramatiske arbejder, Selvstyre, 1888 og Ellen Vaage, 1896 der med held opførtes henholdsvis på Folketeatret og Dagmarteatret, samt to bind Minder og spredte Træk af mit Liv, 1905-11. Gennem oprindelse og uddannelse er N. udgået fra skolelærerlitteraturen, til hvis bedste mænd Anton Nielsen og C. A.Thyregod han også hyppigt vedgår arv og gæld, men takket være den fordomsfrihed hvormed han har optaget sin tids problemer til fri, kunstnerisk behandling overgår han langt sine læremestre. -Tit. professor 1907.