Olfert Jespersen

Olfert Jespersen, Olfert Villemoes Jespersen,  2.4.1863-7.1.1932, dirigent, komponist. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Helligkors), urne på Bispebjerg. Den lille dreng der fødtes i det fattige Nyboderhjem på årsdagen for slaget på reden var så svagelig, at lægen kun spåede ham en kort levetid. Han blev opkaldt efter dagens to navnkundige søhelte Olfert Fischer og Peter Willemoes. J. narrede dog lægen og trodsede døden i 68 år. Hans liv blev til at begynde med en heltemodig kamp mod fattigdom og bestandig sygdom. Næppe otte år gammel løb han barbenet rundt i gårdene og spillede på blikfløjte, kom så til Vesterbros teater hvor han optrådte på scenen i nogle, komiske barnenumre, men havnede snart efter i orkestret hos musikdirektør Variali som janitshar. For de småpenge han tjente, klarede han sig selv, lærte at spille klaver hos Holger Dahl og rejste derefter som pianist med et skuespillerselskab i Sverige. Ofte var der knap penge til det daglige brød, men værre endnu blev det på en turné gennem Rusland hvor J. kom ud for de eventyrligste oplevelser som musikdirektør ved en omrejsende artisttrup. Der var dog intet der kunne kue den lille spinkle, skrøbelige musiker, hverken sygdom, sult eller kulde. Der brændte en ild i ham og hans beskedenhed lod ham døje usle kår og onde år uden bitterhed. – I midten af 80erne var J. pianist i W. Rantzaus sangerindepavillon på Tivoliøen, senere i Valhalla og hos Thor Jensen på fregatten i Tivoli. Aften efter aften sad han og hamrede i klaveret i de tobaks-osende, øldunstende lokaler, han der selv aldrig røg eller rørte spiritus. Han spillede alle døgnets melodier, komponerede, skrev viser og vers til syngepigerne som han i en snæver vending lånte sin sidste skilling. Han sled i det uden at fordre noget for sig selv, på én gang beskeden og stolt. Han elskede den lødige musik med en ren og rørende kærlighed, men følte sig aldrig hævet over at tjene den lette muse. Og endelig mødte han jævnbyrdige i revyforfatterne Axel Henriques og Anton Melbye; i deres visekunst fandt han et værdigt modstykke til sine egne tilsvarende musikalske evner. Gennem mange år blev han københavnerrevyernes populære komponist og skrev de melodier som hele byen sang. Det var i begyndelsen af 90erne, endnu inden de udenlandske schlageres dominans. Der var i J.s visestrofer en ren melodisk linje og opfindsomhed, også humør og ynde, og fremfor alt en smidig evne til at følge og fremhæve teksten. 1891–93 var J. dirigent i Nørrebros teater, derefter i National og fra 1898 i Zoologisk have hvor han blev overmåde populær. En overgang havde han også en lille musikhandel og et musikforlag, redigerede Hver 8. Dags Musik og Sang 1899–1908, altid flittig og foretagsom, hvor meget end astmaen sled i hans skrøbelige bryst. Sin største sejr som komponist vandt han med musikken til operetten Molboerne (Nørrebros teater 15.1.1898). Forandrede forhold i Zoologisk have medførte, at han trak sig tilbage som dirigent 1928. Han forvandt det aldrig. I sine sidste år, da sygdommen hærgede ham næsten umenneskeligt, skrev han sine Oplevelser, 1930, et sjældent smukt menneskeligt dokument.