Hans Hinrich Zielche

Hans Hinrich Zielche, 22.2.1741-13.6.1802, fløjtenist, komponist. Født i Plön, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Ass.). Z. har utvivlsomt lært fløjtespillet af sin far. Det var meningen at han skulle have trådt i faderens fodspor; men da han ikke ønskede at gøre lakajtjeneste forlod han Plon. En tid opholdt han sig i Lübeck, og herfra drog han til Hamburg hvor han sammen med den kendte musiker F. H. Graf arrangerede forskellige koncerter. 1770 blev det pålagt Giuseppe Sarti at udvide og omdanne det danske kapel, gøre det til et "chapelle honnéte", og ved denne lejlighed blev Z., der i Tyskland havde vundet sig et smukt kunstnernavn, kaldt her til landet. Højst sandsynligt blev Z.s og samtidig også violinisten Johannes Darbes' engagementer bragt i stand af Conrad Holck, der som direktør for kongens franske hofteater var interesseret i et godt orkester. At man virkelig skattede Z. højt kan ses deraf at han fik samme løn som kapelmesteren, 600 rdl., penge som kongen oven i købet betalte af sin private kasse. Da han s.å. blev ansat som første fløjtenist i kapellet beholdt han samme gage, hvad der hævede ham over hans øvrige kolleger, blandt hvilke var flere musikere fra Plön der efter hertugens død havde fået fast ansættelse i Kbh. Et års tid efter sin ansættelse blev han yderligere F. C. Breitendichs efterfølger som hof- og slotsorganist. Z. var i øvrigt en kærkommen gæst i byens mange musikdyrkende klubber hvor han gjorde en betydelig indsats. Det kbh.ske publikum beundrede hans virtuose fløjtespil og mente at hans triller kun blev overgået af den italienske sanger Teresa Torreas. 1785 tilkaldtes den berømte tyske komponist J. G. Naumann for at reformere det kgl. kapel. Violinisten Peder Lem, oboisten C. S. Barth, fagottisten Braune og Z. fik titel og løn som solospillere, og de blev kun forpligtet til at spille ved syngespil og operaer, ikke ved komedier og balletter. Der stod glans om disse fortræffelige musikere der sammen med koncertmester J. Hartmann dannede kapellets rygrad.

Også som komponist havde Z. et godt navn. Hans eneste forsøg på syngespillets område er Belsor i Hytten til en meget mat tekst af Ove Malling. Stykket opførtes første gang 30.1.1776 i anledning af kongens fødselsdag og oplevede kun tre opførelser. Endvidere komponerede han K. L. Rahbeks ungdomsdigt Musikkens Pris. Z.s egentlige felt var dog instrumentalmusikken. Enkelte af hans kompositioner er udgivet, således seks sonater for fløjte og bas, op. 1, Berlin 1778, der er tilegnet kronprins Frederik, og seks kvartetter for fløjte, violin, bratsch og cello, op. 2, Leipzig 1779, men langt de fleste af dem findes kun i manuskript, deriblandt seks sonater, tolv duos for to fløjter, en trio, sytten kvartetter for fløjte og andre instrumenter og flere symfonier. Disse charmerende værker vidner med deres naturlige ynde og sikre behandling af instrumenterne om en naturlig og tiltalende kompositorisk begavelse. I 1790erne gik det tilbage for Z., men han forstod det ikke selv og ville stadig hævde sin ret som solospiller. Efter en mislykket prøve på F. L. Ae. Kunzens syngespil Hemmeligheden 1796 bestemte teaterchef A. W. Hauch at han skulle fritages for at spille i kapellet. Han fik valget mellem at gå af med to tredjedele af sin gage i pension eller miste sin gage som solospiller. Z., der kun var 54 år, men var meget langt nede i økonomisk henseende og led af podagra, valgte at tage sin afsked.