Martellius Lundqvist

Martellius Lundqvist,  21.5.1904-23.8.1969, kapelmester. Født på Frbg, død på Middelfart statshosp. L. havde som barn forsøgt sig både på harmonium, guitar og mandolin og havde optrådt sammen med faderen der af profession oprindelig var barber men ledede et sangkor og optrådte som lutsanger, bl.a. en tid i Lorrys Drachmannskro. Sønnens musikalske anlæg var så påfaldende, at han 16 år gammel blev optaget på Det kgl. danske musikkonservatorium hvor især lærere som P. S. Rung-Keller og Christian Christiansen fik betydning for ham. Han tog afgangseksamen i klaver 1923. Men inden da havde han allerede virket som pianist og repetitør ved Det ny teater, hvortil han var knyttet indtil 1926. Den følgende sæson var han i samme egenskab ansat ved Scalateatret og 1927-28 ved Nørrebros teater. Hans pianistiske evner var nu så anerkendte, at han 1929 fik ansættelse som operarepetitør ved Det kgl. teater, en post han beklædte i otte år, indtil han 1937 tiltrådte en tiårig stilling som korleder og kapelmester ved statsradiofonien. Inden for samme periode virkede han flere andre steder: 1930 dirigerede han Flagermusen på Det kgl. teater, var 1933-34 vicedirigent i Studentersangforeningen, 1940 medstifter af Kbh.s folkemusikskoles elitekor, 1941-43 instruktør og dirigent i Kbh.s koncertforening og 1943-46 overdirigent for øerne i Dansk korforening. Desuden gæstedirigerede han flere steder i udlandet. Derefter fulgte en mere koncentreret årelang virksomhed i Odense som 1. dirigent og kunstnerisk leder af Odense byorkester og kapelmester ved Den fynske opera. L. havde fået sin afsked fra statsradiofonien på grund af påstået "landsforræderi" i besættelsestiden. Med støtte af statsradiofoniens musikchef Peder Gram viste en nærmere undersøgelse dog at denne sag, der havde skaffet L. mange modstandere, "havde været en opblæst bagatel og et samspil af uheldige omstændigheder". Herefter var der i Odense byorkesters bestyrelse og i Odense kommunalbestyrelse enighed om L.s engagement, således at han nu stod foran generobringen af sin position i det danske musikliv. L. var efter ca. 25 års alsidigt musikalsk virke en absolut erfaren orkesterleder. Direktionsteknik havde han studeret hos Egisto Tango og Nicolai Malko og han vidste, at et menneskeligt godt forhold mellem orkestrets medlemmer og dets leder var grundlæggende for et godt resultat. L. havde et iltert temperament som af og til kunne medføre eksplosive episoder, dog aldrig af længere varighed. De kunstneriske idealer var stadig et ledende princip. Repertoirevalget blev af og til kritiseret som værende for eksklusivt for et almindeligt publikum, men L. hævdede stejlt at man måtte udvikle sit publikum gennem dristige forsøg og gentagelser. Flere opførelser i L.s tid viste da også stort vovemod med fx værker som Igor Stravinskijs Agon, Carl Nielsens 6. symfoni, flere af Niels Viggo Bentzons større værker, Paul Hindemiths Symfoniske metamorfoser og symfonier af Dmitrij Sjostakóvitj og Sergéj Prokófjev. Men repertoiret rummede i øvrigt et meget repræsentativt udvalg af de store klassiske hovedværker.

I årene omkring midten af 1960erne begyndte L.s helbred at svigte, hvilket medforte en del forstyrrelser i koncerterne. L. var selv klar over sin tilstand og tog sin afsked januar 1967. I den af Tage Vandsted udarbejdede beretning om Odense Byorkesters historie hedder det, at med L.s afgang var en epoke af orkestrets historie slut. "Gennem de knap 20 år, L. fik lov til at virke i Odense, førte han orkestret frem til så store kunstneriske sejre, at hans navn altid vil leve i orkestrets historie. Han var en strålende begavelse, og det er kun trist, at hans sidste år skulle blive mærkede af sygdom og livsens ondskab".