Tamás Vetö

Tamás Vetö, f. 20.5.1935, kapelmester. Egentlig var Tamás Vetö på vej til Stockholm da han i 1957 gjorde holdt i København og spillede for på Det kgl. teater. Med baggrund i en dirigent- og pianistuddannelse ved Liszt-akademiet i Budapest hvor han allerede som 13-årig havde vundet Bartókkonkurrencen og videregående studier hos Nadia Boulanger i Paris efter 1956-begivenhederne i Ungarn demonstrerede han et talent så usædvanligt at man skaffede ham Kaj Munks mindelegat som eksistensgrundlag indtil han 1958 kunne knyttes til teatret som operarepetitør. Dette år fik han da dobbelt dansk dirigentdebut, dels ved en pænt modtaget Mozartkoncert i Tivolis koncertsal, dels på Det kgl. teater med Domenico Cimarosas Det hemmelige ægteskab, uden at samarbejdet med Det kgl. kapel blev kærlighed ved første blik. I 1958 overtog han også det af Karl Clausen dannede Cantilenakor som han i de følgende år gjorde til et vitalt led af det danske musikliv med en koncert i anledning af den ungarske komponist Zoltán Kodálys 80-års dag (1962) som en af de mest bemærkelsesværdige.

Efter at have finpudset direktionsteknikken hos Franco Ferrara i Rom vandt Tamás Vetö hurtigt indpas i det professionelle musikmiljø. Radiokoret har han samarbejdet med fra 1960 og Radiosymfoniorkestret fra 1961. I 1963 betroede TV-operaen ham ledelsen af Béla Bartóks Hertug Blåskægs borg, og samme år stiftede Tamás Vetö sammen med sangerinden Jolanda Rodio kammerensemblet Prisma som i de følgende år gjorde en heroisk indsats for samtidens musik.

Da Tamás Vetö i 1965 hædredes med Musikanmelderringens kunstnerpris kvitterede han meget karakteristisk med at dirigere en komponistdebut, den ganske unge Ole Bucks bemærkelsesværdige Kalligrafi hvor Tamás Vetös hustru sang solopartiet. I 1967 dirigerede Tamás Vetö for TV Per Nørgårds musik til Flemming Flindt-balletten Den unge mand skal giftes, og da balletten derefter gled ind i det kongelige repertoire fik Tamás Vetö igen lov at stå foran Det kgl. kapel. Året efter udnævntes han til korsyngemester og assisterende kapelmester. Det blev derefter hans skæbne at nyindstudere en lang række balletpartiturer, men som oftest kun overtage operaer efter andre kapelmestre skønt pressen eksempelvis efter Wagners Tristan og Isolde (med kun to orkesterprøver, april 1969) erklærede ham for selvskreven til nye, vægtige opgaver. Foruden balletdirektionen, som i årenes løb førte ham på en række udenlandske gæstespil, kom hans indsats for Det kgl. teater da til at koncentrere sig om koret som han var en fremragende instruktør for, og store forestillinger som Modest Mussorgskijs Boris Godunov, 1966 og Aleksandr Borodins Fyrst Igor, 1976 ville have været utænkelige uden hans ildnende indsats. Det blev da andre institutioner som plukkede de smukkeste frugter af hans talent, eksempelvis Den jyske opera (uropførelsen af Per Nørgårds Gilgamesh som han siden også dirigerede i dansk TV og svensk radio) og Danmarks radio (med et koncertrepertoire spændende fra tredje akt af Wagners Mestersangerne i Nürnberg over Gustav Mahlers femte symfoni til adskillige nutidige værker som Nørgårds tredje symfoni eller Ib Nørholms Modskabelse). I det lange løb blev situationen så utilfredsstillende for Tamás Vetö at han 1981 lod sig knytte til operaen i Mannheim der efter et vellykket gæsteengagement med Wagners Parsifal tilbød ham fast ansættelse som første kapelmester, en stilling han bestred til 1984.

Tamás Vetös udlændighed betød at han også måtte afbryde det meget vellykkede samarbejde med universitetskoret Lille MUKO. Han nåede dog i juli 1981 at føre koret til sejr i en international konkurrence i Spittal i Østrig, og parterne genforenedes ved Tamás Vetös 25-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal i sommeren 1983.

Tamás Vetö, som har modtaget en række hæderspriser, bl.a. fra den danske og den ungarske komponistforening samt i 2003 Dansk tonekunstners forenings hæderspris, har gennem hele sin karriere holdt sig aktiv som pianist, bl.a i sammenspil med violinisten Palle Heichelmann og som akkompagnatør for en række sangere. Men det er først og sidst som en næsten insisterende omhyggelig dirigent han har gjort sig gældende, og 1984 blev han atter en fast bestanddel af dansk musikliv som kunstnerisk leder af Odense byorkester, en post han i øvrigt kandiderede til allerede i 1967. Han fortsatte som chefdirigent for Odense byorkester til 1987, han var 1996-2000 chefdirigent for vokalensemblet Ars Nova.