Edvard Helsted, Edvard Mads Ebbe (Mazeppa) Helsted, 8.12.1816-1.3.1900, komponist, klaverpædagog. Født i Kbh. (Helligg.), død i Fredensborg, begravet i Asminderød. H. uddannedes som violinist hos Claus Schall, senere hos F. T. Wexschall og blev allerede 1838 ansat i Det kgl. kapel og af kapelmester J. F. Frøhlich omtalt som "en meget begavet ung Mand"; man betroede ham allerede 1840 at skrive og arrangere musikken til August Bournonvilles ballet Toreadoren (Det kgl. teater, 27.11.1840), senere komponerede han 1. akt af Napoli (Det kgl. teater, 1842) – fortsat af N. W. Gade og H. S. Paulli –, Kirsten Pil (Det kgl. teater, 1845), Gamle Minder (Det kgl. teater, 1848), Psyche (Det kgl. teater, 1850) og navnlig (med Paulli) Blomsterfesten i Genzano (Det kgl. teater, 19.12.1858). H.s kompositionsgerning indskrænkede sig i hovedsagen til sådan lejlighedsvis teatermusik; nogen frodig skabende evne besad han ikke, dog komponerede og delvis udgav han en del sange og bearbejdede til opførelse i Musikforeningen 1876 Schüberts firhændige duo i C-dur for orkester. Fra 1863 var han koncertmester og repetitør, ɔ: dirigent af balletter, vaudeviller o.l., men trak sig, svagelig af helbred og økonomisk uafhængig ved giftermål og lærergerning, allerede tilbage 1869, men fortsatte lejlighedsvis som dirigent. 1869–90 var han lærer ved Kbh.s musikkonservatorium, derefter underviste han privat kun ganske enkelte viderekomne elever. Fra ungdommen til sin død var han nært knyttet til N. W. Gade. – H. var ikke uddannet pianist, men var dog helt fortrolig med især den ældre klaverlitteratur og med klaverspillets teknik, ikke mindst set fra den fysiske side. Han var derfor en fortrinlig og beundret vejleder for sine talrige elever, navnlig for de særlig talentfulde; af disse kan nævnes Agnes Adler og Johanne Stockmarr. H. var en for datiden ualmindelig belæst og kundskabsrig musiker, også bevandret i filosofisk og religiøs litteratur (S. Kierkegaard). Hans ved selvstudium erhvervede viden og kultur gav ham over for elever og i vennekredsen en særstilling som han satte pris på. – Tit. professor 1890.

Familie

Forældre: hoboist Siger H. (ca. 1792–1841) og Elisabeth Johanne Stendrup (ca. 1794–1878). Gift 16.5.1846 i Kbh. (Slotsk.) med Eleonora Louise Augusta Seydel, født 4.11.1817 i Kbh. (Fødsst.), død 18.3.1897 i Fredensborg, d. af kirurg Johann Elias Gottlob S. (ca. 1777–1829, gift 1803 med Maren Østerild, ca. 1774–1818; ægteskabet opløst) og Sophie Magdalene Cederløv (født ca. 1786). -Bror til Carl H.

Udnævnelser

R. 1866.

Ikonografi

Tegn. af J. V. Gertner, 1855 (Fr.borg). Afbildet på mal. af F. Rüdinger fra Det kgl. teater, 1867. Relief af H. Pedersen-Dan (gravstenen). Foto.

Bibliografi

Niels W. Gade: Optegn, og breve, udg. Dagmar Gade, 1892 20f (breve). H. C. Andersen: Brevveksl, med Edv. og Henriette Collin I, 1933; V, 1933–36. – Angul Hammerich: Kbh.s musikkonservatorium 1867–92, 1892. III. tid. 18.3.1900. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Fritz Bendix: Af en kapelmusikers erindr., 1913 76–93. G. Hetsch: Det kgl. da. musikkonservatorium 1867–1917, 1917.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig