Emil Horneman, Johan Ole Emil Horneman, 6.5.1809-29.5.1870, komponist, musikhandler. Emil Horneman havde fra slægten arvet tegnetalent og var begyndt på akademiet da faderen traf en anden bestemmelse med hans uddannelse og forlangte at han skulle være musiker. Faderen, der selv havde omfattende musikinteresse, samt F. Kuhlau, senere J. P. E. Hartmann blev Emil Hornemans lærere, og det syntes ikke at have voldt det kunstnerisk begavede unge menneske nogen vanskelighed at slå om fra den ene kunstart til den anden; han blev hurtigt en dygtig klaverspiller der rostes for sit sobre og smagfulde spil, og vandt tidligt yndest i de musikalske familier i Kbh., ikke mindst i det Zinnske og det Scheuermannske hus hvor han traf sin tilkommende hustru.

Efter sit ægteskab gav han sig meget af med klaverundervisning, i forbindelse hermed bestred han en stilling som klaverlærer (1837) ved Det kgl. teater. Men helt på sin rette hylde kom han øjensynlig først da han 1844 sammen med den senere domorganist i Ålborg C. W. de Meza åbnede en kombineret maleri- og musikhandel (oprindelig i Holmens Kanal), som fik meget stor fremgang, især efter at forretningen 1845 var blevet installeret i Dyvekes gård på Amagertorv. En række af samtidens kendte komponister optoges blandt forlagets publikationer (N. W. Gade, Hartmann, H. S. Paulli, H. C. Lumbye o.a.), og forlaget arbejdede sig snart op til en sådan størrelse at H. 1846 knyttede musiklæreren Emil Erslev til firmaet. Når Emil Horneman kunne arbejde sit forlag frem til en så betydelig forretning skyldtes det ikke mindst hans varme interesse for undervisningsmusikken der hidtil havde været stærkt forsømt herhjemme. Denne forlagsartikel betalte sig så meget des bedre som Emil Horneman selv præsterede størstedelen af kompositionerne og redaktionen. Han var utrættelig med hensyn til at skabe klaverstykker for "de første Begyndere" (1.-2. hefte 1846) og for "de allerførste Begyndere", Etuder for smaa Hænder, Femtonige Smaastykker, Opmuntring for Børn op. 10, 1847, Børnevennen m.v., desuden skrev han en klaverskole der senere udgaves af Ludvig Schytte 1892. Men også for mere fremskredne stadier sørgede han for materiale i form af kompositioner og arrangementer, ligesom han med dette formål for øje udgav Musikalsk Musæum 1.-13. årg., 1846–58.

Såvel ved forretningens trivsel som ved sit andet ægteskab var H. efterhånden blevet en velstående mand. Han satte sine betydelige midler i grundkøb på Frbg. (Lykkesholm allé er anlagt af ham). Tivolis grundlægger Georg Carstensen fik herude Emil Horneman interesseret i et nyt folkeligt forlystelsesetablissement, Alhambra der imidlertid gik dårligt. Ved Carstensens død 1857 stod Emil Horneman alene med den økonomiske byrde, og de dårlige tider tvang ham 1859, for at undgå fuldkomment økonomisk sammenbrud, til at sælge sin andel af musikhandelen til Erslev. Nogle år efter havde han dog rettet sig så vidt at han på ny kunne deltage i det københavnske musikalske forretningsliv, idet han bestyrede den af sønnen C. F. E. Horneman 1861 grundlagte musikhandel indtil sin død.

Undervisningsmusikken og den lettere musik (valse, polkaer, mazurkaer, galopper, marcher) flød uden vanskelighed fra Emil Hornemans nodepen. Heller ikke de jævne fantasier over danske melodier og Dyrehavsrejsen, en musikalsk Spøg for Pianoforte op. 2, såvel som de humoristiske sange (En Sekstur, Lille Morten) og hans viser samt de mange letløbende ting han skrev i forlagsøjemed har voldt Horneman besvær. Derimod synes han at have haft vanskeligt ved at samle sig om alvorligere musikalske opgaver, hvad enten dette skyldtes forlagsvirksomheden der lagde så stærkt beslag på hans kræfter eller muligt de senere ulykkelige økonomiske forhold. Til tider lykkedes det alligevel Emil Horneman at producere fuldt lødige, ja endogså meget smukke kompositioner. Hans op. 1 (1842) der muligvis må ses i forbindelse med den tyske strømning bort fra "salonmusikken" som Leipzigskolen ivrede så stærkt imod er et overordentlig indtagende arbejde (Douze Caprices pour le Piano), fint og gennemsigtigt i satsen, med mange yndefulde og poetiske virkninger. En efterklang af dette alvorlige arbejde er en del senere klaverstykker, en række lødige variationer, improvisationer, samt hans Sex Nordiske Sange uden Tekst (op. 5 og 8), 1846 med mottoer af Orvar Odd og Christian Winther, og hans musikalske skizzer af H. C. Andersen. De tolv capricer anmeldtes af Robert Schumann i Neue Zeitschrift für Musik, en ejendommelig sikker vurdering af denne nydelige blanding af etude og caprice der slutter med at opfordre H. til at fortsætte ad den påbegyndte vej. Den samme inderlige, lidt vemodige tone som i disse klaverværker findes i en stor del af Emil Hornemans romancer og sange der dog måske i det store og hele virker noget blegere end de instrumentale værker, men ikke desto mindre vandt stor udbredelse (Dengang jeg var en lille, en lille bitte een, Holder Du af mig. Hør Ellen, ifald Du vil, Natten breder sine Vinger, Naar Dagen er træt. Grønne Kranse, Moder kær, hos mig vær).

Det område Emil Horneman vandt sit store ry på var imidlertid den folkelige sang, og især Dengang jeg drog af Sted, skrevet i de bevægede martsdage 1848 til en tekst af Peter Faber. Det fortælles at Emil Horneman havde melodien færdig og vistnok også enkelte af tekstlinjerne da han foreslog Faber at fuldende visen. Den udkom 10.4.1848 og uddeltes til hver soldat i hæren, blev et med ét slag kendt i hele landet og udlandet med. Sangen er karakteristisk ved sin joviale og djærve tone, samtidig med at den er en eminent marchmelodi, et fund i sin folkelige blanding af frejdighed og følsomhed. Også andre krigssange fra årene 1848–50 (oftest med Adolph v. d. Recke som medarbejder) skyldes Emil Horneman: Igaar jeg fik min Trøje, Læg Musketten til Kinden, Gutter ombord, Holmens faste Stok, Frejdigt kan Du stande. Jeg synge vil en Vise o.a. hvortil for så vidt også kan regnes den smukke hymne Kongernes Konge. I alle disse sange og viser lægger Emil Horneman en forbløffende evne for dagen til at skrive en kort, klar og knap melodi der musikalsk sagligt set er lydefri, og samtidig på korteste tid er på folkets læber. Den samme karakteristik gælder hans henrivende børnesange af hvilke Højt fra Træets grønne Top, 1848, nåede størst yndest. I deres barnlignaive ynde, parret med deres gedigne musikermæssige arbejde står de på linje med J. C. Gebauers bedste. Også for scenen skrev H. enkelte arbejder, således sange til C. Hostrups Soldaterløjer (Det kgl. teater 10.2.1850), til Et Frieri og Piccolino (Adolph v. d. Recke efter V. Sardoti. Folketeateret 26.9.1862). – Et udvalg af Emil Hornemans sange er 1889 udgivet hos Wilh. Hansen.

Familie

Emil Horneman blev født i København (Garn.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Forældre: miniaturemaler Christian Horneman (1765–1844) og Christiane J. F. Gianelli (1782–1816). Gift 1. gang 10.5.1834 i Kbh. (Frels.) med Agnes Camilla Scheuermann, født 31.7.1808 i Kbh. (Petri), død 2.3.1891 sst. (Vartov), datter af grosserer Georg Frederik Vilhelm Scheuermann (1770–1811, gift 1. gang 1798 med Cathrine Magdalene Fiedler, 1775–1800) og Charlotte Zinn (1781–1860). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 3.12.1853 på Frbg. med Cathrine Amalie Jensen, født 22.10.1820 i Nakskov, død 27.3.1870 på Frbg. (gift 1. gang 1837 med købmand i Sakskøbing Henrik Ambrosius Borella; ægteskabet opløst), datter af garver Johannes Gabriel Jensen (ca. 1789–1842) og Cicilia Olsen (1790–1852). Ægteskabet opløst. - Far til C.F.E. Horneman.

Udnævnelser

R. 1848.

Ikonografi

Mal. af Jørgen Roed, 1827 (Fr.borg), mal. af samme udst. 1836. Tegn. af Constantin Hansen, 1833. Mal. af C. Hornemann. Tegn. af Johs. Jensen (Kgl. bibl.), gengivet i træsnit af H. P. Hansen, 1878, samt i træsnit 1879 og 1905. Mal. af Johs. Jensen, 1851 (Fr.borg). Træsnit 1870, efter dette træsnit 1879 samt af H. C. Olsen, 1882. Træsnit af H. P. Hansen, 1888, og efter dette af samme 1898. Relief af A. W. Saabye på gravmæle 1899 efter tegn. af L. Frølich.

Bibliografi

Søndagsposten 12.6 og 17.7.1870. Aug. Bournonville i Ude og hjemme, 1877–78 271f 301. Otto Borchsenius: Fra fyrrerne I, 1878 123–66. Ch. Kjerulf i Nord. musiktid. III, Kria. 1882 163–66 180–86. Samme i H.: Romancer, sange og viser, W. H. 1889 (forordet). M. V. Brun: Fra dreng til mand, 1885 112–18. A. Hammerich i Vort forsvar 4.3.1888. III. tid. 6.8.1899. P. Gradman sst. 9.5.1909. F. Eibe i Politiken 3.5.1909. H. Seligmann sst. 13.5. s.å. Sig. Berg i Dansk musik t., 1944 69–75. Erl. Stensgaard i Berl. aften 1.4.1948. A. Jacobi sst. 23.12.1970. T. Krogh i Nationaltid. 24.12.1951. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969. – Manus, i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig