Giuseppe Sarti

Giuseppe Sarti, 1.12.1729-28.7.1802, komponist. Født i Faënza, død i Berlin, begravet sst. (Hedvigsk.). S. fik en solid og grundig uddannelse hos den lærde Padre Martini i Bologna og blev da også senere, bl.a. af Luigi Cherubini betragtet som en habil kontrapunktiker. 1748–50 var han organist i sin fødeby, men hans hu stod til teatret, og 1753 vandt han sin første store sceniske sejr i Venezia med II re pastore. Dec. 1753 kom han til Kbh. som kapelmester ved Pietro Mingottis operatrup, for hvilken han indtil 1756 da den italienske impresario gik fallit skrev en række operaer, deriblandt Vologeso, Antigono, Ciro riconosciuto og Arianna e Teseo. S. er som dramatisk komponist en typisk repræsentant for den napolitanske opera seria, i hvilken der først og fremmest lagdes vægt på den melodiøse, sangligt flatterende arie. Af komponisterne fordredes der en masseproduktion der ofte skadede den kunstneriske kvalitet, idet den fremkaldte en noget overfladisk rutinestil hvad S.s værker ikke undgik at blive præget af. Den højt begavede S. udmærkede sig først og fremmest ved en følelsesfuld og sart melodik, og tidens kritikere fandt at det ømme, det mildt rørende lykkedes ham bedre end den høje patos. Hans sødmefyldte, sangligt veltilrettelagte musik må betragtes som en direkte og ikke uvigtig forudsætning for visse sider af Mozart-stilen. Blandt københavnerne vandt S. meget hurtigt ualmindelig yndest. Med Ciro riconosciuto til tekst af Pietro Metastasio opnåede han 1754 en meget stor succes. Han så sig endog også i stand til at udgive partituret i sjældent smukt pladetryk, tilegnet kongen. Ved hoffet fandt man ikke alene behag i S.s skønne melodier; også hans elegante franske konversation og kavalermæssige optræden skabte ham mange beundrere. Som klog politiker forstod han at drage nytte heraf. 1755 blev han udnævnt til hofkapelmester, og hans forgænger Paolo Scalabrini måtte forlade den plads fra hvilken han i sin tid selv havde fortrængt J. A. Scheibe. Det var ikke mindst under påvirkning af S., at den unge N. K. Bredal søgte at skabe en dansk opera. Af et operaforetagende der slog an kunne den foretagsomme S. vente et stort udbytte. Han havde set at en italiensk opera ikke i længden tiltalte den del af publikum der kunne ventes størst fordel af, og mente derfor at en opera i det danske sprog ville være en attraktion der faldt i alles smag. Tanken blev til virkelighed med Bredals operatekst Gram og Signe (1756), til hvilken musikken var lånt fra forskellige yndede italienske operaer, bl.a fra S.s Ciro riconosciuto. Da dette ikke særlig talentfulde værk ved private opførelser gjorde stor lykke, hovedsagelig på grund af sin nyhed, åbnede komediehuset sine porte for danske operaer, men ingen af de højst ubetydelige intermezzi, som Bredal til "lånt musik", ikke mindst fra S.s værker, skrev for den danske skueplads, formåede at fange publikums interesse, og S. indså hurtigt at der ikke på dette tidspunkt var baggrund for at skabe en opera på det danske sprog. Efter Mingottis fallit 1756 var Kbh. et par år uden italiensk opera. 1758 sendtes imidlertid S. til Italien for at sikre sig en god opera "ikke bestående af mange, men perfekte stemmer". Truppen der blev ledet af Marianna Galeotti havde vanskeligt ved at slå igennem, og 1761 opnåede den et betydeligt tilskud til den sædvanlige kgl. understøttelse og blev endog også forenet med den danske skueplads. S. der ansattes af teatret som kapelmester og musikalsk leder var misfornøjet med det orkester komediehuset bød på, men til alt held kunne man indkalde det Plønske kapel der ved hertug Frederik Carl af Plöns død 1761 netop blev ledigt. Til trods for et usædvanlig pragtfuldt udstyr fandt den italienske opera dog ingen jordbund i Kbh. Efter tre sæsoner krævede teaterdirektionen skuepladsen frigjort for den besværlige byrde, og da kongen nægtede at understøtte truppen forlod den Kbh. for stedse. Blandt de operaer som den meget produktive S. skrev i denne periode kan nævnes: Anagilda, 1758, Armida abbandonata, 1759, Achille in Sciro, 1759, Il Filindo, 1760, Astrea placala (i anledning af jubelfesten 1760), Andromaca, 1760, L'Issipile, 1761, La Nitteti, 1761, Allessandro nell' Indie, 1761, Didone abbandonata, 1762, Semiramide, 1762, Il Narcisso, 1763, Il gran Tamerlano, 1764 og Il naufragio de Cipro, 1764. En korrespondent til Bibliothek der schönen Wissenschaften.und der freien Künste påstår at S. i denne periode udviklede sig meget betydeligt som dramatisk komponist, "han ville" – hedder det – "være en virkelig stor operakomponist, hvis hans geni var mangfoldigere, og hvis han ikke undertiden for de små finheders skyld tabte det sande ophøjede". Didone abbandonata, til hvilket værk partituret endnu eksisterer, indeholder side om side med helt traditionelle, rutinemæssige arier flere virkelig dramatisk betonede træk, ikke mindst slutningen, en stor recitativisk, frit komponeret scene, i hvilken Dido bestemmer sig til at gå i døden. S. var 1765 rejst til Italien for at engagere italienske sangere, men han måtte opgive foretagendet på grund af Frederik V's. sygdom og død. Han opholdt sig en tid i udlandet og kom først tilbage 1768 for at blive overkapelmester ved Christian VII's hof med oberstløjtnants rang og uniform. Den sindssyge monark som havde lært at synge af S. satte megen pris på denne der dog – som Dorothea Biehl forsikrer – "mere ved alle hånde små mekaniske kunster og experimenter morede kongen end ved sin musik". Hans evner skulle rigtig udnyttes, og 1769 komponerede han for det franske personale på det nye hofteater L'asile de l'amour, en festprolog i anledning af dronning Caroline Mathildes fødselsdag; s.å. opførtes syngespillet La double méprise ou Carlile et Fany og n.å. Le Bal, begge til tekst af den franske skuespiller Deschamps. S. havde længe ønsket at blive teaterdirektør, og da magistraten 1770 overdrog komediehuset til kongen var det en let sag for den ærgerrige italiener at få det i entreprise. Han skulle i alt have 16 000 rdl. i tilskud som direktør for den italienske opera og den danske komedie. Den sidste havde han ikke megen interesse for og lod den italienskkyndige figurant Rasmus Soelberg besørge alt hvad der angik danske skuespil. Derimod gjorde han straks forsøg på at grundlægge en fast dansk opera, en "Opera danese", han øvede flittigt med de mest stemmebegavede medlemmer i det danske personale og så sig i stand til 8.10.1770 at åbne sin første sæson med syngespillet Soliman den Anden som han havde komponeret til en tekst af C. S. Favart. Dette værk, hvor S. søger at bejle til modesmagen ved meget virkningsfuldt at efterligne tyrkisk janitscharmusik, gjorde stor lykke med den charmerende Caroline Halle (senere Walter) i den kvindelige hovedrolle, skønt det endnu kneb for de danske kunstnere at udføre S.s vanskelige arier med tilstrækkelig sikkerhed.

1771 opførtes ligeledes med succes Tronfølgen i Sidon, komponeret til en mådelig tekst af N. K. Bredal. Og den publikumsskandale opførelsen afstedkom havde intet med musikken at gøre, men var et udslag af det latente fjendskab mellem studenter og garnisonens officerer – og af Struenseetidens almindelige uro. S. søgte i disse to danske værker kun i ringe grad at anslå den lette tone der er så karakteristisk for datidens franske opéra comique med dens iørefaldende viser; tværtimod indførte han den store, rigt forsirede da capo-arie i den italienske opera seriastil. Da han tilmed ikke forstod dansk og derfor måtte lade grundteksten oversætte er det forståeligt at resultatet ikke blev særlig fremragende i kunstnerisk henseende, trods de melodiske skønheder værkerne i øvrigt indeholder. Det var dog navnlig ved den italienske opera S. ville give sit foretagende glans, og det lykkedes ham med store anstrengelser at samle et personale af meget høj kvalitet, deriblandt den fremragende tenor Ansani og den nittenårige Camilla Pasi der blev S.s hustru. For denne trup skrev han bl.a. Il re pastore, 1770 (samme tekst som han havde benyttet 1753) og Demofoonte, 1771. Navnlig blev Il re pastore modtaget med begejstring af publikum der beundrede "de følelsesfulde, bløde Melodier i Elskovsarierne", ligesom man også roste Ansanis numre der var komponerede i "en meget ædel stil". Da S. trods flere successer havde uheld med sit teaterforetagende blev det besluttet at der skulle ansættes en mand til at overtage den egentlige ledelse af den danske skueplads så at S. kun havde at gøre med den finansielle side af sagen. Valget faldt på N. K. Bredal som overtog ledelsen fra begyndelsen af sæsonen 1771–72. Bredal, der blev stærkt angrebet, særlig af Peder Rosenstand-Goiske i Den Dramatiske Journal, viste sig ikke stillingen voksen. Det gik stadig tilbage med teatrets finanser, og enden blev at S. allerede i den nævnte sæson måtte erklære sig fallit. Skønt S. ikke mere direkte var knyttet til teatret, komponerede han dog stadig danske syngespil. Værker som Deucalion og Pyrrha, 1772 og Aglae eller Støtten, 1774, der gjorde stor lykke på grund af Caroline Walters fortryllende sang og spil, er skrevet i samme stil som hans tidligere danske arbejder; i Kierligheds-Brevene, 1775, til tekst af D. Biehl, har han derimod søgt at anslå en livligere opera buffatone. I Kbh. levede S. på en stor fod. Han boede stateligt og havde det så rummeligt at han ligesom de store italienske impresarioer kunne have operisterne i logi. I de fornemme huse hvor han på grund af sin lette omgangstone og åndfulde konversation var en velset gæst informerede han i sang, og hos sin særlige beundrer og velynder, den russiske minister M. Filosofof, gav han undertiden italienske operaforestillinger. Men selv om han opnåede at blive opvartende kammermusikus hos Christian VII, en stilling der indbragte ham lige så meget som overkapelmesterembedet, var dog hans økonomiske situation efter teaterfallitten nærmest fortvivlet. Kreditorerne var meget utålmodige, og for at undgå en truende rettergang blev der nedsat en kommission der skulle ordne gældsforholdene. Hans vanskelige stilling bragte ham på afveje idet han benyttede sine formående forbindelser ved hoffet til mod betaling at skaffe ansøgere embeder. 6.5.1775 dømtes han til at "have sin Bestilling og Gods forbrudt", en dom der dog ved kgl. resolution forandredes til, at han med bestillings fortabelse inden otte dage skulle forlade landet. Efter landsforvisningen vendte han tilbage til Italien, og først nu begyndte hans store internationale karriere. I Venezia var han en tid direktør for Ospedaletto-konservatoriet og virkede 1779–84 i det højt ansete embede som kapelmester ved domkirken i Milano. I denne periode skrev han en række operaer der vandt verdensberømmelse: Le gelosie villane, 1776, Farnace, 1776, Giulio Sabino, 1781 og endelig den meget yndede opera buffa Fra i due litiganti il terzo gode, 1782 der 1795 opførtes på Det kgl. teater under titlen I oprørt Vand er godt at fiske. Over en af melodierne fra dette værk skrev Mozart klavervariationer, og endvidere benyttede han den til taffelmusikken i Don Juan. Takket være den berømmelse disse værker havde skaffet S. kaldtes han 1784 af Catharina II som hofkapelmester til St. Petersborg hvor han ligeledes virkede som flittig operakomponist. På grund af et uvenskab med kejserindens yndlingssanger Luiza Todi forlod han 1787 hoffet og grundede en musikskole på et af fyrst Potemkins godser i Lille Rusland, men efter fyrstens død flyttede han atter til St. Petersborg hvor han indrettede et konservatorium i det nyoprettede Ekaterinoslaw. Paul I der var meget uvenligt indstillet over for de institutioner som Catharina havde skabt, nedlagde konservatoriet; dog blev S. nominel direktør til 1801 da en sygdom tvang ham til at forlade St. Petersborg. Han døde på vej til Italien. I Rusland skrev han foruden operaer også korværker, deriblandt et Te Deum for kor, orkester, klokker og kanoner der 1789 opførtes i Potemkins lejr ved Jassy.