Dansk Biografisk Leksikon

Gustav Helsted

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Gustav Helsted, Gustav Carl Helsted,  30.1.1857-1.3.1924, komponist, organist. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet sst. (Holmens). Skønt tidligt levende interesseret i musik og uden teoretisk vejledning ivrigt komponerende blev H. efter faderens ønske ved skolegangens ophør anbragt på en onkels handelskontor. Længere end til sit 23. år holdt han det dog ikke ud, men fik tilladelse til at lade sig uddanne på Kbh.s musikkonservatorium 1879–82 hvor han lærte violinspil hos V. Tofte og i øvrigt havde særlig udbytte af J. C. Gebauers, E. Neuperts, N. W. Gades og J. P. E. Hartmanns undervisning og allermest af G. Matthison Hansens. Orglet blev det instrument der havde hans forkærlighed, og organistvirksomheden den der opfyldte ham mest ved siden af komposition og en langvarig, samvittighedsfuld og flittig praktisk gerning i Kbh.s musikliv. Han blev fra Jesuskirkens indvielse 1891 dens organist og sad med stor glæde søndag efter søndag ved det prægtige Cavaillé-Collorgel, med hvis karakteristiske egenskaber han blev fuldt fortrolig, og som han benyttede ved gratis offentlige "orgelforedrag" efter sin lærers forbillede; ved disse, der var meget søgte og skattede, fremførte han ikke blot Bach, Handel o.a. klassiske mestre, men også -til dels for første gang her hjemme – moderne musik og da særlig med ypperligt foredrag César Francks orgelstykker. H. beherskede ikke alene orglet med udmærket teknik og med virkningsfuld udnyttelse af sit fortræffelige instruments klanglige virkninger, men hans gerning som organist strakte sig ud over den gængse, idet hans fremragende kompositionsevne, rige fantasi og snilde udnyttelse af alle orglets effekter – i præludier og postludier og det harmoniskfri akkompagnement til koralerne – kunne forlene gudstjenesten med en særlig, ofte ejendommelig stemning. H. fungerede også som kantor, og det var næppe med ubetinget tilfredshed, at han -sammen med provst H. Ussing – som C. E. F. Weyses og J. P. E. Hartmanns arvtager 1915 overgik til Frue kirke i Kbh. Hans gerning her blev ikke af samme betydning som i Jesuskirken idet sygdom hæmmede ham mere og mere. H.s personlighed var retlinet og intelligent, og hans udtryksmåde var original, tørthumoristisk, ofte bizarsarkastisk. Han kaldtes i tidens løb til fremstående stillinger i Kbh.s musikliv. Han var medstifter 1901 af, i mange år formand for, til tider dirigent i Dansk koncertforening, medstifter 1889 af den "radikale" kammermusikforening Symphonia, fra 1907 medlem af bestyrelsen af Samfundet til udgivelse af dansk musik, operarepetitør ved Det kgl. teater, dog kun i én sæson (1888–89) og medstifter 1903 af Dansk tonekunstnerforening; ved siden af alt dette var han en årrække violinist, navnlig i Musikforeningen under N. W. Gade og ved Joachim Andersens filharmoniske koncerter – og endelig kaldtes han 1892 til konservatoriet som teorilærer, fra 1904 til sin død tillige orgellærer, med stor betydning for mange unge senere kendte orgelspillere (Edg. Henrichsen, E. Bangert o.fl.). Hans ejendommelige personlighed i forbindelse med hans ofte dristige forsvar for den "radikale" musik øvede ikke ringe indflydelse på flere af hans elever; privat underviste han sjældent. Derimod dyrkede han flittigt komposition. Når hans arbejder på dette område ikke altid slog igennem og nu for en stor del er glemt (meget er heller ikke trykt), kan grunden søges i, at han repræsenterer en overgang fra den ældre "romantiske" retning til en mere "moderne", samt i den omstændighed at H. næsten stadig gik sine egne veje, idet han til det yderste udnyttede sin betydelige kunnen (ikke mindst i kontrapunktisk henseende) og selv i mindre arbejder anvendte en vanskeligt tilgængelig, urolig moduleren og en ved stemmeføring o.l. nærmest overlæsset og tung stil; for orkestralt klar og vekslende farvegivning havde han heller ikke rigtig sans. Mens hans talent således svigtede i større værker (et par symfonier, korværker som Vort Land (Chr. Richardt), op. 30 1906–07, Gurresange (J. P. Jacobsen), op. 15 1888–90, den aldrig opførte Abels Død (Paludan-Müller), op. 25 1895–1912 og operaen Stormklokken (E. Brandes), op. 31 1900–11, nåede han højt i sin på en gang grundige og mere tilgængelige kammermusik som Klavertrio i emol, op. 6 1886, Strygekvartet i fmol, no. 6 op. 33, udg. 1922, violinsonater i A- og G-dur (hhv. op. 13 1889 og op. 20 1892), Decet i D-dur, op. 18 1890–91, violinromancer, Fantasi-Sonate for Orgel, op. 16 1890 og adskillige sange. – H. fik 1885 det Anckerske legat.

Familie

Forældre: komponist Carl H. (1818–1904) og Franciska M. C. Hagen (1824–78). Ugift.

Udnævnelser

R. 1917.

Ikonografi

Mal. af N. V. Dorph, 1895. Foto.

Bibliografi

Musikbl., 1888 166f. Gerh. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s beg., 1917. Will. Behrend i Berl. tid. 3.3.1924. Carl Nielsen sst. 7.3. s.å. Will. Behrend i Musik, 1924 43–46. Alfr. Nielsen sst. 46f (værkfortegn.). Gustav Hetsch sst. 47f. Will. Behrend i Dansk koncertforen. 1901–26, 1926 6f. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969. Musikmanus i Kgl. bibl. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Jesuskirken
i Valby i København er tegnet af Vilhelm Dahler ...Artikel i Den Store Danske
musikkonservatorium
se konservatorium . ...Artikel i Den Store Danske
Handel
Læs om auktion, logistik, spedition. Om deklaration, ...Artikel i Den Store Danske
stemmeføring
i musikalsk sammenhæng den måde, stemmerne i en fler ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
WBehr
18/07/2011
  • Læst 448 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki