Dansk Biografisk Leksikon

Henrik Rung

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Henrik Rung,  31.3.1807-12.12.1871, komponist, syngemester. Skønt født som stenbrobarn tilbragte Henrik Rung det meste af sin opvækst i landlige omgivelser ved Næstved. Her lærte han at spille violin af en forhenværende kapelmusicus og fik også en grundlæggende indføring i guitarens spilleteknik af en gammel jomfru Irgens. Men først et langvarigt sengeleje efter et alvorligt rideuheld bragte hans guitarspil på et mere professionelt niveau.

Efter faderens død måtte den unge Henrik Rung søge at skabe sig en selvstændig levevej, og via en introduktion til Det kgl. teaters chef A.W. Hauch blev han elev på kontrabas hos kapelmusicus J.W. Haskerl og efter en solokoncertoptræden på teatret ansat i Det kgl. kapel som bassist. Sit musikteoretiske grundlag søgte Henrik Rung at sikre gennem timer hos tidens førende kontrapunkt-lærer Ludvig Zinck, hvis undervisning satte sig så tydelige spor, at C.E.F. Weyse, der havde megen godhed for den unge Henrik Rung, følte sig foranlediget til at advare ham mod at blive for lærd i sin musikalske udtryksform.

Det egentlige gennembrud fik Henrik Rung med scenemusikken til Henrik Hertz' Svend Dyrings Hus på Det kgl. teater 1837. Fru Heiberg (Johanne Luise) spillede Ragnhilds vanskelige rolle til succes og lod i sine erindringer også en skærv falde til Henrik Rungs anerkendelse: "Rung var aldrig heldigere end i sin komposition til Svend Dyrings Hus". Weyse kaldte Henrik Rungs indsats for "den smukkeste danske musik, der var skreven". Vejen til de skrå brædder havde dog ikke været uden hindringer, for Henrik Rung var så forholdsvis ukendt, at musikken – der rummer senere så yndede sange som Herr Peder kasted Runer over Spange – først blev bragt til godkendelse hos teatrets gamle syngemester, Giuseppe Siboni, inden den på hans varme anbefaling blev antaget.

Sejren på de kongelige brædder skaffede Henrik Rung et stort rejsestipendium som tillod ham at studere i Italien i flere år. Kontrabassen sagde han endegyldigt farvel og kastede sig i stedet over studiet af sang og sangteknik i den faste hensigt at blive Sibonis efterfølger på Det kgl. teater. Samtidig fattede han interesse for Italiens musikalske arv fra renæssance og barok – han skaffede sig adgang til Vatikanets musikarkiv hvor han ihærdigt afskrev en hel række uudgivne storværker. Dermed lagde han grunden til et omfattende musikbibliotek som ved hans død talte 2500 numre og nu findes på Det kgl. bibliotek. Efter en afstikker til Paris, hvor han lagde sidste hånd på sangstudierne, vendte han 1840 atter tilbage til København hvor han som sin første opgave fik indstuderingsarbejdet med Musikforeningens kor med det resultat, at Palestrinas ottestemmige Stabat Mater placeredes på en koncert året efter. 1842 ansattes han så som Sibonis efterfølger ved Det kgl. teater hvor han med megen ildhu og dygtighed kastede sig over uddannelsen og den musikalske instruktion af sanger- og skuespillerpersonalet. På Sibonis solide grundlag lykkedes det Henrik Rung at skabe et kunstnerisk holdbart alternativ til de umådelig populære italienske operagæstespil på Hofteatret i det følgende tiår, Og sideløbende skrev han operaer og musik til skuespil og syngestykker. Altsammen dog skabt under et tidspres som ikke muliggjorde en grundigere musikalsk gennemarbejdning.

Henrik Rungs mere varige indsats skal derfor søges inden for de mindre former, først og fremmest romancen og salmen. For den sidstnævntes vedkommende involverede det en veritabel litterær fejde mellem Henrik Rung og A.P. Berggreen, hvor Rung søgte at forsvare Weyses minde moden mand som mere end nogen anden betragtede sig som Weyses elev og alligevel havde tilladt sig at ændre i hans koralharmoniseringer og optage nye, efter Rungs mening, ukirkelige melodier i repertoiret. Rung understregede 1857 sin holdning ved at udgive et tillæg til Weyses gamle koralbog som han tre år senere foranstaltede en nyudgave af. Og endnu lever i den danske kirke Rungsalmer som Kimer, I Klokker, I al sin Glans nu stråler Solen og Alt står i Guds Faderhånd.På romancens felt viste Henrik Rung sig efterhånden som en af 1700-tallets betydeligste komponister, og vor tid har ikke mindst vist interesse for hans sange med guitarakkompagnement, ofte med et tydeligt italiensk anstrøg i melodikken. Henrik Rung havde lært både Franz Schuberts og Robert Schumanns lieder at kende, og blandt hans klaverromancer finder vi adskillige som helt utvetydigt er vokset ud over den hjemlige musicerens intime format til koncertsalens større udfoldelse på et teknisk mere professionelt plan.

Efter i nogle år at have arbejdet for at udbrede kendskabet til den gamle italienske vokalpolyfoni fandt Henrik Rung tiden moden til at stifte Cæciliaforeningen 1851 med et fast etableret kor. Han kom til at lede foreningen, hvis koncerter i reglen fandt sted i Christiansborg slotskirke, frem til sin død – sidste gang han dirigerede var ved foreningens 20-års-jubilæum 21.10.1871. Denne indsats, som kom til at sætte sig varige spor i det danske kirkemusikrepertoire, videreførtes siden af hans søn, Frederik Rung, som blev foreningens leder fra 1877 og afløstes 1912 af Henrik Rungs barnebarn P.S. Rung-Keller. Begge var de tillige komponister og videreførte dermed Henrik Rungs frugtbare vekselvirkning mellem en skabende og en udøvende musikervirksomhed. – Tit. professor 1866.

En søn Georg Adolph Rung, født 9.9.1845, død 28.3.1903, blev student 1864, og efter en kort officerskarriere blev han 1872 assistent, 1883 underbestyrer ved meteorologisk institut. Han gjorde en række opfindelser, bl.a. et universalbarometer, apparater til måling af temperatur i havdybder og selvregistrerende instrumenter til måling af lufttryk, nedbør og vindstyrke. En afhandling herom blev optaget i Vidensk. selsk.s skrifter. Desuden udgav han Répartition de la pression atmosphérique sur l'océan Atlantique septentrional, 1894. R. 1892. DM. 1898.

En datter, Sophie Helene Henriette Rung, g. Keller, født 14.11.1850, død 1.5.1929, gift med skoleforstander Emil Charles Thorvald Keller, bror til Johan Keller, blev undervist af faderen, videreuddannet i Milano og Firenze og debuterede som operasanger i Jægerbruden på Det kgl. teater 8.12.1869. Hun udnævntes til kgl. kammersanger 1894 og efter sin afsked n.å. helligede hun sig pædagogisk virksomhed. Blandt hendes elever var Elisabeth Dons. Sophie Keller oprettede desuden 1895 en kvindelig koncertforening med 130 deltagere i kor og orkester.

Familie

Henrik Rung blev født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). Forældre: revisor i generaltoldkammeret, senere toldkasserer i Næstved, kammerråd Hans Rung (1768–1824) og Helene Ahlmann (1773–1856). Gift 30.10.1841 i Kbh. (Slotsk.) med Frederikke Charlotte Pauline Lichtenstein, født 21.7.1818 i Berlin, død 10.4.1890 i Kbh. (Slotsk.), datter af kulørmager, senere fabrikinspektør Michael Heinrich Lichtenstein (død ca. 1825) og Henriette Luisa Grosse og plejedatter af teaterdirektør Carl Ludvig Ferdinand Becker (1780–1862) og skuespiller Christiana Caroline Kerstein (1779– 1842). - Far til Frederik Rung.

Udnævnelser

R. 1862.

Ikonografi

Mal. af Constantin Hansen, 1827, tegn. af samme, 1838 (Fr.borg). Mal. af W. Marstrand, 1838 og mal. af samme ca. 1845 (Fr.borg). Tegn. af E. Lehmann, 1847 (sst.). Mal. af J. Roed, 1853 (Det kgl. teater). Litografi 1862 efter foto. Træsnit 1869, af H. P. Hansen, 1871 og af J. F. Rosenstand, 1872. Tegn. af J. A. Jerichau. Buste (Musikhist. mus.). Litografi 1873 efter foto, efter samme et par træsnit 1881 af H. P. Hansen og H. C. Olsen. Relief af Jørgen Larsen, 1908 (mindesten på Holmens kgd., Kbh.). Foto.

Bibliografi

Søndagsposten 23.5.1869. P. H. Warming i III. tid. 31.12.1871. Ch. Kjerulf i Tidsskr. for kirke-, skole- og folkesang II, 1881 71f 79f (også i Nord. musiktid. II, Kria. s.å. 185–90). C. Skou: A. P. Berggreen, 1895 139–66. Carl Thrane: Cæciliaforen. og dens stifter, 1901. Th. Laub: Musik og kirke, 1920 139f. Rud. Bay: Efterl. papirer III, 1921 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXIV 159f 161. Kn. Jeppesen i Rom og Danm. gennem tiderne, red. L. Bobé II, 1937 168–72. Povl Hamburger: Thomas Laub, 1942. Sv. Lunn i Berl. tid. 2.3.1955. Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800–1850, 1964 130–45. Sv. Lunn i Bogens verden XLVIII, 1966 321f. – Papirer i Kgl. bibl.

Læs også om Henrik Rung i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Henrik Rung
Henrik Rung
1807-1871, dansk komponist, dirigent og synge ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Milano
den norditalienske region Lombardiets hoved ...Artikel i Den Store Danske
Firenze
... Florens , (tysk Florenz ), hovedstad for ...Artikel i Den Store Danske
Christiansborg
dansk hovedfort på Guldkysten , påbegyndt 16 ...Artikel i Den Store Danske
Jægerbruden
dansk titel på Carl Maria von Webers opera D ...Artikel i Den Store Danske
Giuseppe Siboni
1780-1839, italiensk tenor og sangpædagog. Gi ...Artikel i Den Store Danske
Cæciliaforeningen
korforening, grdl. 1851 i København af komponisten H ...Artikel i Den Store Danske
Stabat Mater
Stabat Mater Dolorosa (lat. 'stod en moder ful ...Artikel i Den Store Danske
Luise
preussisk dronning fra 1797; se Louise . ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
KKet
18/07/2011
  • Læst 844 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki