Jørgen Malling

Jørgen Malling, Jørgen Henrik Malling, 31.10.1836-12.7.1905, komponist. Født i Kbh. (Garn.), død i Lyngby, begravet sst. M., der efter endt skolegang blev bestemt for handelen, afbrød i sit 21. år denne livsvej og fik sin første rationelle musikundervisning af Niels W. Gade og J. C. Gebauer. Af disse fik vel nok Gebauer den største indflydelse på ham, både i den rent videnskabelige musikteori og ved at åbne hans øjne og øren for den enstemmige sangs centrale stilling i musikkens kulturelle og sociale mission. Allerede i sit første læreår fik han sin første sang udgivet; ved sit op. 2, 8 Melodier til skotske Folkesange, tilegnet Gebauer, vakte han betydelig opmærksomhed om sit navn, og da det Anckerske legat for første gang blev uddelt (1861) blev han den første komponist der modtog denne udmærkelse. Udenlandsrejsen gik til Paris hvor han blev bekendt med det Chevéske sangsystem og så begejstret for dette forsøg på en simplificering af nodeskriften, at han ofrede det meste af sit liv og de fleste af sine kræfter for at gøre propaganda for dette system som dog aldrig kom til at slå igennem. Efter hans hjemkomst gjorde oplevelsen af krigen 1864 det stærkest mulige indtryk på ham. Hans nationale interesse fandt udtryk i en række sange, dels direkte soldatersange skrevet til felttoget, dels skytteforenings- og højskolesange. Mange af sangene - der er alene 30 til tekster af B. S. Ingemann og 20 til tekster af N. F. S. Grundtvig - blev trykt første gang som enstemmige melodier over sangteksterne. De er ikke særlig originale, men varmhjertede musikstrofer der vidner om stor forståelse af det umiddelbart sangbare. I disse år afholdt M. kursus i Chevé-metoden rundt om i landet på højskolerne og i byerne og virkede for en højnelse af den folkelige sangkultur.

1869 blev M. organist i Svendborg og holdt ud her i tre år, den eneste egentlige ansættelse hans fædreland havde til overs for hans på mange måder enestående begavelse. 1872 brød han med denne lidet tilfredsstillende provinstilværelse, opgav kampen mod den officielle opfattelse af sangundervisningen, repræsenteret ved professor A. P. Berggreen, og rejste ud i Europa. Efter ophold i forskellige østrigske byer slog han sig ned i længere tid i St. Petersborg hvor han kom i nær berøring med Anton Rubinstein og i det hele blev respekteret for sin viden og sit talent. Derefter fulgte et flerårigt ophold i Sverige hvor han navnlig i Stockholm og Norrköping virkede som sanginspektør og udgav flere pjecer om folkesangen og Chevé-metoden. 1880 vendte han tilbage til Danmark og genoptog kampen for sine ideer - herom vidner en Sanglære (manuskript i Det kgl. bibliotek) - og virkede navnlig som kordirigent. Men forholdene hjemme ville heller ikke denne gang forme sig tilfredsstillende for ham. 1882 rejste han igen ud. Efter ophold i Wien og Frankfurt fik han endelig ansættelse ved universitetet i München som docent i musikteori og musikæstetik, og de tretten år han kom til at leve her under tilfredsstillende forhold i en periode hvor München havde en meget central stilling i det europæiske musikliv har sikkert været de lykkeligste i hans liv. Han vendte sig nu mod store kompositionsopgaver. Operaen Frilhiof efter E. Tegners digt Frithiofs Saga og senere operaen Lisinka over et serbisk folkevisemotiv indeholder megen melodiøs og dramatisk tænkt musik, men ingen af dem nåede ud over klaveropførelser. Derimod blev det ti år senere komponerede musikdrama Kyvala - efter Ossian - opført som koncertkantate i Musikforeningen i Kbh. 1901, da M. definitivt var vendt tilbage til sit fædreland. Også kammermusik beskæftigede M. sig med; en d-mol strygekvartet, dateret Innsbruck 1883, en klavertrio i amol (München 1893), violinsonate i Esdur (Leipzig 1897) og endelig en violoncelsonate i G-dur (Hellerup 1903). Af den nævnte musik er kun et klaverudtog af Kyvala trykt. De sidste fem år M. levede, opnåede han understøttelse på finansloven, og den deri liggende anerkendelse hjalp ham måske mere end selve beløbet gennem de sidste år hvor han næsten var ophørt at komponere, men virkede som lærer, bl.a. ved Matthison-Hansens musikkonservatorium og ved Statens lærerhøjskole.

M. var på sit specielle felt - folkesangen - langt forud for sin tid. De tanker han arbejdede med er først i vore dage med Fritz Jöde trængt igennem. I sin kamp for sine ideer havde han hele datidens officielle musikautoritet imod sig, og den Chevéske metodes forsøg på at slippe uden om nodesystemet havde måske nok sin store andel i, at M. ikke opnåede de resultater hans indsigt og energi havde fortjent. - Som komponist havde M. store og oprindelige evner der dog på en mærkelig måde var hæmmede af manglende dristighed. For en stor del har han til sine sange valgt tekster der allerede havde fundet deres endelige musikalske udløsning, og i hans instrumentalværker og dramaer forekommer store partier af konventionel musik som ingen livskraft har. For en eftertid vil hans livsskæbne og hans kamp for sin pædagogiske idé have større betydning end hans værker.