J.P.E. Hartmann, Johan Peter Emilius Hartmann, 14.5.1805-10.3.1900, komponist. J.P.E. Hartmanns far var en dygtig musiker, organist v. Garnisons kirke, og i modsætning til bedstefaderen, den geniale, men fattige og ulykkelige Johann Hartmann, en velsitueret mand af den borgerdyd som var den fornemste egenskab man kunne have i Frederik VIs København. Hjemmet havde således midler til trods statsbankerotten at holde den eneste søn i latinskole og give ham den bedst mulige opdragelse, og fra barndommen vænnedes han, da moderen blev "Wartfrue" hos prins Christian (VIII) og han selv den senere Frederik VIIs legekammerat, til at færdes utvungent i samfundets højeste kredse, en indstilling der ikke var uden betydning for hans senere liv. Faderen bestemte sønnen for embedsvejen, og med det ejendommelige pligtopfyldende og rolige træk der er over hele Hartmanns livsførelse blev han, der havde det stærkest tænkelige kunstneriske indhold, virkelig ikke alene student (Borgerdydskolen i København 1822) og juridisk kandidat (1828), men passede også fra 1828 en sekretærpost i den borgerlige indrulleringskommission, så længe denne eksisterede (til 1870).

J.P.E. Hartmanns begavelse for musik gav sig dog aktive udslag gennem barneårene; han komponerede allerede som dreng og fik solid undervisning af faderen og senere af Joseph Frølich både i musikkens teori og i violin, klaver og orgelspil. Femten år gammel optrådte han som violonist sammen med August Bournonville i Selskabet til musikkens udbredelse, og da han var nitten blev han 1824 ansat som organist ved Garnisons kirke, tre år efter blev han lærer i sang, teori og klaverspil ved Kbh.s første musikkonservatorium (Guiseppe Sibonis). Samtidig hermed fremtrådte Hartmann første gang for offentligheden som komponist – ved en koncert i Garnisons kirke 1826 – med en koncertouverture for orkester, en fantasi for orgel og en stor kantate Orglets Pris med tekst af Adam Oehlenschläger. Ved sit giftermål 1829 flyttede han ind i den lejlighed, Kvæsthusgade 3, som han skulle bebo indtil sin død. Med sit 25. år står han således ved begyndelsen af en veltilrettelagt løbebane; 1843–1900 var han C.E.F. Weyses efterfølger som organist ved Frue kirke, 1867 medbestyrer af det nyoprettede Københavns musikkonservatorium, og 1847 tildelte universitetet ham doktorgraden. 1836 var han medstifter af Musikforeningen, blev straks indvalgt i dens administration og stod fra 1839 som dens formand hvad han vedblev at være i 53 år. 1839 var han medstifter af Studentersangforeningen hvis formand han var fra 1868 til sin død. Disse institutioner, Musikforeningen og Studentersangforeningen og konservatoriet, voksede under Hartmanns formandstid fra en ringe begyndelse frem til at være de bærende kræfter i dansk musikliv.

I sin produktion viser Hartmann i hovedsagen en udvikling uden brud, en udvikling og en vækst som dansk musikhistorie ikke kan opvise magen til, og i hans værker er hans livs historie nedfældet. Betragtningen af dem er det eneste afgørende i beskrivelsen af hans liv og virke. Forud for Hartmanns fremtræden går en musikfattig periode i Danmark – det første tiår efter statsbankerotten var en nøjsom tid der ikke tillod den store musik at udfolde sig. Weyses og Frederik Kuhlaus syngestykker beherskede operaens repertoire. Wienerklassikerne hvis musik ved århundredskiftet var ved at vinde fodfæste i København, var længe trængt i baggrunden til fordel for den lette og lidet dybtgående musik, repræsenteret af komponister som Jan Ladislav Dussek og Johann Nepomuk Hummel. Ja, selv Det kongelige teater foretrak at fremføre operaer med en mere udvendig musik end af wienerklassikerne, der var ved at trænge frem på de europæiske scener.

Som en undtagelse står dog Carl Maria v. Webers Københavnsbesøg 1820 hvor den purunge Hartmann fik lejlighed til at høre ouverturen til Jægerbruden. Uden tvivl har Hartmann her hentet sine stærkeste indtryk af samtidig europæisk musik. Hartmann var ved sin første fremtræden stærkt moderne orienteret, og det blev ikke Beethoven med sin niende symfoni fra 1825 og som i de sidste kvartetter havde isoleret sig fra samtiden, ej heller Schubert, hvis sidste store værker, klavertrioerne, C-dur symfonien og de sidste store klaversonater, som var utrykte og derfor ukendte af offentligheden, som kom til at præge Hartmann Det var langt snarere musik af Hummel, Georges Onslow og først og fremmest Ludwig Spohr, og i den dramatiske musik komponister som Carl Maria v. Weber, Luigi Cherubini, og Casparo Spontini der gjorde indtryk på ham. Det er disse fremmede, nu næsten glemte komponister der sammen med de hjemlige som Kuhlau og Weyse, der gav Hartmann hans tidsprægede tonemateriale, og det bør påpeges, at det i højere grad er Kuhlaus instrumentalmusik end Weyses romance- og kantatestil der sætter præg på Hartmanns første værker, selv om han stod i et langt inderligere personligt forhold til Weyse, der var en rådgivende ven og vejleder. Men det kan virke ejendommeligt, at 1800-tallets musik, der dog på adskillige punkter må have virket overraskende på samtiden, tilsyneladende ikke har gjort noget større indtryk på Hartmann, selv om han gennem et langt liv havde lejlighed til at følge udviklingen. Det lader sig gøre at dele den første del af Hartmanns produktion i tre tiårs perioder, således at man for hvert afsnit ser hvordan hans synspunkter veksler, hans påvirkninger ændres, og nye former får hans hovedinteresse, indtil kunstnerpersonligheden i hans rigeste værker når den fulde udfoldelse.

I ungdommens første tiår hvor han vokser ud af samtidens moderetninger producerer han en overraskende mængde betydelig musik, skønt han i de samme år i høj grad er optaget af praktiske gøremål – eksamenslæsning, ægteskab og embedsgerning. Han har en forbavsende arbejdsevne. Nævnt er det første program i Garnisonskirken 1826. Af dets tre omfangsrige, nu glemte værker er der grund til særlig at lægge mærke til orgelfantasien i amol (samtlige orgelværker udg. 1968) der viser både hans specielle og meget betydelige tekniske behandling af orgelet og et særpræg i tankegangen som er ganske nyt inden for orgelmusikken der på det pågældende tidspunkt var meget forsømt. Den første, noget ufri koncertouverture, opus 3, 1825, efterfulgtes to år senere af den langt mere modne og bedre instrumenterede Gejstlige Ouverture, opus 9, 1827, for orgel og orkester. Som opus 1 (1825) har Hartmann betegnet en nydelig fløjtesonate (udg. 1913 af P. Hagemann), men klaverkvartetten opus 2 er nok et par år ældre (1823). Rigtig levedygtig kammermusik er dog først violinsonaten opus 8, 1826, der er skrevet under eksamenslæsningen og lyser af ungdommelig kraft og mod på livet. Kantaten Orglets Pris opus 5a, 1825, der indleder Hartmanns store virke i denne form, følges hurtigt af Motetto til Jubelfesten 1826 og motetter til jule- og påskefesten 1827 og 1828 (opus 5b), og hertil slutter sig den lille yndefulde kantate Ved Konservatoriets 2. Koncert for lille orkester, klaver og kor (Det kgl. teater 20.2.1828) og det første lejlighedsarbejde til kongehuset Christian, der elsker de yndige Muser (1831).

Men efter 1830 optoges Hartmann af sin første store indsats i dansk musik, arbejdet på operaen Ravnen (opus 12, opført på Det kgl. teater 29.10.1832). Denne opera (med tekst af H.C. Andersen efter Carlo Gozzi) viser klart Hartmanns stilling i den datidige musikradikalismes front. Det stærkt romantiske stof får en musikalsk underbygning med kraftigere harmoniske effekter end man hidtil havde kendt, men kontrasterende hertil står blide cavatiner af udpræget 'dansk' melodifarve og viser med et for Hartmann ejendommeligt 'borgerligt' tonesprog. Stilen afviger stærkt fra de Weyse-Kuhlauske koloraturoperaer, har intet med klassikerne at gøre, men må opfattes som en dansk parallel til Spohrs og Heinrich Marschners samtidige skrivemåde. Operaen modtoges med begejstring, men oplevede dog kun få opførelser. Senere omarbejdede Hartmann operaen der indeholder så væsentlige elementer af hans musikstof, men heller ikke i denne nyudgave (fra 1864) har den formået at holde sig på scenen. Derimod hørtes den prægtige ouverture jævnligt ved koncerter.

Tre år efter (1835) følger Korsarerne, opus 16 (Det kgl. teater 23.4.1835), et elskværdigt syngestykke med tekst af Henrik Hertz. Musikken er elegantere og lettere end i Ravnen, men spiller mere i det vaudevilleagtige. Også Korsarerne henlagdes efter kun fem opførelser, og Hartmann forlader med denne opera den tyskitalienske skrivemåde for bestandig. Afslutning på dette første tiår danner gmol symfonien opus 17, 1835, et i Hartmanns udvikling meget vigtigt værk og den første danske symfoni, vi har bevaret fra den romantiske musikperiode. Symfonien der danner slutningen på Hartmanns ungdom som skabende komponist vakte ingen opmærksomhed herhjemme da den kom frem, og heller ikke ved den eneste gentagelse (1851) i Hartmanns levetid var man klar over, at den dannede skellet mellem to tidsaldre i dansk musik. Derimod vurderede Spohr den højt og bragte den 1837 til opførelse i Kassel, og den har senere oplevet flere gode opførelser. Symfonien tog J.P.E. Hartmann med på den store udenlandsrejse han foretog 1836. Rejsen gik over Hamburg, Berlin, Leipzig, Wien, München, gennem Schweiz til Paris for at slutte hos Spohr i Kassel, og først her kan der tales om at rejsen får betydning for Hartmann; hidtil havde han kun fået lejlighed til flygtigt at præsentere sig for de storheder han tilfældigvis traf hjemme (Ferdinando Paér, G. Rossini, Cherubini, F. Chopin). Nogen studierejse som J.F. Frøhlichs eller Henrik Rungs blev det således ikke til, og på grund af årstiden (sommer) var det begrænset hvad Hartmann hørte af ny musik undervejs. Det blev tilmed hans eneste større udenlandsrejse, men i stedet for at tilføre ham fremmede musikimpulser synes denne korte udlændighed på mærkelig vis at have bekræftet ham i hans danskhed, således at den periode som Hartmann nu træder ind i bliver præget af hans vending mod den dansknorske stil som han skabte, og som for bestandig vil bevare hans navn i dansk musik. I modsætning til svigersønnen Gade der var europæisk orienteret, var Hartmann ægte dansk og hans kæreste opholdssteder var om vinteren hjemmet i Kvæsthusgade og om sommeren huset i Nærum.

Værkerne fra denne periode (1835–44) har en spinkel forløber i den melodramatiske musik han 1832 skrev til Oehlenschlägers Guldhornene (opus 11, Det kgl. teater 19.2.1832). Sit ry som Hartmanns første 'nordiske' værk – en betegnelse som i grunden kun kan anvendes på dets skønne introduktion, mens resten tilhører den universelle romantik – skylder Guldhornene i overvejende grad teksten. Men nu begynder den bevidst nordiske musikstil for alvor. Rækken af de oehlenschlägerske dramer der skulle inspirere den indledes med Olaf den Hellige opus 23, 1838 (Det kgl. teater 13.3.1838) hvori den geniale musik til Slaget ved Stiklestad lader oldtidens lurklang genopleves som en realitet, ingen digter havde kunnet drømme sig mere nærværende. Næste år kom Knud den Store opus 28 (Det kgl. teater 18.3.1839) og 1844 ouverturen til Hakon Jarl opus 40 der første gang opførtes ved Det kgl. teaters mindeforestilling 9.4.1844 for Bertel Thorvaldsen. Nøje beslægtet med den er den storladne sørgemarch over Thorvaldsen (s.å.), men også orgelfantasien i fmol opus 20 (ca.1838) og den prisbelønnede dmol klaversonate opus 34 (1843) hører til Hartmanns stærkt nordisk farvede værker. – Endnu fire højst forskellige store scenearbejder stammer fra dette tiår: Musik til Oehlenschlägers Fiskeren og hans Børn opus 29 (Det kgl. teater 23.5.1840) og H.C. Andersens Maurerpigen opus 32 (Det kgl. teater 18.12.1840), der må anses for henlagte for bestandig, til Carl Borgaards Undine opus 33 (Det kgl. teater 18.9.1842) der længe holdt sig som koncertmusik, til J.L. Heibergs Syvsoverdag opus 30 (Det kgl. teater 1.7.1840) som oplevede mange opførelser på teatret. Syvsoverdag er skrevet som festspil i anledning af Chr. VIIIs kroning, men dobbelthandlingen, som Hartmann for øvrigt glimrende karakteriserer i kontrasten mellem musikkens spidsborgerlige og højromantiske udtryk, har været stykkets sceniske virkekraft, og navnlig efter at Hartmann 1872 havde udvidet den med en ny ouverture og forspil, er den blevet et af hans værdifulde værker.

Mens tiåret 1835–44 således beherskes af de store nordisk farvede arbejder for teatret er det i det næste tiår en lysere og mere bevidst nutidig dansk stil der bryder frem. Optakten danner musikken til mindefesten i Skanderborg, opus 42, (1845) hvoraf festmarchen vil bevare livskraft langt ind i fremtiden. Men hovedværket er operaen Liden Kirsten opus 44 (Det kgl. teater 12.5.1846) til tekst af H.C. Andersen. I en spinkel handling med motiv fra folkevisens middelalder er det lykkedes Hartmann at skabe et musikalsk udtryk for den nationalbevidsthed og fædrelandskærlighed som brød frem ved 40ernes slutning. Uden at bruge originalt folkevisestof, således som Kuhlau gjorde det i Elverhøj, genskaber han folkevisens stemning som man dengang opfattede den, på en umiddelbar måde der greb alle, og som alle kunne forstå. Ved sin stilfærdige inderlighed og bundne varme er dette værk typisk dansk og har usvækket bevaret sin tiltrækning helt op i vor tid. Og med stor frodighed udfolder Hartmanns skaberkraft sig nu i det nye tonesprog som han her fandt. Hans betydeligste violinsonate (C-dur, opus 39, 1846) er samtidig med Liden Kirsten, og derefter følger en stor række sange hvoraf de vigtigste danner cyclen Sulamith og Salomon, opus 52, der er komponeret i årene 1848–50. Mens disse værker således bidrog til at gøre Hartmanns musik kendt og elsket i de videste kredse, fulgte en ublid skæbne hans 2. symfoni i E-dur opus 48b som fuldførtes 1848. Det omfangsrige og i ydersatserne stærkt komplicerede værk, der afspejlede den nye tid, stillede for store krav til både dirigent, orkester og publikum ved sin første fremkomst og har heller ikke senere opnået en fuldtud tilfredsstillende opførelse.

Til festen i Kongens Have eftersommeren 1850 skriver J.P.E. Hartmann mindesangen Slumrer sødt i Slesvigs Jord for kor og stort orkester, et værk af sjælden højhed og vægt. Samme efterår udkaster og fuldfører han, mens han venter sin fars død, den skønne motet Quando corpus morietur opus 15, 1850, og ikke fire måneder efter faderens bortgang mister han også sin hustru som i 21 år havde været ham en bestandig inspirationskilde, en jævnbyrdig rådgiver og en æggende kritiker. Hun havde selv et smukt kompositionstalent, og det er et ejendommeligt åndeligt sammenspil der foregår mellem de to ægtefæller, da hun komponerer Fr. Palmers Romancer, samtidig med at han i Sulamith og Salomonsangene skaber sin skønneste og dybest erotisk farvede musik. At Emma Zinn og kredsen om hende har betydet meget for Hartmann får vi et tydeligt begreb om i H.C. Andersens skildring af hende i Mit Livs Eventyr. Det betød et dybtgående brud i Hartmanns liv da hans hustru døde, og i de nærmeste par år komponerede han næsten intet. Da han atter begyndte at skrive er han i mærkelig grad forandret. Alle eksperimenter og påvirkninger går fra nu af op i en højere enhed, udviklingen har ført til fuldkommenheden.

Overgangen ser man ved en sammenligning mellem Liden Kirstens livsglade musik og den vemod der hviler over det skønne korstykke En Sommerdag, 1854, der er skrevet i mindet om hans afdøde hustru. Og derefter kommer balletten Et Folkesagn, 1854 (Det kgl. teater 20.3.s.å.) hvor Bournonville har fået etableret et samarbejde mellem vore to berømteste komponister. Her skriver H. anden akt, den der foregår hos de underjordiske, mens Niels W. Gade skriver de to akter der foregår i solskinnet oppe på jorden. Den barokke fantasi Hartmann her lægger for dagen har åbenbart givet Bournonville mod til at gå i lag med den dumdristige opgave at behandle Nordens sagntid og gudelære i de to store balletter Valkyrien opus 62 (Det kgl. teater 13.9.1861) og Thrymskviden opus 67 (sst. 21.2.1868) som han bevæger Hartmann til at komponere. På forhånd skulle man synes at den opgave at behandle dette tragiskpatetiske stof som ballet var umulig, men gennem den geniale tematiske karakteringsevne, Hartmanns musik har lykkes det netop at skabe disse sceneværker som balletter. De er fuldstændig uløselige fra den Bournonvilleske balletstil, således at de, skønt de rummer en symfonisk balletmusik verden næppe har set mage til, ikke har kunnet nå uden for Danmark. Her burde de aldrig være forsvundet fra nationalscenens repertoire, for de er som kunstnerisk enhed måske det ejendommeligste, dansk dramatisk kunst har frembragt.

Endnu engang beskæftigede Hartmann sig med balletmusik – balletten Arcona opus 72 (Det kgl. teater 7.5.1875), men genren var udtømt, og dette værk har intet krav på eftertidens interesse. Det har derimod i højeste grad to andre hovedværker hvori han genoptog de store balletters tema og tankegang: Vølvens Spaadom opus 71, 1872 og Yrsa opus 78 (Det kgl. teater 14.5.1883). Tydeligst er tilknytningen til de store balletters tonesprog i korværket Vølvens Spaadom der i valkyrieridtet ligefrem omskriver et tema fra Thrymskviden. Det komponeredes i løbet af meget kort tid til brug for Studentersangforeningen på en sangerfærd til Lund, og viser ved sin fuldendthed i tanke og form at Hartmann her har nået til den endelige løsning af et stilproblem der havde beskæftiget ham siden Olaf den Hellige.

Musikken til Oehlenschlägers tragedie Yrsa er derimod af en anden støbning. Den er inspireret af havet omkring Danmark, en kilde J.P.E. Hartmann ofte har øst af siden Ravnens festlige ouverture og havfriske første akt. På forunderlig vis har Hartmann i dette værk magtet at levendegøre Oehlenschlägers ånd og kunst i hele dens kraft og skønhed. Ved århundredets slutning står dette værk som en sen og gylden aftenrøde efter dansk guldalderdigtnings store tid. Den anden hovedform Hartmann benytter i sidste del af sit liv er kantaten for soli, kor og orkester. Den er repræsenteret i alle sine variationer fra små lyriske værker der kunne indgå som hvilepunkter på Musikforeningens programmer – herimellem De tvende Dugdraaber (1844) hvor en mærkelig kammerorkesterbesætning ledsager fire solostemmer, Fragment af Jesu Bjærgprædiken opus 46 (1848) for tre solostemmer, lille kor og orgel, et af Hartmanns skønneste værker som har krav på stadig interesse, Zigeunermärchen (1859) med tekst af Goethe, og Foran Sydens Kloster (1872) – stigende i omfang og orkesterudfoldelse gennem Hinsides Bjergene (1865), I Provence opus 68 (1869), Foraarssang opus 70 (1871), Sabbathstilhed opus 76 (1880) og Luther paa Wartburg opus 79 (1884) til det store korværk i koncertdramatisk form Dryadens Bryllup opus 60 (1858) hvis forbillede er Gade, men hvor den afgørende inspiration ofte savnes, og det omfangsrige og interessante operafragment Kong Saul (1865) som han selv afrundede som koncertstykke.

Og desuden de mange rene lejlighedskantater der med rette var så beundrede af hans samtid. En særlig gruppe danner her kantaterne til kongehuset der begynder med sørgekantaten til Frederik VI, opus 27 (1840), følges af Kantate til Christian VIIIs sølvbryllup (1840), fødselsdagskantaten til dronning Caroline Amalie, opus 22 (1842) og den musikalsk betydelige Sørgekantate over Christian VIII, opus 47 (1848). Hertil kommer nu de fire store 'kongekantater': Kantate ved Frederik VIIs Bisættelse opus 64b (19.12.1863. H.P. Holst), Formælingskantaten opus 69 (1869. H.P. Holst), Kantate ved Universitetets Fest i Anledning af Christian IXs 70 Aars Fødselsdag opus 84 (1888) og Kantate ved Christian IXs Guldbryllup (1892). Der findes i disse værker en rigdom af lyrisk og stort tænkt musik, men bundne som de er, til begivenheder der har vanskeligt ved at fængsle en eftertid og til dels komponerede til svage og konventionelle tekster, vil de antagelig hurtigt gå over til kun at have historisk interesse. Derimod vil den store Kantate ved Universitetets Jubelfest opus 75 (1879) blive stående som århundredets betydeligste danske korværk, en opgørelse af sin tids livssyn og åndelige formåen. Også teksten (af Carl Ploug) er på en enkelt undtagelse nær fri for lejlighedspræget stof, således at værket også af den grund lettere bevares i den levende musik. To værker inden for kantategruppen indtager en særstilling. Det er Davids 115. Psalme fra 1871 og Hellig tre Kongers Kvad fra 1894. Disse kompositioner, de eneste hvori H. nærmer sig oratoriestilen, kroner hans arbejde med den religiøse kunst. 'Den 115. Psalme' er i sin virile klang i den kun af blæsere ledsagede indledende del et mærkeligt vidnesbyrd om Hartmanns sene manddom og i sin af strygerklange bårne midterdel præget af en mystisk og gammeltestamentelig følelse over for døden, hvis toner ikke var hørt før i dansk musik. Som det hvide solskin og den sorte nat mødes i dette værk kontrasterne. Derimod bringer Hellig tre Kongers Kvad, der er Hartmanns sidste store arbejde, bud om hans dybe fromhed i en fuldstændig afklaret, men ikke oldingepræget stil, og dog var han lige ved de 90 år da han afsluttede det. Selv om balletterne og kantaterne giver os hovedindtrykket af Hartmanns virke i de senere år, forsømte han dog i den samme periode ingenlunde den absolutte musik.

Dels forøgede han ouverturerækken med forspil til Axel og Valborg opus 57 (1856), Corregio opus 59 (1858) og Dante opus 85 (1888) samt koncertouverturerne Ouverture i C-Dur opus 51 (1852) og En Efteraarsjagt opus 63b (1864), og dels skrev han de to instrumentalsonater hvori han nedlagde nogle af sine betydeligste musikalske tanker: Orgelsonaten opus 58 i gmol (1855) og den store klaversonate opus 80 i amol (1885). Desuden de særprægede Tre Karakterstykker for Strygeorkester opus 81 (1884), violinsonaten opus 83 (1886) og suiten for violin og klaver opus 66 (1864), og en mangfoldighed af klaverstykker fra den utrykte pastorale sonate i F-dur fra 1854 og de populære novelletter med tekst af H.C. Andersen (opus 50, 1849 og 55b, 1855) til marcher, valse og galopader.

Gennem hele sin levetid skabte han en lang række af salmer, fædrelandssange og romancer. Gennem denne sangskat fik Hartmann især sin samtid i tale. Hans melodier til grundtvigske tekster trængte dybt ned i befolkningen. De fleste har nu gjort deres gerning og finder, navnlig for salmernes vedkommende, deres afløsning i mere stilrene melodier, mens den gennem mange år komponerede 'liturgiske musik' endnu bruges ved kirkens højtider. Mærkeligt er det, at det i salmerne og de religiøse sange navnlig er den ydmyge og stille, af det gode borgerlige hjem prægede tone der er fremherskende. Over for sin Gud havde Hartmann ikke mod til at slippe det vældige vejr løs som ellers ofte besatte ham i hans kunst. Videst når han i ganske enkle melodier som I Sne staar Urt og Busk i Skjul og Den store Mester kommer. Romancestilen hos Hartmann, som er ham ganske egen, stærkt afvigende både fra Weyses og Peter Heises, slår igennem med de fire Danske Sange til Musikforeningen, 1838 (heri Flyv Fugl), og kulminerer med Sulamith og Salomon, men også Folmer Spillemands Viser, op. 56, 1856, er meget bemærkelsesværdige.

Interessante er et par opus med tysk tekst (13 og 35 hhv. 1832 og 1839). Hans romancestil er næsten udelukkende bygget på sangstemmen. Klaverledsagelsen er oftest enkel, men kan undertiden med ganske diskrete midler opnå særdeles malende virkninger. Hans høje alder bevirkede at hele den normale udvikling i bedømmelsen af en stor kunstners værk faldt inden for hans levetid. Hans produktionsevne holdt sig på højden langt ud over det for mennesker almindeligt beskikkede spand af år. I den bølge af beundring der navnlig fra akademikerside havde båret Hartmanns sidste kantateværker som var skrevet ud fra en ideel samhørighed med den studenterverden Hartmann elskede og følte sig som et led af, havde man overset hvad han som komponist betød for den rene musik. Dertil bidrog også ydre forhold. Siden 1848 havde Gade der blev hans svigersøn 1852 været Musikforeningens dirigent og ledet den med fast hånd efter sit hoved. Og da der er en forbløffende forskel mellem disse to for deres tid største danske komponister, blev det til at de stiltiende kom til at dele riget imellem sig; men denne deling gjorde Hartmann til vokalkomponist og det gav anledning til en afgjort fejlvurdering. Hartmann kunne med samme ret udtale det som hans bedstefar udtalte 1778: "Det har aldrig været min Hovedsag at befatte mig med at sætte Musik til Syngesager".

Men eftertiden har dog indset at hans symfonier, ouverturer og sonater er en vigtig og væsentlig del af hans indsats i dansk musik, at han på disse felter var forud for sin danske samtid og af stor og værdifuld originalitet; navnlig som symfoniker har han, uanset det kantede og hårde der kan være ved hans musik, meget store naturlige evner. Forholdet til Gade er ovenfor berørt. Personligt stod de to mestre på den bedste fod med hinanden uden at lade sig forstyrre af den kappestrid mellem dem som begges ivrige tilhængere år igennem var optaget af. De var som kunstnere af forskellig skole, som mennesker af højst forskelligt temperament. For den kommende generation kom Hartmanns musik til at betyde nok så meget som Gades, selvom også han var højt respekteret af sin samtid. Edvard Grieg der i 1860'erne opholdt sig en årrække i Danmark lagde aldrig skjul på sin beundring for Hartmann som han betragtede som den mest originale af de to. Hartmann lærte af den tyske romantik, men da dens udvikling tog fart, var han allerede bøjet af og fulgte siden egne veje.

Han indtager som skaber af det nordiske tonesprog en tilsvarende plads i den danske musik som den, Oehlenschläger har i digtningen. Men hans Aladdin-natur har Hartmann ikke. Det tunge, det gennemglødede var hans inderste væsen. Han ønskede aldrig at være universel, men hans egenart blev udtryk for det i dansk væsen som er i ubrudt samhørighed med vort folks historiske udvikling fra de ældste tider. Det der er kærnen og kraften i hans musik. Det har nok været typisk for ham at han i sine sidste år virkede som organist ved Frue kirke.

En søn Carl Christian Ernst Hartmann, født 13.9.1837, død 4.9.1901, blev billedhugger under H.V. Bissens vejledning. Han kom på akademiet 1855, debuterede 1859 og rejste til Rom 1863. En kolossalstatue Alexandros blev udført her. Carl Hartmann tilhørte helt den Thorvaldsen-Bissenske tradition og deltog i 1870'erne i udførelsen af Johannesgruppen til Frue kirke i Kbh. En tid var han kunstanmelder ved Nationaltidende.

Familie

J.P.E. Hartmann blev født i København (Garn.), død sammesteds (Garn.), begravet ved Garn. k. Forældre: kapelmusikus, senere organist og kantor August Wilhelm Hartmann (1775–1850) og Christiane Petrea Frederica Wittendorff (1778–1848). Gift 1. gang 2.12.1829 i Kbh. (Garn.) med Emma Sophie Amalia Zinn, født 22.8.1807 i København (Garn.), død 6.3.1851 sammesteds (Garn.), datter af agent, grosserer Johann Friederich Zinn (1779–1838, gift 2. gang 1813 med Margrethe Christiane Oldeland, 1784–1857) og Eva Sophie Juliane Oldeland (1779–1812). Gift 2. gang 20.5.1855 i København (Garn.) med Thora Camilla Jacobsen, født 19.12.1807 i København (Holmens), død 1.2.1889 sammesteds (Garn.), datter af købmand, senere bogholder og kaptajn i det borgerlige artilleri Jacob Christian Jacobsen (ca. 1766–1816) og Martha Marie Smidt (ca. 1781–1845). – Sønnesøn af Johann Hartmann.

Udnævnelser

Tit. professor 1849. R. 1840. DM. 1852. K.2 1874. K.1 1884. S.K. 1886, i diamanter 1895. F.M.l. 1885.

Ikonografi

Silhouet 1817. Mal. af Troels Lund, 1820, gengivet i træsnit 1885. Silhouet klippet af F. v. Gerstenberg, 1830, gengivet i træsnit 1885. Afbildet på mal. af W. Marstrand af selskab hos Waagepetersen, 1834 (Fr.borg), raderet af C. C. Andersen, 1878. Mal. af W. Marstrand ca. 1835 (Fr.borg), tegn. af samme 1836. Litografi af D. Monies, 1838, efter dette litografi 1842, stik 1850 samt træsnit. Litografi efter mal. af Em. Bærentzen. Tegn. af J. V. Gertner, 1846 (Fr.borg). Litografi af P. H. Gemzøe efter (en anden) tegn. af Gertner, 1846, efter dette træsnit 1885. Buste af A. V. Saabye udst. 1850. To mal. af Constantin Hansen, 1851. Litografi af I. W. Tegner, 1857, efter daguerreotypi. Tegn. af H. Olrik (Fr.borg), gengivet i træsnit af Henneberg og Rosenstand, 1860, og af Søborg, 1875. Buste af H. V. Bissen, 1860 (St.mus.; glyptoteket; Ribe mus.; Studentersangforeningen). Antages afbildet på Constantin Hansens mal. 1860–64 af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg). Træsnit 1868. Litografi 1870 efter foto. Stengravure 1873. Træsnit 1874. Mal. af H. Olrik, 1874 (Fr.borg). Litografi 1876 efter foto, efter dette træsnit 1885. Træsnit 1883 efter tegn. af F. Henningsen. Træsnit af H. P. Hansen, 1883, efter dette træsnit af A. Bork samt litografi. Træsnit af H. C. Olsen, 1883. Træsnit 1884 efter foto. Mal. af Otto Bache, 1884. Træsnit af G. Pauli, 1885, efter foto. Træsnit af H. P. Hansen, 1887. Afbildet på satire i Oldfux, 1889. Buste af A. V. Saabye udst. 1889, 1891 og 1892 (glyptoteket; Det kgl. teater). Tegn. af Carl Thomsen, 1893. Tegn. af H. Nik. Hansen (Kgl.bibl.), raderet af kunstneren selv 1897. Radering af samme 1899. Tegn. af F. Henningsen (Kgl.bibl.) Tegn. af Luplau Janssen, 1898. Relief af H. Conradsen. Afbildet på flere tegn. af C. Bayer samt på akvarel af H. M. Therkildsen. Tegn. af H. P. Lindeburg og af A. H. Hunæus. Buste af H. C. Brix (Teatermus.). Silhouet (Fr.borg). Træsnit af T. Blom, 1901. Statue af A. V. Saabye, 1904 (Skt. Annæ plads), 1905. Mindesten med portrætmedaljon af Knud Nellemose, 1965 (ved Nærum gadekær). Relief af Carl Hartmann (Musikhist. mus.). Foto. – Gravsten af Th. Bindesbøll, 1900, og mindesmærke af Andreas Clemmensen, 1901, begge på Garnisons kgd. Mindetavle på Kvæsthusgade 3, Kbh.

Bibliografi

Breve til H.C. Andersen, 1877 165–85. H.C. Andersens breve i Anderseniana X-XIII, 1942–46. – Th. Overskou: Den danske skueplads V-VII, 1864–76. H.C. Andersen: Saml. skr. XXVIII, 1868 107–14. C. Thrane: Danske komponister, 1875 193–233. Samme: Fra hofviolonernes tid, 1908. Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag II, ved Angul Hammerich, 1886. Axel Sørensen: Studentersangforen.s hist. 1839–89, 1889. Angul Hammerich: Kbh.s musikkonservatorium 1867–92, 1892. Samme: J.P.E. Hartmann, 1916. W. Behrend: J.P.E. Hartmann, 1895 og 1918. H. Nutzhorn i Højskolebl., 1900 425–40. Hother Ploug i Dansk t., s.å. 305–21. III. tid.s Hartmannnr., 1905 nr. 33. R. Hove: J.P.E. Hartmann, 1934 (m. værkfortegn.). Bodil Neergaard: Spredte træk af mit liv, 1941 33–50. Karen Bentzon i Berl. aften 27.9.1947. Viggo Bitsch: J.P E. Hartmann, 1954 = Faglig læsn. CCXLIII. Samme i Folkeskolen, 1955 591f. Kaj H. Funch i Indre missions tid. CIX, 1962 237f. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969. – Manus, og papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer (2)

skrev Frank Sørensen

I artiklen nævnes en komponist ved navn Schübert med et repertoire, som i høj grad ligner Franz Schuberts. Kunne der være smuttet en umlaut for meget på?

M.v.h.

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar og rettelsen. Der var tale om en skanningsfejl, som nu er rettet. Venlig hilsen redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig