Julius Bechgaard, Julius Andreas Bechgaard, 22.12.1843-4.3.1917, komponist. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., urne på Bispebjerg. Allerede som dreng begyndte B. at komponere, og han fik senere H. C. Lumbye til at opføre nogle af disse første forsøg i Tivoli. Som ganske ung kom han, 1859–61, på konservatoriet i Leipzig hvor den Mendelssohn-Schumannske retning fik stor betydning for ham, således også gennem denne skoles danske repræsentant N. W. Gade der efter B.s hjemkomst interesserede sig meget for ham og hans musik. Efter få års studier herhjemme, bl.a. under J. C. Gebauers vejledning, debuterede B. (1866) med et hæfte firstemmige sange, heriblandt Solen er slukket -. 1868–70 virkede han som organist ved den katolske Skt. Ansgars kirke i Kbh. De nye kompositioner der fremkom i disse år (bl.a. Idyller, op. 7.) skaffede ham det Ancker'ske legat for hvilket han foretog en studierejse i Tyskland og Italien 1872–73; i begyndelsen af 80'erne var han en treårig periode i Paris. Disse gentagne studieophold i udlandet fik en vis betydning for hans kompositionsstil der i stedse stigende grad søgte sine forbilleder mere i fremmed tonekunst (Wagner, Brahms, Gounod) end i den danske nordisk-romantiske musik. Fra Hofmusikhandelens oprettelse 1879 (til hvilken B. medvirkede) indtil 1886 var han dennes musikalske konsulent. Han beklædte i øvrigt intet embede, men levede udelukkende for sin komposition der efterhånden skaffede ham et meget agtet navn i de københavnske musikkredse: sangcyklus Sømandsliv, op. 9, 1872 der blev meget populær, og Paa Valpladsen, op. 12, begge opført af Gade i Musikforeningen, henholdsvis 1872 og 1880, Koncertouverture, e-mol, op. 13, opført i Tivoli 1878, og de ligeledes meget yndede klaverstykker Poésies musicales, op. 15, udg. 1882–83, og Sonetter, udg. 1885, desuden en lang række sangkompositioner. Han har ligeledes skrevet en symfoni (1883, D-dur), men den vokale musik – især den lyrisk og dramatisk betonede – blev hans egentlige felt. B.s første komposition for teatret var musikken til Drachmanns Strandby Folk (1883). Hans hovedværk er operaen Frode (Det kgl. teater 1893, Prag 1894) der gjorde megen lykke men alligevel henlagdes efter få opførelser; to andre operaer Conradino og Dødens Gudsøn blev ikke opført. Denne holdning fra teatrets side gjorde B. mismodig og har sikkert i nogen grad hæmmet hans kunstneriske udfoldelse, ligesom den i musikinteresserede kredse var medvirkende til megen bitterhed over for teatrets ledelse. B.s musik udmærker sig ved megen melodiøsitet og til tider ypperlig dramatisk kraft; ligesom klaverstykkerne og sangene udviser også hans operaer en kløgtig behandling af formen der nu og da næsten kan blive for klar og gennemsigtig, grænsende til det banale. Stilen har reminiscenser fra tysk romantik, også fra Wagner (kromatik, kromatisk glidende akkorder, harmoniske forslag) og hist og her tillige fra den nyere italienske opera (tilløb til verismens akkordik med parallelle oktavforbindelser o.l.). De motiviske anslag er hyppigt gode, men det skortede B. på evne til fastholdelse og fortætning af ideerne gennem gedigent tematisk arbejde. For en senere tid er B.s navn blevet bevaret gennem hans sange, især Sømandsliv og en række mindre sange hvoraf flere er optaget i Danmarks Melodibog (Solen er slukket, 1866, Alene vi gik i den grønne Skov, Det var en yndig Foraarsstund, Hun er saa let som Skeens fejre Hind, 1886, Endnu en Gang forynger sig gamle Danmarks Jord, Kender du Danmark, 1895, Min Plet af Fødelandets Jord o.a.). -

Familie

Forældre: varemægler Andreas Christian B. (ca. 1810–88, gift 1846 med Julie Caroline Brøndrup, ca. 1819–94) og Julie Petrine Vilhelmine Lund (ca. 1814–91). Gift 1. gang 27.8.1875 i Kbh. (Frue) med Mathilde Theodora Wandler, født 16.8.1853 i Kbh. (Frue), død 22.6.1928 sst., d. af decisor i hofmarskallatet, kammerråd Carl Theodor W. (ca. 1824–87) og Marie v. Gähler (ca. 1829–98). Ægteskabet opløst 1883. Gift 2. gang 20.11.1884 i Kbh. (Johs.) med Dora Christopha Petersen, født 5.11.1859 i Kbh. (Trin.), død 16.4.1930 i Charlottenlund, d. af dampmøller Carl Valdemar P. (1833–97) og Christa Grabert (1832–1911).

Udnævnelser

Tit. professor 1894.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

J. Fabricius i Ill. tid. 25.11.1894. Politiken 9.12.1913. G. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s begyndelse, 1917 49–66. G. Skjerne: Musik I, 1917. Samme i III. tid. 1916–17, I 264. Masken 1913–14 71, og 1916–17 396f. Charles Kjerulf i Politiken 20.5.1917. P. A. Rosenberg: Erindringer I, 1934, 132f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig