Jørgen Jersild, 17.9.1913-6.2.2004, komponist. Efter studentereksamen fra Østre Borgerdydskole 1931 studerede Jørgen Jersild klaver hos Alexander Stoffregen og musikteori og komposition hos Poul Schierbeck, hvis tydeligt galliske påvirkning han i 1936 fulgte op med et studieophold hos Albert Roussel i Paris. Atter hjemkommen studerede han musikvidenskab ved Kbh.s univ. Disse studier afsluttedes 1940 med en magistergrad, men allerede året forinden ansattes Jørgen Jersild som programsekretær ved statsradiofoniens musikafdeling. 1943 forlod han radioen til fordel for Det kgl. danske musikkonservatorium og en sideløbende virksomhed som musikanmelder ved Berlingske Tidende (til 1958).

1953 udnævntes Jørgen Jersild til professor ved konservatoriet hvor han til sin afgang 1975 satte afgørende præg på undervisningen i en af de helt elementære discipliner, hørelære. Blandt hans lærebøger må især nævnes Lærebog i melodilæsning, 1959 og Lærebog i rytmelæsning, 1961 der har vundet stærk udbredelse og tillige er udkommet i Tyskland (1959), USA (1966) og England (1977). Senest udgav han Analytisk formlære, 1989. Ved enkelte lejligheder fremtrådte Jørgen Jersild som dirigent af egne værker. Ellers fandt hans kunstneriske trang udtryk i en ikke voldsomt lang opusrække hvor kræsen klassicistisk melodisk sans parres med fornem håndværksmæssig gennemarbejdning. Trods denne tilsyneladende eksklusive holdning har adskillige af hans værker vist sig at have appel til en bredere kreds. Blæserkvintetten At spille i Skoven, 1947, har vundet stor yndest, og ved uropførelsen af hans vittige musikalske udformning af Lewis Carrolls Alice in Wonderland, 1951 (med Dirch Passer som den forlorne skildpadde) profeterede pressen ham sågar engagement hos Walt Disney. Ved en enkelt lejlighed flirtede Jørgen Jersild også direkte med det folkelige: til en tekst af Poul Henningsen leverede han 1965 det danske bidrag til eurovisionens Melodi grand prix. Nok så stor hæder høstede han dog da hans Tre Madrigaler, 1958 (til tekster af Anders Bording og Peder Syv) placerede sig blandt de bedste værker ved det internationale Rostrum of Composers i Paris 1959. Harpen har spillet en særlig rolle i Jørgen Jersilds musikalske univers. Ikke mindst under indtryk af den fremragende walisiske harpenist Osian Ellis skabte Jørgen Jersild en række centrale værker for dette instrument, bl.a. samlingen Libro d'Arpa bestående af solostykket Pezzo elegiaco, 1968, kammermusikværket Fantasia e Canto, 1967 og Koncert for harpe og orkester, 1972. Hans interesse for polyrytmik kommer til udtryk i klaverværker Jeu polyrythmique, 1989-90. Blandt hans sidste væsentlige værker kan nævnes Il cantico delle creature, 1991, for soli og blandet kor; det er skrevet over Frans af Assisis Solsang.

Jørgen Jersild modtog en række legater og andre hædersbevisninger, bl.a. modtog han 1999 Carl Nielsens mindelegat. Han bestred med stor dygtighed en række tillidshverv i dansk musikliv, bl.a. som formand for Musikpædagogisk forening. 1960–61 var han ledende senior i Studenterforeningen.

Familie

Jørgen Jersild blev født i København (Trinitatis) og døde i Holte; begravet på Søllerød kirkegård.

Forældre: læge, senere overlæge Olaf J. (1867–1950) og Ingeborg E. M. Nissen (1876–1951). Gift 16.10.1937 i Birkerød med Charlotte Dorothea Cecile Biehl, født 9.11.1911 i Hellerup, død 2007, d. af grosserer Georg Friedrich B. (1872–1952) og Emilie Aubert (1874–1951).

Udnævnelser

R. 1958. R.1 1966.

Ikonografi

Mal. af Carl Forup, 1921. Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig