Knudåge Riisager, 6.3.1897-26.12.1974, komponist. Da Knudåge Riisagers far 1900 forlod sin stilling som leder af en dansk cementfabrik i Estland, flyttede familien til Frederiksberg. Her voksede Knudåge Riisager op, kom i skole, blev 1915 student fra Henrik Madsens skole og 1921 cand.polit. 1926 fik han ansættelse i finansministeriet hvor han 1939–50 var kontorchef i 3. hovedrevisorat. Dette lyder som skildringen af en perfekt embedsmandsbane, og Knudåge Riisager opfyldte i sine 25 år alle de forventninger centraladministrationen må stille til sine medarbejdere. Men allerede i skoletiden havde han søgt teoretisk og praktisk musikundervisning dels hos komponisten Otto Malling, direktøren for Det kgl. danske musikkonservatorium, og efter dennes død hos komponisten Peder Gram, dels hos violinisten, kgl. kammermusicus Peder Møller, og 1919 blev det første betydningsfuldere resultat af hans kompositionsstudier, en strygekvartet, præsenteret i Dansk koncertforening af Peder Møller-kvartetten. Samtidig studerede han musikhistorie hos Angul Hammerich og deltog meget virksomt i den hjemlige musikdebat, således allerede i sit studenterår med en indsigtsfuld vurdering af Arnold Schönberg.

Efter aflagt embedseksamen fik Knudåge Riisager i 1920'erne mulighed for at intensivere sine kompositionsstudier. Det var ånden i tidens franske musik der først og fremmest drog ham, og i længere perioder de følgende tre år studerede han hos Albert Roussel og Paul le Flem. I Paris' musikliv efter den første verdenskrig mødte Knudåge Riisager strømninger der var så at sige ukendte i Danmark, og i kredsen om komponistgruppen Les Six, der stod som eksponenter for tidens hverdagsnære franske ekspressionisme med dens reaktion mod både romantik og impressionisme, fandt Knudåge Riisager impulser til sin egen musikalske udvikling. Hans eget, efter datidens opfattelse yderst radikale tonesprog forargede og forvirrede, men den saglige dygtighed hvormed han bidrog til herhjemme at skabe lydhørhed for nye europæiske strømninger aftvang respekt.

1922–24 var han formand for Unge tonekunstneres selskab og fik bl.a. en udvekslingskoncert med Frankrig bragt i stand. Hans egne kompositioner fra disse år vidner om optagethed af hvad der rørte sig i tiden. Den nationale baggrund oplever man utvetydigt i hans officielle opus 1, koncertouverturen Erasmus Montanus fra 1920. I den sikkert beherskede brede form afspejler traditionen sig med strejf af Carl Nielsen, men den ejer også træk der viser at meget af det, man senere har følt som særlig karakteristisk for Knudåge Riisager altid har ligget i hans musik, selv om det i mødet med fransk musik blev understreget: det glitrende og festligt bravaderende der i reglen dominerer over varme følelser og lyrisk sødme, det instrumentatorisk virtuose, det rytmisk spændstige og forkærlighed i samklangsmæssige henseende for polytonalitet. Dette afspejles i stigende grad i Knudåge Riisagers værker fra 1920'erne: Suite dionysiaque 1924, tilegnet Albert Roussel, de to symfonier, 1925 og 1927, Variationer over et tema af Mezangeau, 1926 der viser hans tidligt sikre greb på instrumentation, T-DOXC, poème mécanique, 1926, inspireret af tidens begejstring for stærkt markeret rytme og maskinagtige støjelementer og med titel fra en flyvemaskinetype der just var indført i Danmark, ouverturerne Klods Hans, 1929, og Fastelavn, 1930. Og rækken fortsatte som årene gik med Primavera, 1934, Sommerrapsodi, 1943, Archaeopteryx, 1949, med titel efter urtidsdyret, en fugl med træk af krybdyrslægten, Per Fistulis et Fidibus, 1952, Burlesk Ouverture, 1964, Trittico, 1971 m.fl.

1932 rejste Knudåge Riisager på det Anckerske legat til Italien og Tyskland hvor han hos Hermann Grabner underbyggede sin kontrapunktiske kunnen og i øvrigt befæstede sin stil med forkærlighed, for den musikantiske neoklassicisme der i 1930'erne fandt udtryk i en række barokprægede værker Concertino for trompet og strygeorkester, 1933, og Sinfonia concertante, 1937. I øvrigt tog han omtrent samtidig mere og mere afstand fra symfonien som acceptabelt medium i ny musik, så klassisk og romantisk belastet han fandt den var (Dansk Musiktidsskrift 1940: Symfonien er død musiken leve). Til gengæld foldede han sig ud i en række sinfoniaer. Med anvendelse af den gamle italienske betegnelse, oprindelig for neutralt musicerende operaindledninger, skrev han i 1930'erne og 1940'erne en lang række sådanne ukomplicerede, frisk musicerende korte værker: Sinfonia, 1935, Sinfonia gaia, 1940, Sinfonietta, 1947, Sinfonia concertante, 1949, men også en Sinfonia serena, 1950.

Ved siden af værker for orkester har Knudåge Riisager af rene instrumentalværker komponeret en lang række kammermusikværker for meget vekslende besætning: seks strygekvartetter, to tidlige violinsonater, Serenade for fløjte, violin og cello, 1936, Concertino, 1933, for fem violiner og klaver, Sinfonietta for otte blæsere, 1924, to blæserkvintetter, 1921 og 1927, blæserkvartet, 1941 o.a. Klaveret som soloinstrument er sparsommere repræsenteret, nævnes bør hans sonate, 1931, En glad Trompet, 1935, Sonatine, 1951. Heller ikke inden for vokalmusikken har Knudåge Riisagers produktion været meget omfattende, selv om han har skrevet en del kor- (især mandskor-) og solosange og i de senere år også nogle større værker for kor og orkester: Dansk Salme, 1942. Sang til Solen, 1947, Canto dell'infinito (G. Leopardi), 1965, og a cappella-værket Stabat mater til J. Ewalds overs.), 1966. I besættelsestidens sidste fase satte Knudåge Riisager Sv. Møller Kristensens Danmarks Frihedssang i musik.

Sin største indsats i de modne år – trods spændvidden i hvad han iøvrigt skabte – gjorde Knudåge Riisager med sin ballet- og skuespilmusik. Det begyndte allerede 1930 på Det kgl. teater med balletten Benzin over en idé af Robert Storm Petersen. Den gik kun tre gange, men Knudåge Riisagers musik står sig fuldgodt i hans produktion. Helt anderledes positiv var modtagelsen i 1937 af Johs. V. Jensens kinesiske eventyrspil Darduse, hvortil Knudåge Riisager, efter at Igor Stravinskij havde afslået en opfordring fra Det kgl. teater, havde skrevet en meget omfattende ledsagemusik og flere visemelodier. Hermed var indledningen gjort til en fast kontakt mellem Knudåge Riisager og teatret. Sammen med Harald Lander og senere den svenske koreograf Birgit Cullberg var han med til at hæve dansk ballet op til international position. Det intime kunstneriske samarbejde mellem Riisager og Lander indledtes 1942 med balletterne Qarrtsiluni og Slaraffenland der blev opført sammen med Børge Ralovs H. C. Andersen-ballet Tolv med Posten, hvortil Knudåge Riisager ligeledes havde komponeret musikken. Mens Riisagers musik til Ralov-balletten var nykomponeret, var Qarrtsiluni og Slaraffenland baseret på to af Riisagers tidligere orkesterværker der så at sige danner modpoler i hans produktion.

Qarrtsiluni (fra 1938) bærer som titel et grønlandsk ord som betyder den stilhed der opstår i venten på noget der skal briste. I balletten skildres en grønlandsk boplads' venten på solens første stråler efter den lange vinternat. Knudåge Riisager arbejder heri med den motiviske knaphed han altid har yndet, men krappe rytmer og et udpenslet motivarbejde i en fascinerende orkesteriklædning giver dette værk, Riisagers betydeligste overhovedet blandt hans markeret seriøse orkesterværker, bredere åndedrag end man oftest oplever det i hans musik. Slaraffenland der 1936 fremkom som ren orkestersuite er derimod en løssluppen eventyrballet med groteske situationer hvor Knudåge Riisager med humør skildrer prinsesse Sukkergodt i en vals, dovendidrikkerne i en massiv polka og ædedolkene i en bombastisk procession.

1946 kom Riisagers og Landers af krigsårene inspirerede Fugl Fønix og 1948 kulminationen i deres samarbejde Étude(s) der er nået Verden rundt, og hvor Knudåge Riisager i aldeles mesterlig bearbejdelse bygger sin musik op over et udvalg af Carl Czernys etuder. Samarbejdet med Birgit Cullberg resulterede i Månerenen, 1957, også opført verden over, og 1961 i Fruen fra havet med handlingsgrundlag i Henrik Ibsens drama. Senere fulgte – over temaer af J.-B. Lully – Les Victoires de l'Amour, 1962 (s.m. H. Lander), Galla-Variationer, 1967 (s.m. Flemming Flindt), Ballet Royal 1967 (s.m. Flindt) m.fl. Af Knudåge Riisagers skuespilmusik må nævnes musikken til Kaj Munks Niels Ebbesen, 1945, og Pilatus. 1947, dertil den elegant og vittigt gjorte til Holbergs Maskarade, 1954, og til endnu nogle balletter og skuespil. Opera gav Knudåge Riisager sig derimod kun en enkelt gang i kast med, den lille enakter Susanne til tekst af maleren og forfatteren Mogens Lorentzen som fikst havde tolket beretningen om den kyske Susanne om til et genrebillede fra 1800-tallets København. Den kom op på Det kgl. teater 1950.

Da Knudåge Riisager i dette samme år forlod sin stilling i finansministeriet, var det i høj grad dikteret ud fra ønsket om at få mere samlet tid til at komponere, men da Finn Høffding 1956 tog sin afsked fra Det kgl. danske musikkonservatorium, blev Knudåge Riisager stærkt opfordret til at overtage direktørposten. Han indvilligede med nogen betænkelighed, dels fordi han aldrig havde haft nogen egentlig tilknytning til konservatoriet, dels fordi han ikke personlig gav sig af med undervisning, men i de år han frem til det fyldte 70. år 1967 bestred denne stilling lykkedes det ham på beundringsværdig måde at befæste konservatoriets position indadtil og udadtil, en opgave der efter statens overtagelse 1949 af konservatoriet var som skabt for ham med hans organisatoriske og kunstneriske erfaringer, erfaringer som han i administrative stillinger også inden for dansk musikliv allerede havde udnyttet på forbilledlig vis, mest udtalt som formand for Dansk komponistforening fra 1937, en stilling han beholdt i 25 år. Stillingen ved konservatoriet førte ham også ind i internationalt musikorganisatorisk og kunstnerisk arbejde som præsident for foreningen af europæiske konservatoriedirektører 1963–66, af juryen i komposition ved Pariserkonservatoriet m.m. Han, der helt fra de unge år i større omfang end nogen anden dansk komponist havde været spillet ude i verden, opnåede i endnu højere grad i disse år, gennem musikken til Etudes og Fruen fra Havet og andre værker og gennem sine musikorganisatoriske indsatser at blive værdsat uden for Danmarks grænser. Stor glæde beredte det ham også, at han i 1972 blev æresdoktor ved universitetet i Seattle og æresborger i staten Washington i forbindelse med en Riisager-festival der afholdtes i Seattle med opførelse af en række af hans værker.

Til afrunding af billedet af Knudåge Riisager som vidtspændende kulturpersonlighed må også hans essayistiske indsats nævnes. Han var en fremragende stilist og fra de yngste år udfoldede han sig i tidsskrifter og dagblade i betydeligt omfang som skribent, ikke alene på det musikalske område, men også på alment kulturelle og samfundsaktuelle felter. En lille del af, hvad han skrev, findes udgivet i Tanker i tiden, 1952, og Det usynlige mønster, 1957.

Knudåge Riisager spændte som komponist, skribent, organisator og administrator vidt i dansk musikliv og dansk kulturliv overhovedet. Gennem sine værker prægede han i et halvt århundrede dansk musik med en tone, som ikke lignede andres herhjemme. I sin musik afskyr Knudåge Riisager alt der kan smage af sentimentalitet og føleri, af svulmende melodisalighed og yppigt virkende harmonik. Hans musik er karakteristisk ved sine skarpe kanter, både hvad angår motiverne og deres forarbejdning, det rytmiske og instrumentationen. Selv om hans musik som helhed virker festlig og udadvendt, kan han være alvorlig nok, men aldrig svulstig. I sin harmonik er Knudåge Riisager udpræget polytonal i den tidlige Sergéj Prokofjevs, Stravinskijs og Darius Milhauds forstand. Nogen afgørende stilændring sporer man i virkeligheden ikke i Riisagers musik. Han blev sin ungdoms idealer tro til det sidste. – Som komponist stod Knudåge Riisager på en måde ret alene i dansk musik, han ønskede ikke at undervise og dannede ingen egentlig skole. Det var hans livslange interesse for dansk musiklivs trivsel på alle områder der gjorde ham til en samlende skikkelse. Han var individualist og humanist, ønskede, at musik som al kunst måtte have ret til at udfolde sig frit.

Familie

Knudåge Riisager blev født i Port Kunda, Estland og døde på Frederiksberg, urne på Tibirkegård. Forældre: ingeniør Henrik Emil Riisager (1867–1919) og Henrikke Olufsen (1870–1938). Gift 6.7.1920 på Frederiksberg (Solbjerg) med maler Åse Klenow, født 7.1.1899 på Frederiksberg (Thomas), død 31.1.1992, datter af fabrikant Carl Theodor Wilhelm (kaldet William) Klenow (1860–1918) og Meta Fanny Henriette Wengler (1865–1949).

Ikonografi

Tegn. af Ellis Ullman udst. 1933. Mal. af Gerda Schwenn, 1940. Mal. af Victor Haagen-Müller udst. 1945. Tegn. af Agnes Boertmann, 1951 (Kgl.bibl.). Tegn. af Carl Jensen udst. s.å. Buste af H. Isenstein, 1966. Mal. af Otto Christensen 1972–73 (Fr.borg), tegn. af samme (sst.). Mal. af W. Scharff (musikkonservatoriet). Tegn. af Ebbe Sadolin (Kgl.bibl.) og af H. Lollesgaard (sst.). Foto.

Bibliografi

Sig. Berg og Sv. Bruhns: Knudåge Riisagers kompositioner, 1967 (værkfortegn.). – Knudåge Riisager i Danske hjem ved århundredskiftet IV, red. Tove Clemmensen, 1953 127–44. Samme i Frbg. gennem tiderne XV, 1974 95–119 (erindr.). – Helge Bonnén i dansk musik t. I, 1925 109–12. Bengt Johnsson sst. LV, 1981 233–39 (jfr. sst. 293) (se i øvrigt Dansk musik t. index I-X, 1936; XI-XX, 1946, derefter årlige reg.). Gustav Hetsch i Musik IX, 1925 139–41. Jürgen Balzer i Levende musik I, 1942 26–29. K. Wissum sst. III, 1944 269–72. Harald Lander: Thi kendes for ret -?, 1951 54–62. Bo Wallner: Vår tids musik i Norden, Sth. 1968 27–32. Jan Maegaard i Dansk årbog for musikforskn. VI 1968–72, 1972 143–45. – Papirer i Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig