Ludolf Nielsen

Ludolf Nielsen, Carl Henrik Ludolf Nielsen, 29.1.1876-16.10.1939, komponist. Født i Nørre Tvede ved Næstved, død i Hellerup, begravet sst. Efter en første undervisning hos spillelærere i Næstved fik N. først koncertmester L. Holm som lærer i violin, kom senere som stipendiat på konservatoriet til at studere hos Vald. Tofte, Alb. Orth og J. D. Bondesen og fik således sit naturlige talent både som komponist og musiker behørigt skolet. Efter konservatorietiden fik han ansættelse som solobratschist i Tivolis koncertsal og ved palækoncerterne, blev medlem af Bjørvig-kvartetten, optrådte som solospiller på viola d'amore, blev vikarierende dirigent for Joachim Andersen, dirigent i koncertforeningen Euphrosyne og havde i de senere år ansættelse ved Statsradiofonien.

Mens N.s livsgang således er fattig på biografiske data, udfoldede han gennem årene en omfangsrig og værdifuld virksomhed som komponist. Han arbejdede med alle musikkens former. Han debuterede 1899 med en strygekvartet i A-Dur, senere fulgt af kvartetterne op.5 i c-mol og op.41 i C-Dur, alle trykt og jævnligt opført, også i udlandet. N.å. (1900) følger den symfoniske digtning Regnar Lodbrog der sammen med op.34 Danmark, stemningsbillede for orkester med slutningskor, 1914, koncertouverturen Hjortholm op.53, 1923 og de store korværker Dronning Margrethe op.50, 1919 og Valdemars-taarnet op.39, 1920, giver udtryk for den nationale idealisme som er et stærkt element i N.s kunstnergerning. Ved siden af denne udpræget romantiske musiknationalisme der også – som i den 3. strygekvartet – kan gøre tematisk brug af gammel dansk spillemandsmusik, finder man ofte en tilbøjelighed til orientalismer i N.s musik; mest karakteristisk i så henseende er balletten Lackschmi (Det kgl. teater 1922). En anden og større ballet Rejsekammeraten, 1928 blev ikke opført. Af N.s tre operaer spillede Det kgl. teater 1915 operaen Isabella som høstede megen anerkendelse, navnlig for sin balletmusik, mens Uhret og Lola ikke nåede til opførelse. I de senere år blev N.s evner til at skrive en dramatisk og illustrerende musik gentagne gange taget i brug af Statsradiofonien hvor han komponerede undertiden meget omfattende musik til hørespilsud-sendelserne. N. har skrevet tre store symfonier i h-mol op.3 (1903), E-Dur op.19 (1909) og C-Dur op.32 (1913), bredt opbyggede, noget tunge værker der fremragende udnytter det store romantiske orkesters klang, men med nogen tilbøjelighed til filosofisk præget programmusik. Denne tendens hos N. fandt sit markanteste udtryk i korværket Babehtaarnel op.35, 1914, med tekst af Gyrithe Lemche. Desuden har N. skrevet et meget stort antal sange, hvoraf adskillige har nået stor udbredelse, og hvor han med held har fundet et personligt udtryk inden for den skole i den danske romancekunst hvor han stilistisk på afgørende vis hører hjemme; endvidere tolv korsange og nogen klaver- og orgelmusik. 1907 vandt N. prisen i en af Asger Hamerik udskreven konkurrence med sin koncertouverture op. 13; s.å. fik han det Anckerske legat og besøgte på sin studierejse Tyskland, Østrig og Italien.