Rudolph Bay

Rudolph Bay, David Vilhelm Rudolph Bay, 9.7.1791-15.5.1856, komponist. Født i Kbh. (Helligg.), død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). B. begyndte knap syv år gammel at få violinundervisning hos kapelmusikus Georg Kihl, en af professor Peder Lems bedste elever, senere af Lem selv, ligesom også Edouard Du Puy en tid var hans lærer; jævnsides med skolegangen øvede han sig så ihærdigt at han tidligt kunne optræde som solist. 1808 blev han student fra Schouboes institut og gav sig til at studere teologi; den megen tid han ofrede tonekunsten ved at lære sig at spille forskellige instrumenter (klaver, guitar, valdhorn o.a.) og forsøge sig som komponist førte ham til sidst bort fra universitetsstudierne. Musikken som levevej har B. vel trods brændende lyst ikke turdet tage i betragtning; hans glimrende evner for sprog og store rejselyst henledte hans opmærksomhed på udenrigsdepartementet i hvilket han 1815 blev volontør. N. å. udsendtes han som sekretær ved konsulatet i Algier. Fra denne periode af B.s liv foreligger en lang række dagbogsagtige breve der nøje beskriver hans ophold i det fremmede og i nogen grad belyser hans kompositioners tilblivelse. Ved siden af sine embedspligter der ikke synes at have været særlig byrdefulde dyrkede B. stadig musik, han gjorde lykke som sanger (især til guitar) og som violinspiller; således også på en Italiensrejse 1819–20; i særlig grad fængsledes han dog af kompositionsforsøg, og hans højeste ønske var at blive teoretisk uddannet. I Rom blev han elev i komposition og sang af Zerletti. Fra hans udlændighedstid stammer et ikke ringe antal af de sange som gjorde hans navn kendt. Et par romancer var allerede fremkommet inden afrejsen, bl.a. Smilende Haab skrevet til hans ungdoms-sværmeri Camilla Buntzen, 1815; fra Algier og Italien omtalte eller hjemsendte han en hel del romancer, bl.a. Vift stolt paa Codans Bølge, B.s mest kendte sang, komponeret 1817 i Algier, Ingemanns Rejsesang, Matthisons Adelaide (omtalt 1819), Til Erindring, Risler kun I klare Bølger (omtalt 1820), Den blege Pilegrim, Hjertets Vuggevise, Gravsang, Til Haabet, Vuggevise (omtalt 1821) o.a. En del af disse indgik sammen med andre af hans romancer i forskellige romancesamlinger, af hvilke C. C. Lose, senere J. D. Qvist (Efterladte Romancer og Sange) udgav flere; mest kendt af disse er Erindringer fra Africas Kyst til mit Hiem I–II. Sidst i 1820 vendte B. tilbage til Algier fra Italien, men fik 1822 orlov for at besøge Danmark. I lang tid havde han arbejdet på at kunne ombytte stillingen i Algier, for hvilken han hurtigt havde mistet interessen, med en bedre, og ved besøget i Danmark havde han sikkert regnet med en ordning af denne sag, men forgæves. Led og ked ved livet i det fremmede og tungsindig dels ved det utilfredsstillende arbejde derude og forbigåelser ved avancement, dels ved afskårethed fra den alvorlige musikdyrkelse som var hans inderste interesse tog han efter fornyet orlov i Danmark sin afsked 1831. B. besluttede nu i Kbh. helt at leve for musikken og havde for så vidt mere held med sig på dette område som han 1831 blev kantor ved Holmens kirke og 1832 fik titel af kammermusikus. Han fordybede sig på ny i musikalske studier dels instrumentalstudier, dels teori hos P. C. Krossing (brev til Ingemann, 24.4.1838). Han udrettede i denne stilling meget for musikopdragelsen i Danmark med hvilken han var såre utilfreds (Musikalsk Reise 29–31), især interesserede en forbedring af kirke- og skolesangen ham (Om Kirkesangen i Danmark og Midlerne til dens Forbedring, 1840, Sange til Skolebrug m.m.) En ny række romancer stammer fra denne tid heriblandt Et venligt Ord har en liflig Klang (tekst af B.), O lad dem flagre og Du er rig, Du er dejlig, O Syd (MAS). Til Det kgl. teater arrangerede og komponerede han en del vaudevillemusik, og 1853 opførtes hans lille operette Lazarilla (heri romancen Naar Maanens Straaler forsølver Staden). Også en del kantater har B. komponeret, bl.a. allerede 1816 kantaten til indvielsen af Metropolitanskolens nye bygning. 1842–43 var han som ledsager for en ung, åndssvag mand på rejse til Italien, herfra foreligger en navnlig i musikalsk henseende interessant beskrivelse. Endskønt B.s romancer tidligt blev populære, og han nu endelig havde opnået at leve helt og holdent for og af sin musik idet han var en meget søgt lærer i sang og musik prægedes dog hans sidste år af en stadig voksende bitterhed over at han næppe havde nået at realisere sin ungdoms drømme: at blive den betydelige musiker; og af den officielle musikverden i Kbh. opnåede han aldrig uforbeholden anerkendelse. Selv beundrede han den klassiske musiks enkelhed, især J. A. P. Schulz' sange (Sentimentalsk Reise 114; brev til Ingemann 1838) hvis stil han i sine romancer vistnok ofte har forsøgt at nærme sig. I nogle tilfælde overeksponeredes denne enkelhed, således i Vift stolt – som B. selv omtaler som skrevet for "Nyboders ulke", og som er så enkel at "enhver Skoemagerdreng kan synge den strax ... og derfor er den ogsaa temmelig skikket til Nationalsang" (I Algier 140 147). B.s romancer står dog den unge, frembrydende romantik langt nærmere end Schulz. Satsen kan ofte udarte til det salonmæssige og trivielle; kompositionerne hviler på det nødtørftigste harmoniske apparat der ofte stivner til skabelon, således det hyppigt optrædende orgelpunkt i sangenes midte (der heller ikke mangler i "Vift stolt" -). Stilen minder hyppigt om Du Puys hvem B. var meget optaget af. Den let sentimentale tone der præger så mange af B.s romancer navnlig i kompositioner til Ingemannske digte har vel ofte sin rod i hjemlængslen og er efterhånden gået B. i blodet (Dannevang med grønne Bred, Underlige Aftenlufte, Elskte Danmark, elskte Fødeland, Fred hviler over Land og By). Nævnes kan også Tredive Sange til Brug for Asyler og Almueskoler, Sexten tostemmige Melodier til B. S. Ingemanns Confirmations Gave, 1854. Foruden sangmusik skrev B. en del marcher og danse samt en dobbelt valdhornkoncert. Tit. professor 1834. F.M.1. 1852.