Rued Langgaard

Rued Langgaard, Rued Immanuel Langgaard, døbt Rud, 28.7.1893-10.7.1952, komponist, organist. Rued Langgaard viste fra sine tidligste år usædvanlige musikalske evner der udvikledes først ved forældrenes hjælp (de var begge betydelige pianister), fra 1906 også gennem undervisning på C.F.E. Hornemans konservatorium (orgel, violin, teori). Forinden da havde han allerede haft debut som orgelspiller og -improvisator ved en koncert i Marmorkirken 1905, 12 år gammel. Her var bl.a. Edv. Grieg til stede og spåede Rued Langgaard en stor musikalsk fremtid.

Rued Langgaard fik privat skoleundervisning for at hans kunstneriske udvikling kunne forløbe mest muligt uforstyrret, og fra 1907 begyndte en række store værker for orkester og for orgel at komme frem: Musae triumphantes, Drapa og Sfinx for orkester, Fantasia patetica og Toccata for orgel. Det næste store værk, symfoni nr. 1, 1908–11, blev sammen med Sfinx og et nyt stort orgelværk, Preludio patetico opført ved en filharmonisk koncert i Berlin 1913. Her studerede Rued Langgaard en kort tid direktion, og han fremtrådte som dirigent 1914 i Kbh. I de flg. år hvor han virkede som organistvikar (Garnisons k.) blev yderligere tre symfonier skrevet: nr. 2 Vårbrud. 1914, nr. 3 La melodia 1915 og nr. 4 Løvfald, 1916. Tiåret 1907–16 betegner en sluttet periode i Rued Langgaards kompositoriske virksomhed, præget af stor produktivitet og et forbavsende teknisk mesterskab inden for en senromantisk udtryksform.

Herefter fulgte et tiår præget af stilistiske eksperimenter hvor han nærmede sig mere til moderne retninger som tysk ekspressionisme og til Carl Nielsens musik som han dog med årene fik et stadig mere anspændt forhold til. Værkerne fra denne periode er ret få og for de flestes vedkommende indbyrdes beslægtede, idet bl.a. den 6. symfoni Det Himmelrivende, 1919, violinsonaten Den store Mester kommer, 1921 og Strygekvartet nr. 3, 1924 alle er tematisk udsprunget af Rued Langgaards overhovedet største værk, kirkeoperaen Antikrist, skrevet 1921–23 og siden gentagne gange omarbejdet. Til dette værk skrev han selv teksten, ligesom dekorationsskitser er udarbejdet af ham selv. Værket har aldrig været opført på scenen, er dog blevet spillet i radio, men i sin helhed først 1980.

I begyndelsen af 20'erne havde Rued Langgaard betydelig succes i Tyskland; her opholdt han sig 1921 på en studierejse for midler af det Anckerske legat som han havde modtaget 1916. Derimod blev hans stilling i det danske musikliv mere problematisk, efterhånden som hans jævnaldrende, mere sagligt og klassicistisk sindede komponistkolleger begyndte at gøre sig gældende i årene efter første verdenskrig. Fra midten af 20'erne markerede Rued Langgaard både i sin musik og i debatindlæg et sine steder desperat forsvar for det foregående århundredes musikalske udtryk og anskuelser. Navnlig blev Niels W. Gades musik fra da af et bærende inspirationsgrundlag for Rued Langgaard. 1927 grundlagde han et alternativt koncertforetagende, Klassisk musikforening, hvor han selv dirigerede, og 1926–30 fungerede han som organist ved Christiansborg slotskirke. Det faste embede her fik han dog ikke, og gennem årene 1930–40 blev han konsekvent holdt uden for i forbindelse med adskillige besættelser af organistembeder, trods sine ubestrideligt høje kvalifikationer.

I disse år trådte han stærkt i opposition til de kirkemusikpolitisk stadig mere dominerende Laubske anskuelser; for Rued Langgaard var musikken et middel til højere erkendelse, og kirken og musikken havde for ham et fælles anliggende. Rent produktivt er perioden 1925–40 ikke så betydelig som de foregående; han foretog dog her en lang række omarbejdelser af tidligere værker, som derfor for manges vedkommende foreligger med forskellige titelforslag. 1940 blev Rued Langgaard ansat som domorganist i Ribe. Fra dette tidspunkt tog hans musikalske produktion et nyt opsving med talrige kirkemusikalske værker (orgelværker og korsatser til gudstjenestebrug). Også klaver- og kammermusikken blev her forøget med adskillige værker, og af orkestermusik skrev Rued Langgaard i disse år bl.a. de sidste otte af sine i alt 16 symfonier, til trods for at opførelsesmulighederne for disse værker var yderst få. I året inden sin død udnævntes Rued Langgaard til professor h.c. ved Académie Ste Cécile, École moderne de Musique, Lausanne.

Rued Langgaards begavelse og særpræg var længe overset, både i og efter hans levetid. En fornyet interesse for værdierne i hans musik kom først med det musikæstetiske hamskifte som den herhjemme sent etablerede avantgardemusik bragte i stand i 1960'erne. En anden, ny aktualitet har Rued Langgaard fået via det slægtskab der har vist sig at bestå mellem ham og forskellige udenlandske, ligeledes længe glemte komponister i overgangen mellem romantik og 1900-tallets modernisme.