Søren Wedel

Søren Wedel, 19.10.1765-14.6.1826, komponist. Født på Föhr, død på Augustenborg, formentlig, begravet i Ketting. Efter at have taget juridisk eksamen blev W. 1788 regimentskvartermester og auditør ved de norske grenaderbataljoner og n.å. forsat til 1.(sjællandske) bataljon let infanteri. W.s største livsinteresse var dog musikken som han dyrkede meget ivrigt; ikke alene skal han have været en særdeles dygtig klaverspiller, men han deltog også i udstrakt grad i tidens musikalske klubliv og blev en i samtiden meget skattet komponist. Der var to tidstypiske genrer han ganske særlig dyrkede, kantaten og syngespillet. 1792 fik han således opført en passionskantate til tekst af R. Frankenau, ligesom Det musikalske akademi i slutningen af samme sæson bragte en "forårs-kantate" til tekst af F. Høegh-Guldberg. Hans kantatemusik må åbenbart have behaget, da man i kronprinsens klub, ligeledes 1792, gav den nævnte passionskantate hele to gange. 1795 fulgte en kantate i anledning af prinsesse Sophie Frederikkes død, i klubben Coalitionen opførtes 1802 en kantate i anledning af kongens og kronprinsens fødselsdage, og endvidere blev fredsslutningen efter Englandskrigen anledningen til en ny kantate, kaldet La Paix, der fremførtes i Harmonien. 1793 fik W. sit første syngespil Lise og Peter op på Det kgl. teater; angående dette arbejde opstod der en uoverensstemmelse mellem teaterchef Ferdinand Ahlefeldt og den unge tekstforfatter Høegh-Guldberg der med sit stykke ville lovprise negerhandelens afskaffelse, hvilket ikke faldt i direktionens smag. Trods en deraf følgende uheldig omarbejdelse vandt forestillingen ikke desto mindre publikums behag. Dette må nu først og fremmest tilskrives W.s iørefaldende melodier. 1794 højtideligholdtes kongens fødselsdag med opførelsen af syngespillet Husarerne til J. C. Todes tekst; til stor ærgrelse for den over for W. så velvilligt indstillede Ahlefeldt blev dette arbejde modtaget med så stor kølighed, at det efter ganske få opførelser måtte henlægges. Endelig må nævnes syngespillet Serenaden eller de sorte Næser der til tekst af C. Pram blev givet 1795. Også dette arbejde havde skæbnesvangre tekstlige brist, men gjorde dog nogen lykke takket være "adskillige vakre melodier".

Som syngespilskomponist er W. en typisk repræsentant for den behagelige og melodisk letflydende, men meget sprøde og tynde stil der er så typisk for en vis side af det udebbende 1700-tals musikdramatiske kunst. Det er en stærkt udtyndet efterklang af det franske syngespil omkring P. A. Monsigny og A. E. M. Grétry, ligesom man i W.s stil også sporer tilknytning til K. D. v. Dittersdorfs mere robuste komik og visetonen i J. A. P. Schulz' nationale syngespil. Med sin elskværdige og ofte yndefulde syngespiltone står W. som en ganske tiltalende bifigur mellem hovedskikkelserne Schulz, F. L. Ae. Kunzen og Claus Schall. 1810 tog W., der 1816 fik titel af over-krigskommissær, sin afsked og rejste til Paris, hvor han opholdt sig nogen tid.