Ditlev Ludvig Rogert, Detlev Ludvig Rogert, 11.4.1742-9.3.1813, musikamatør. Født i Utterslev, Lolland, død i Rønne, begravet sst. R. blev student 1759 fra Nakskov og begyndte at studere teologi, men da han 1771 var blevet kandidat kastede han sig over jura og tog 1774 juridisk eksamen for derefter at gå embedsvejen; 1782 blev han vicelandsdommer og 1784 landsdommer på Bornholm, 1811 tillige landstingshører og -skriver. Han udgav nogle skrifter af historisk og landøkonomisk indhold, interesserede sig for praktisk landbrug – sønnen kalder ham i bekendtgørelsen af hans død foruden landsdommer også bonde på Bornholm – og gjorde sig fortjent ved at indføre hvedeavlen på øen. R.s navn er først og fremmest knyttet til melodien Kong Christian stod ved højen Mast. Lige indtil 1840 troede man i almindelighed at Johann Hartmann, komponisten til Johannes Ewalds Fiskerne (opf. 1780, skrevet 1778, trykt 1779) hvor digtet forekommer, havde skrevet den kendte melodi. Nævnte år udgav imidlertid A. P. Berggreen en melodibog med følgende titel: Melodier til de af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug udgivne fædrelandshistoriske Digte, hvori han i noterne beretter at "et Sagn" allerede "for længe siden havde fortalt" ham at melodien ikke var af Hartmann, men derimod af R. For at få dette "sagn" bekræftet skrev han til en søn af R. der forsikrede ham at sangen var komponeret af hans far. Mange omstændigheder kunne tyde på at dette var rigtigt. Før sin ansættelse som embedsmand levede R., der var ivrig musikamatør, en række år i Kbh. og omgikkes meget med Ewald, hvem han ifølge traditionen skal have bistået i musikalske spørgsmål. At Hartmann skulle have komponeret melodien er højst usandsynligt. Musikhistorikeren V. C. Ravn går da også ud fra, at den skyldes R. Angul Hammerich mener derimod, at melodien er en af de såkaldte "vandremelodier" der, ikke mindst i hine tider, som oftest uvist hvorfra og fra hvem, gik fra land til land. I Niels Schiørrings Selskabs-Sange I,1, 1783, findes melodien i en variant af den nu kendte for første gang med alle digtets fire strofer og i sammes Arier og Sange II, 1789, i en anden som led i et udtog af Hartmanns musik til Fiskerne der i øvrigt på flere punkter viser divergenser i forhold til originalpartituret. Ingen melodi af denne type har dog før genoptagelsen på Det kgl. teater 1928 været brugt på scenen, hvor kun strofe fire (Du Danskes Vej til Roes og Magt) blev sunget, men med en helt afvigende arieagtig melodi. Allerede fra 1781 har Ewalds digt været optaget i tidens mange visebøger og må have været sunget med en eller anden variant af de førstnævnte melodier, som fx den der findes indført i en håndskreven nodebog (hvis sidste indførsler kan antages at være ca. 1782) der har tilhørt de to brødre C. F. og P. C. Bast, der var venner med både R. og Ewald, og hvor melodien nøje passer til tekstredaktionen i et tidligt skillingstryk (1782–83) med Ewalds digt. I hele sin karakter er melodien en typisk ét-march, en parademarch-melodi, hvoraf der i brødrene Bast' nodebog er indskrevet flere andre. At R. kan have lært brødrene Bast og Ewald melodien er muligt, at R. skulle være dens skaber er derimod usandsynligt. Hvorvidt problemet angående melodien til Kong Christian nogen sinde bliver tilfredsstillende løst er vel et spørgsmål.

Familie

Forældre: sognepræst Poul R. (1702–49) og Cecilie M. Müller (død 1751). Gift 3.8.1785 i Rønne med Christiane Antoinette Nansen, født 29.6.1758 i Tranderup, Ærø, død 29.8.1796 i Klemensker, d. af kaptajn, senere oberstløjtnant og kommandant på Bornholm Hans Michelsen N. (1723–87) og Louise von Berbandt (1739–66).

Ikonografi

Silhouet af C. Limprecht (Kgl.bibl.) og efter denne silhouet af C. Bayer (Fr.borg). – Mindesten (Almindingen).

Bibliografi

Museum, 1895 II 197–99 (brev fra Johs. Ewald). – Østs materialier til et dansk biogr.-lit. lexicon, 1835 919f. A. P. Berggreen: Melodier til de af selsk. for trykkefrihedens rette brug udgivne fædrelandshist. digte, 1840. [V. C. Ravn] i Nær og fjern 1.2.1880. Angul Hammerich: J. P. E. Hartmann ... tillige med en studie over melodien til "Kong Christian stod ved højen mast", 1916. K. Thorsen i Bornholms avis 2.4.1942. Torben Krogh: Musik og teater, 1955 111–23. Niels Martin Jensen i Fund og forskn. XII, 1965 67–84. Johs. Mulvad i Dansk årbog for musikforskn. VII 1973–76, 1976 183 185.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig