Gabriel Voigtländer

Gabriel Voigtländer, 1596-26.1.1643, musiker, forfatter. Født i Reideburg ved Halle, død i Nykøbing. V. omtales 1626 som trompeter i Lübeck. Han sad i gode kår, som folk i denne stilling, der ofte forenede ikke ubetydelige diplomatiske hverv med det musikalske, gerne gjorde. 1633-35 nævnes han som medlem af hofkapellet i Gottorp, 1634 var han muligvis deltager i de musikalske opbud under det store bilager i Kbh., og fra 1636 medvirkede han regelmæssigt ved musikken i de fire hovedkirker i Hamburg. 1639 kom han endelig i tjeneste hos prins Christian ved dennes hof på slottet i Nykøbing F. Inden for det lille sanger- og musikkorps indtog V. en fremtrædende stilling, og det var i sin egenskab af kammermusikant, felt- og hoftrompeter han 1642 optrådte som digter og udgiver af Erster Theil Allerhand Oden vnnd Lieder, welche auff allerley, als Italianische, Frantzösiche, Englische, vnd anderer Teutschen guten Componisten, Melodien vnnd Arien gerichtet ... bey Clavi Cimbalen, Lauten, Tiorben, Pandorn, Violen di Gamba gantz bequemlich zu gebrauchen, vnd zu singen. Samlingen blev med 100 rigsdalers tilskud af prinsen trykt hos den kgl. bogtrykker Heinrich Kruse i Sorø. Nogen fortsættelse nåede V., der allerede døde n.å., ikke at udsende. Til gengæld slog denne første del så stærkt an at den i løbet af den næste snes år blev eftertrykt mindst fire gange (Lübeck 1647, 1650, Goslar 1651, Ratzeburg 1664).

Inden for den europæiske vises historie indtager dette værk da også en vigtig stilling. Mindre i kraft af sine æstetiske værdier end fordi det i modsætning til den grasserende mytologiske og hyrdepoetiske mode med held anslog rent folkelige strenge. V. viser sig i sine visetekster som en mand der, skønt han beklager at mangle boglig dannelse, forstår at give dagligdags emner, ofte med drastisk præg, en mundret digterisk udformning. V. har, som det fremgår af samlingens titel – måske bortset fra nogle ganske få – ikke selv komponeret de melodier der findes trykt til hver enkelt tekst. Alle mulige af samtidens musikalske genrer er repræsenteret blandt dem, og i nogle tilfælde er det lykkedes at opspore V.s kilde. Det opklares da at han på en lignende måde som fx senere C. M. Bellman har tilrettelagt og eventuelt ændret melodier af fremmed oprindelse til sit øjeblikkelige brug. Både tekster og melodier opnåede vid udbredelse i Nordtyskland og Danmark, enkeltvis eller i andre visesamlinger. På dansk grund kom dé til at leve frodigt videre gennem Søren Terkelsens fordanskning i Astree Siunge-Choer (I–III, 1648-54) og i kraft af den popularitet som de deri indeholdte tekster og melodier bevarede endnu gennem et århundrede.