Søffren Degen, 12.10.1816-17.7.1885, guitarist. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Allerede som dreng viste D. små kunstneriske færdigheder. Han havde lært at spille guitar af sin stedfar som var musikdirigent ved hæren, og i april 1830 medvirkede han som oplæser ved en aftenunderholdning foranstaltet af Giuseppe Sibonis konservatorium hvor han var elev og navnlig dyrkede cellospillet. 1835 gjorde han lykke som skuespiller ved en lignende aften, og i de følgende år, her hjemme og i udlandet, optrådte han som guitarspiller ligesom han undertiden på rejse med omvandrende teaterselskaber medvirkede både som skuespiller og cellist. Efter samtidiges og elevers udtalelser synes D. at have haft udpræget talent for guitaren, og at han omfattede sit instrument med mere end almindelig interesse ses af at han 1845 udtog patent på en særligt konstrueret guitar med syv strenge. Guitarens tid som soloinstrument var imidlertid ved at være forbi i Nordeuropa, og da D. i slutningen af 1840erne vendte tilbage til Danmark efter en længere udenlandsrejse hvor han i Tyskland og Frankrig var trådt i forbindelse med tidens europæiske berømtheder på guitar var det for at henleve en lang række år i dybeste fattigdom. Han forsøgte sig som fotograf, men heller ikke på denne vis formåede han at skaffe sig mere end et nødtørftigt udkomme. - Guitarpatent i Musikhistorisk museum.

Familie

Forældre: negotieassistent Jens D. (ca. 1786-1818) og Anne Margrethe Sundahl (ca. 1795-1857). Gift Caroline Wilhelmine Nielsen, født 1817/18, død 24.3.1866 i Kbh. (Vor Frue).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Hans Kaarsberg: Memoirer I, 1921 178-80. Th. Rischel i Die Gitarre XII, Berlin 1931 71f. Da. musikt. 20. årg., 1945 184f. - S. A. E. Hagens saml. til da. musiks hist. i Kgl. bibl. Komp. i statsbibl., Århus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig