Thorkild Knudsen, Thorkild Borg Knudsen, 26.7.1925-24.7.2007, folkemusikforsker. Født i Tønder. K. fik sin musikalske start i et organisthjem hvor faderen var en velfunderet kirkemusiker som et par år for K.s fødsel blev ansat ved Kristkirken i Tønder. 19 år gammel begyndte K. et ingeniørstudium uden dog at svigte sin ungdoms musikmiljø. Han tog musikpædagogisk eksamen 1946 og studerede de følgende to år klaver, musikteori og musikhistorie ved Det kgl. danske musikkonservatorium under lærere som Christian Christiansen og Finn Høffding med afgangseksamen 1948. Fra 1946 havde han tillige virket som musikanmelder ved Land og Folk. Efter konservatorietiden søgte han til udlandet. Han opholdt sig 1949–52 i Paris for at studere videre hos Nadia Boulanger og Serge Nigg samt hos Holodenko på École normale de musique og blev knyttet som repetitør til Nina Verechinina's Ballet russe, en virksomhed der fik stor betydning for K.s udvikling da han her fik lejlighed til at komponere balletmusik (Sérénade espagnole, Les tentations og Suite cubaine) og at deltage i indstudering af en række værker for dette, dengang berømte, balletkompagni der både optrådte i Paris og på turneer, bl.a. i Spanien. Efter sin hjemkomst kom K.s interesser til at dreje sig om folkemusikken. Han blev 1957 knyttet til Dansk folkemindesamlings musikafdeling og til Danmarks radio som konsulent i folkemusik og virkede samtidig (1955–58) som lærer i klaver, musikteori og musikhistorie ved Det fynske musikkonservatorium. K.s folkemusikforskning førte ham til ret vidtgående konklusioner som i slutningen af 1950erne, især efter The International Folk Music Council's kongres i Kbh. august 1957 hvor K. havde fremsat visse teorier om strukturen i danske folkevisemelodier og deres forhold til gregorianske skalaer, førte til skarpe diskussioner (se Dansk Musiktidsskr. 1957 63–68, 94–99).

I de følgende år kom K. til at hævde en stadig mere selvstændig holdning til folkemusikforskningen ud fra den overbevisning at denne forskning måtte ske i nær kontakt med den sociale virkelighed, dvs. midt i det miljø hvor der endnu var levende tradition at bygge på. Takket være statslig og kommunal velvilje, også på det økonomiske område, lykkedes det K. 1971 at etablere et hjemsted for sine ideer i en nedlagt skole i Hogager, nær ved Holstebro. Med dygtig bistand af sin hustru opbyggede han i løbet af få år et levende centrum for traditionel folkekultur, stadig i samarbejde med Dansk folkemindesamling. Her mødes interesserede folk fra nær og fjern til udvekslende sammenkomster med spillemandsmusik, folkedans og andre traditionelle udfoldelser omkring prægnante skikkelser som spillemanden Evald Thomsen og visesangeren Ingeborg Munch for blot at nævne de mest kendte blandt talrige andre. – K.s plan med folkemusikhuset i Hogager var at det skulle tjene som forbillede for enhver landsby landet over, og det er da også lykkedes at etablere lignende centrer for traditionel folkekultur flere steder i Danmark. Som helhed kan man sige at K. har ført dansk folkemusikforskning ind i en ny og frugtbringende gænge.

Af K.s ikke meget talrige kompositioner kan, foruden de ovenfor omtalte balletter fra parisertiden, nævnes en sonet 1948, en strygekvartet 1946, en blæsertrio 1948, musik til hørespillet Drømmebilleder 1954 og til filmen Hosekræmmeren, 1971, nogle klaverstykker og sange samt udsættelser for kor af danske folkemelodier. Sammen med Nils Schiørring udgav han 1961 og de flg. år en række melodihæfter til Folkevisen i Danmark og var medarbejder og kommentator ved melodibindet, bd.XI, af Danmarks gamle Folkeviser, 1976. K. har desuden skrevet artikler i leksika og tidsskrifter.

Familie

Forældre: organist Harald K. (1893–1973) og Anne Margrethe Hansen (født 1898). Gift 21.8.1965 i Værløse (b.v.) med sekretær Anelise Brix, f. Thomsen, født 26.7.1936 i Vejgård ved Ålborg (gift 1. gang med Per Nørgård, født 1932; ægteskabet opløst), d. af bogholder, assurandør Reinhard T. (født 1908) og Anna Elisabeth Ramløse (født 1912).

Bibliografi

Sven Arnvig i Fyns tid. 2.10.1955. Mogens Berendt i Weekend-avisen 29.9.1972. Hasse Havgaard i Politiken 10.8.1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig