Erik Abrahamsen

Erik Abrahamsen, Erik Schack Olufsen Abrahamsen,  9.4.1893-17.2.1949, musikhistoriker. Født i Brande, Vejle amt, død på Bispebjerg hosp. i Kbh., urne på Mariebjerg kgd., Gentofte. Efter at have taget studentereksamen 1910 fra Schneekloths skole gennemgik A. Det kgl. musikkonservatorium fra hvilket han tog afgangseksamen 1913. 1914 ansattes han som organist ved Lutherkirken, en stilling han beholdt til 1924. Samtidig forberedte han sig hos Angul Hammerich til den magisterkonferens i musikhistorie som han som den første her hjemme bestod 1917. 1916 overtog han stillingen som leder af Det. kgl. biblioteks musikafdeling og gjorde et betydeligt arbejde for at få den afgrænset, behørigt kompletteret og katalogiseret. Sit videnskabelige speciale, den gregorianske sang, uddybede A. ved studier hos Peter Wagner i Fribourg i Schweiz, og her disputerede han 1923 for doktorgraden med værket Elements romans et allemands dans le chant grégorien et la chanson populaire en Danemark. 1924 deltog han i konkurrencen om det ved Angul Hammerichs afgang ledigblevne docentur i musikhistorie ved Kbh.s universitet og vandt den. 1926 ændredes stillingen til et professorat ved den videre udbyggelse af faget sang. En stor del af sit arbejde lagde A. i udformningen af fagene musikvidenskab og sang ved det filosofiske fakultet så at de kom til at svare ikke alene til tidens, men også til specielt danske krav. For praktisk at erfare hvad sangundervisningen i skolerne krævede beklædte han tillige en årrække sanglærerstillingen ved Skt. Jørgens gymnasium. Sine studerende søgte han bl.a. ved indrettelsen af det musikvidenskabelige laboratorium i det gamle Frederiks hospital 1934 at skaffe så gode arbejdskår som muligt, og med den større offentlighed af studenter trådte han i forbindelse som ledende senior i studenterforeningen 1928–30.

Foruden med sit hovedværk, disputatsen, et grundlæggende arbejde i forsøget på at klarlægge tysk og fransk musikstils brydning i middelalderlig dansk visetradition, trådte A. litterært frem med ungdomsværket Liturgisk Musik i den danske Kirke efter Reformationen, 1919, en for senere beskæftigelse med danske liturgiske spørgsmål højst udbytterig oversigt, endvidere de populære skrifter Tonekunsten, 1927, og Musik og Samfund, 1941, samt et interessant første-håndsforsøg på at bestemme musikalitet fysiologisk og psykologisk Hvem er musikalsk?, 1943. Som udgiver besørgede A. Niels Jesperssøns Graduale, 1935, nodestoffet i Marius Kristensens En Klosterbog fra Middelalderens Slutning, 1933, Bibelske Psalmer i Udvalg med oldkirkelige Melodier, 1929 (2. udg. 1933), og sammen med H. Grüner-Nielsen fremlæggelsen af melodistoffet til Danmarks gamle Folkeviser XI hft. 1–2, 1935–38. – Som musikkritiker ved Nationaltidende (1933–39) og Berlingske Tidende (fra 1939) behandlede A. i let og behagelig fremstillingsform ældre og yngre musik med lige stor indsigt og med evne til at slå ned på det musikalsk væsentlige.