Jens Peter Larsen, 14.6.1902-22.8.1988, musikhistoriker. Født på Frbg. L. tog studentereksamen 1920 fra Schneekloths skole og efter en kort afstikker til matematikken kastede han sig helt over musikstudierne. 1923 tog han som elev af Mogens Wöldike organisteksamen for privatister ved Det kgl. danske musikkonservatorium; samtidig havde han fulgt T. Laubs undervisning. Gennem de følgende år virkede L. som organistvikar ved forskellige kirker og knyttedes 1930 til Vangede kirke hvor han var ansat til 1945. 1928 tog han magisterkonferens i musikvidenskab og begyndte s.å. sin lærergerning ved Kbh.s univ. 1939 udnævntes han til lektor og var 1945–70 professor i et til ham oprettet professorat i musikvidenskab. Derudover var han fra 1933 (fra 1943 som lektor) til 1971 lærer i messesang ved pastoralseminariet. L.s stilling inden for sit fag er i lige høj grad bestemt af hans alment musikalske evner, hans videnskabelige grundighed og nøjagtighed og hans pædagogiske sans. Som forsker har han i første række vundet navn gennem sine Haydn- og Handelstudier der har sikret ham en central position i international musikforskning. I disputatsen Die Haydn-Überlieferung, 1939 og det sig dertil sluttende værk Drei Haydn Kalaloge, 1941 (2. udg.: Three Haydn Calalogues, 1979) med et betydningsfuldt overblik over Haydns produktion har han skabt grundlag for den viden man hidtil havde savnet om omfanget af Haydns produktion og de ægthedsproblemer der knyttede sig til den. I den store monografi Handels "Messiah". Origin. Composition, Sources, 1957 (2. rev. udg. 1972), har han på lignende måde væsentligt udvidet vort kendskab til udviklingen af og opførelsessituationen omkring Handels oratorier og er ud fra vurdering af den samlede overlevering og de skiftende versioner nået frem til hvad man tør kalde "Messias"-oratoriets autentiske form. På begge felter har L. suppleret sine studier med en lang række større og mindre afhandlinger, og i konsekvens af den anseelse han er kommet til at nyde gennem sine undersøgelser var han 1949–51 hovedudgiver af Haydn Society's Haydn-udgave og – da den måtte standse- 1955–60 af den Haydn-udgave der blev sat i gang af Haydn-instituttet i Köln for hvilket han i denne periode og senere fra 1969 har været næstformand. 1955 blev han tilsvarende medlem af bestyrelsen for Handel-selskabet i Halle som han siden 1967 har været vicepræsident for. Samme år blev han medlem af kuratoriet for Handel-selskabet i Göttingen.

Inden for dansk musik og musikforskning har L. ved siden af sin for faget betydningsfulde lærergerning ved Kbh.s univ. på lignende måde indtaget en central stilling. I første række har hans arbejde for dansk kirkesang været frugtbringende. Tidligt kom hans Messetoner efter gammel kirkelig Tradition, 1935 (3. omarb. udg. 1965), og han var medudgiver af Forslag til en dansk Højmesseliturgi, 1943, Prøveritualbogen, 1963, og af Nordisk koralbok, 1961. Sammen med Mogens Wöldike har han varetaget udgivelsen af Den danske koralbog, 1954 (rev. udg. 1973), et arbejde der løstes i Thomas Laubs ånd, men som med takt og forståelse imødekom mange af de modstridende følelser der i reglen vil være knyttet til et sådant arbejde. Sin interesse for C. E. F. Weyse har L. dokumenteret i den værdifulde lille bog Weyses Sange, 1942, og gennem udgivelsen af til dels ukendte tre- og firstemmige Weysesange Tolv Sange for lige Stemmer, 1929.

Fra mange sider, herhjemme og i udlandet, har der været trukket på L.s indsigt, og en lang række foreninger og selskaber har draget nytte af hans aktive indsats for dem, foruden de nævnte Dansk selskab for musikforskning, for hvilket han 1954–63 var formand, Samfundet for dansk kirkesang, Musikrådet, Musikhistorisk museum, Dansk-østrigsk selskab og komiteerne for Bachfesten 1950 og Carl Nielsen-festen 1953 i Kbh. Han har været formand for komiteerne for Mozart- og Haydn-festerne i Kbh., henholdsvis 1956 og 1959, for Haydn Festival i Washington 1975 og Beethoven kolloquiet i Wien 1977. I vidt omfang har han, især efter sin afgang fra Kbh.s univ., været gæsteprofessor ved udenlandske universiteter, således ved University of California (Berkeley) 1961, Univ. of Wisconsin, Madison, 1971–72, Wien og Rochester 1974, Washington 1975, Santa Barbara 1977 hvortil kommer gæsteforelæsninger ved Princeton og Harvard, i Philadelphia, Frankfurt, Chicago, New York, Saarbrücken, Bonn, Göttingen, Budapest m.fl.st. I anledning af hans 70-årsdag kom Festskrift J. P. L. 1902–1972. – Medl. af Videnskabernes selskab 1960, æresmedlem af det ungarske videnskabernes selskab 1976, staden Halles Händelpris 1975, Göttinger Handel Gesellschaft's guldmedalje 1972.

Familie

Forældre: afdelingsingeniør Rasmus Peder Christian L. (1869–1922) og lærer Termanna Husted (1867–1947). Gift 10.1.1948 i Kbh. (Christiansborg slotsk.) med cand. mag. Ruth Woldike, født 12.10.1924 i Kbh., d. af organist, mag.art. Mogens W. (født 1897) og Edith J. E. Moritz (1893–1979).

Udnævnelser

R. 1953. R1. 1961.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Festskr. J. P. L. 1902–72, 1972 1–10. – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1940 141–43. – Berl. tid. 14.6.1962. Kristeligt dagbl. s.d. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979 især 386 392–95.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig