Kai Aage Bruun

Kai Aage Bruun, 23.1.1899-11.5.1971, musikchef. Født i Kbh, død på Frbg., begravet sst. (Søndermark kgd.). B. voksede op i et musikalsk hjem. Faderen var cellist i Det kgl. kapel, lærer ved Det kgl. danske musikkonservatorium og en ivrig dyrker af kammermusik. Moderen var søster til komponisterne Roger og Edgar Henrichsen med hvem der var et livligt musikalsk samkvem. B. begyndte allerede som 6-årig at spille cello, blev student 1917, var en tid på musikalsk studieophold i Leipzig, men valgte at gå universitetsvejen ved det nyoprettede musikvidenskabelige institut i Kbh. hvorfra han tog magisterkonferens i musikhistorie 1926 med en specialeafhandling om C. E. F. Weyses og Fr. Kuhlaus musikdramatiske værker. B. var på den tid allerede inde i det praktiske musikliv: 1925 som medstifter af Studentermusikforeningen hvor han dirigerede et par år; 1926–27 som dirigent i Studentersangforeningen og senere, 1930–31, som dirigent i Akademisk orkester. I disse år virkede han tillige som musikanmelder og assistent på Musikhistorisk museum. 1927 var han imidlertid blevet ansat i statsradiofonien som programsekretær, og indledte hermed en over 30-årig tilknytning til et medium hvis betydning han havde indtrængende forståelse for, og hvor hans evner og artistiske instinkt kom til fuld udfoldelse gennem talrige foredrag og udsendelser af oplysende musikkulturel karakter. B. kom til at præge musikudsendelsernes udvikling i de afgørende første vanskelige år i et udmærket samarbejde med den myndige chef, kammersanger Emil Holm efter hvis afgang 1937 B. kunne stille sin erfaring til rådighed for Emil Holms efterfølger, komponisten Peder Gram, fra 1949 som souschef. Da Peder Gram faldt for aldersgrænsen var der kun ganske få ansøgere til chefposten. B. lod sig, vistnok mod sin tilbøjelighed, overtale til at søge stillingen som han fik og tiltrådte december 1951. Hans sensible natur havde allerede en tid følt sig tynget af det rent administrative arbejde ved radioen, og han havde næppe det overskud som chefstillingen kræver. En sygdomsperiode der dog syntes overstået fik ham til at søge sin afsked fra december 1955 efter sin kontraktmæssigt fastsatte fire års funktionstid. Han virkede dog endnu en halv snes år som radioens musikkonsulent. – B. havde gennem en årrække arbejdet på et værk om den danske musiks historie som han nu trods et alvorligt legemligt handicap fik fuldført, og som han oplevede den glæde at se realiseret i en statelig 2-binds udgave 1969. Dette arbejde er præget af forfatterens stærkt personlige engagement, men blev ikke den endegyldige danske musikhistorie. Den rummer en række omfattende karakteristikker af komponister som ikke tidligere har været fyldestgørende behandlet, og viser som helhed forfatterens dybe fornemmelse for den danske musiks karakter og nationale værdi. Tidligere havde B. bl.a. udgivet Om Schuberts Liv og Værker, 1928; Tre Komponister (Haydn, Kuhlau, Carl Nielsen), 1932; Musikkens Grundbegreber, 1942; Musikordbog, 1943; Kammermusik fra Haydn til den unge Beethoven, 1960 og Kammermusik fra Beethoven til Schubert, 1962; talrige artikler i tidsskrifter og dagblade m.m. – B. gav sig også af med at komponere. Han udgav 1931 Intime Sange og 1944 Ti Sange og har desuden foretaget bearbejdelser af kammermusik fra 1700-tallet.