Knud Jeppesen

Knud Jeppesen, Knud Christian Jeppesen, 15.8.1892-14.6.1974, musikhistoriker, komponist. Født i Kbh. (Trin.), død i Risskov ved Århus, begravet sst. Allerede fra 10–11 års alderen vidste J. at han ville være musiker og komponere. Ønsket blev næret af hans beundring for og, gennem hans lærere Hakon Andersen og Paul Hellmuth, gradvis voksende bekendtskab med Carl Nielsen hos hvem han blev elev i komposition fra 1915. J. havde bestået studentereksamen i Rungsted 1911 og tog, samtidig med at han uddannede sig på klaver og orgel, engagementer udenlands som operarepetitør og -kapelmester i Elbing og Liegnitz i Øst-Prøjsen under kunstnernavnet Per Buch, og var engageret ved en af operaerne i Berlin da første verdenskrig brød ud, og han måtte rejse hjem. Han indskrev sig på Kbh.s univ., hvor musikhistorie var nyt som eksamens-fag, og bestod magisterkonferens heri 1918. Forinden havde han (som privatist) bestået organisteksamen ved Det kgl. danske musikkonservatorium 1916. Ved siden af sit universitetsstudium studerede han musikhistorie hos Thomas Laub der inspirerede ham til videregående stilhistoriske studier specielt koncentreret om kormusikkens storhedstid i 1500-tallet med Palestrina som den førende komponist. Med afhandlingen Paleslrinastil med særligt Henblik paa Dissonansbehandlingen tog han 1922 doktorgraden ved Wiens universitet hos Guido Adler der var tidens førende navn inden for de nye musikvidenskabelige stilforskningsmetoder. J.s bog, der blev banebrydende for erkendelsen af den gamle kormusiks karakteristika, udkom foruden på dansk, 1923, i tysk udg. 1925, i engelsk udg. 1927 og senere. J. deltog i konkurrencen om det nyoprettede docentur i musikvidenskab ved Kbh.s univ. 1924, men vandt ikke. – Som lærer i musikteori var han 1920 på Carl Nielsens foranledning blevet ansat ved Det kgl. da. musikkonservatorium hvor han virkede (fra 1932 tillige som medlem af direktionen), indtil han 1946 blev kaldet til at være den første professor i musikvidenskab ved Århus univ., afsked herfra 1957. Samtidig med konservatoriegerningen var han organist ved Skt. Stefans kirke i Kbh. 1917–32 og herefter indtil 1947 ved Holmens kirke.

Som videnskabsmand er J. kendetegnet ved den blanding af ægte musikalsk temperament og intellektuelt betonet personlighedspræg som siden har givet det musikvidenskabelige studium i Danmark dets særlige kendemærke, kravet om praktisk kunnen ved siden af teoretisk-historisk viden. Hans Palestrinastudier fortsatte med den Carl Nielsen tilegnede lærebog Kontrapunkt (Vokalpolyfoni), 1930 der, oversat til mange sprog, er brugt verden over. Men siden 1930erne har hans videnskabelige hovedindsats været rigt kommenterede udgaver af større, musikhistorisk betydelige manuskripter og sjældne tryk, mange opsporet af ham selv på hans talrige Italiens-rejser, således Die mehrstimmige italienische Laude um 1500, 1935, Die italienische Orgelmusik am Anfang des Cinqvecento, 1943, forøget udg. 1960, med de ældst kendte samlinger af orgelmusik i Europa, hans udgave af ti nyfundne messer af Palestrina, Le messe Mantovani di Palestrina I-II, 1954, og hans sidste større værk La frottola I–III, 1968–70 med førstegangs publikation af væsentlige samlinger af den verdslige korform frottolen og en udførlig kritisk-bibliografisk oversigt over overleveringen af denne musikform, der var mode i begyndelsen af 1500-tallet. Af Det kgl. biblioteks samlinger udgav han (s.m. filologen Viggo Brøndal) Der Kopenhagener Chansonnier, 1927 og (som første bind i serien af danske musikmindesmærker Dania Sonans) Christian IVs vicekapelmester Mogens Pedersøns kor-koralsamling m.v. Pratum spirituale (1620), 1933. Hans store indsamlingsarbejde i Italien og andre lande var i større sammenhæng blevet dækkende ved at han var en af de første der udnyttede den epokegørende nye mikrofilmfotografering som indførelsen af Leicaapparatet som videnskabeligt værktøj gav mulighed for. Han opbyggede dermed på sit forskningsområde en samling der var unik i sin art, og ikke mindst under anden verdenskrig hvor de originale manuskripter og samlinger var evakueret fra bibliotekerne, var J.s fotografiske samling en guldgrube man fra alle kanter af verden søgte oplysning i. Den er nu på Statsbiblioteket i Århus.

Ved siden af disse større arbejder skrev J. talrige artikler, hovedsagelig om 14- og 1500-årenes musik, men også om nyere dansk musik og af videnskabsteoretisk art, i tidsskrifter, festskrifter, kongresberetninger, større leksika m.v., fremhæves kan hans artikel om Carl Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon 2. udg. XVII, 1939, og hans artikel om Palestrina i Die Musik in Geschichte und Gegenwart X, 1962 med den første fuldstændige Palestrinaværkfortegnelse. Som resultat af hans indsamlinger står også de praktisk anlagte, meget benyttede samlinger af italienske arier og kantater fra ca. 1600–1750, La Flora I-III, 1949, og italiensk kormusik fra 1500-tallet Italia Sacra Musica I–III, 1962. J. var medgrundlægger og fra 1927 til sin død medlem af direktoriet for det internationale selskab for musikvidenskab, var 1931–54 hovedredaktør af dets tidsskrift Acta musicologica, hvortil han tillige var en flittig bidragyder, og var 1949–52 selskabets præsident.

J.s indsats som komponist begyndte 1919 med en kompositionsaften indeholdende sange og kammermusik. Modtagelsen af den blev en skuffelse, og først fra midten af 1930erne begyndte han igen at komponere i større udstrækning. Hovedparten af hans værker er vokalværker: Kantater, skrevet på bestilling, til reformations-jubilæet 1936, til Århus univ. (indvielsen af hovedbygningen), 1946, til genindvielsen af Haderslev domkirke 1951 og til Det jyske musikkonservatoriums 25-års jubilæum 1952, andre større korværker som Te Deum Danicum, prisbelønnet og opført ved indvielsen af Danmarks Radios koncertsal 1945, Ørnen og skarnbassen til Kbh.s drengekors 25-års jubilæum 1949 og hans største korværk Tvesang, 1965, et forsøg på modstilling i toner af Grundtvigs og Kierkegaards budskab, endvidere Motetter for a cappella kor, meget udbredt til gudstjeneste- og koncertbrug (også udkommet i USA med engelsk tekst) samt salmemelodier og en lang række sange med klaver og strofiske korsange, både kirkelige og verdslige. Som generalnævner for disse værker står den vokalfornemmelse han havde levet sig ind i ved studiet af kormusikkens storhedstid med velklang, teknisk beherskelse og plastisk, afbalanceret linieføring som fremtrædende komponenter. Han skabte hermed sin egen stil og står med et personligt særpræg på traditionens grund i dansk musik fra 1935–65. Hans opera Rosaura eller Kærlighed besejrer alt (med egen tekst efter Goldoni) opførtes på Det kgl. teater 1950, men var, trods italiensk inspireret folkesang og velklingende bel canto i det vokale, for svag i det dramatiske til at slå igennem. Af hans instrumentalmusik, hvor Carl Nielsen-påvirkningen er stærkest, tilsat udtryksformer også fra den nytyske senromantik, Anton Bruckner, Max Reger, kan fremhæves hans symfoni Sjællandsfar og hans store orgelværk lntonazione boreale (Nordenvindens opsang) og de ofte spillede mindre orgelværker Præludium og fuga e-mollog, Passacaglia samt trioer af klassisk-musikantisk art.

J. var medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1943 (som den første musikhistoriker), æresmedlem af The Royal Musical Association, London 1946, medl. af Kungl. musikaliska Akademien i Stockholm 1951, æresmedl. af Accademia Nazionale di Santa Cecilia, Rom 1963. Han modtog Det Anckerske legat 1946, Den kulturelle fonds hæderspris 1951, Il Premio internazionale le Forte dei Marmi, Italien 1967.