Albert Høeberg

Albert Høeberg, Albert Alexander Høeberg,  26.4.1879-21.7.1949, operasanger. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Skt. Lukas), begravet sst. (Bispebjerg). Som en naturlig følge af slægtstradition (han var barnebarn af H. C. Lumbye) og anlæg slog H. tidligt ind på den musikalske kunstnerbane. Med sin malmfulde, mandigt og sonort klingende baryton og sin medfødte naturlige sans for dramatisk fremstilling valgte han operascenen som sit selvfølgelige mål. Sit store stemmemateriale fik han uddannet af lærere som den svenske operasanger Algot Lange der fra 1884 havde tilhørt Det kgl. teater, professor Julius Hey i Berlin og den kendte sangpædagog baronesse Lona Gyldenkrone. 8.4.1904 debuterede han i Eugen d'Alberts Kain, og denne løfterige debut blev indledningen til en lang og smuk kunstnerisk livsgerning ved vor opera hvor H. hurtigt kom frem i de førendes rækker. Han blev på mange områder den naturlige arvtager efter N. J. Simonsen. Også uden for operaen ydede han en betydningsfuld indsats i dansk musikliv, både som romancesanger og først og fremmest som fortolker af de lyriske barytonpartier i vor romantisknationale litteratur af korværker, hvor han ikke mindst i et parti som Oluf i N. W. GadesElverskud på en sjælfuld måde levendegjorde ånden i dansk romantisk tonekunst. – Både i kunstnersind og i røstens varme lød og lyriske charme var der noget typisk dansk over H. Hans styrke som dramatisk sanger var nøje knyttet til hele hans naturel, menneskeligt og kunstnerisk. Sit ypperste nåede han i skikkelser som i deres tragiske vælde kalder på den varmhjertede medfølelse der altid hos denne sanger var ægte og stærk. Dette kom ikke mindst klart frem i udformningen af wagnerske skikkelser som hollænderen i Den flyvende Hollænder, Amfortas i Parsifal, vandreren i Siegfried og Telramund i Lohengrin, ligesom dette drag gjorde H. til en ypperlig fortolker af partier som Golaud i Debussys Pelléas og Mélisande og Boris i Mussorgskys Boris Godunov. Den storlinede side i hans musikalskdramatiske fremstilling gjorde marsken i Heises Drot og Marsk og Saul i Carl Nielsens Saul og David til store indsatser i dansk dramatisk kunst. Et karaktertræk, der ofte uddybede H.s kunst, og som sikkert også bundede i hans danske naturel, var hans udtryk for humor der enkelte gange kunne hæve sig op til en skarpt karikeret og løssluppen komik som fx i hans ypperlige og uimodståelige udformning af intriganten Don Bazilio i Rossinis Barberen i Sevilla. – H.s ældste bror Andreas Christian Vilhelm Ernst Høeberg, født 14.11.1871, død 27.2.1926, studerede 1888–90 ved konservatoriet og uddannedes videre som cellist hos F. Neruda og H. Becker i Frankfurt a.M. 1892 ansattes han i det kgl. kapel hvor han 1899 blev solocellist, fra 1919 kgl. koncertmester. Kgl. kammermusikus 1914. R. 1922. – En anden bror Valdemar Høeberg, født 27.7.1877, død 10.2.1920, blev konservatorieuddannet i Kbh. 1903–05, virkede som pianist og komponerede en del kammer- og scenemusik samt sange. Han var i en årrække bosat i USA, derefter i Århus hvor han virkede til sin død. – Albert H.s datter Esther Høeberg, født 20.7.1901, død 22.9.1969, blev sanguddannet herhjemme og i udlandet og sang bl.a. flere Wagnerpartier på Det kgl. teater, optrådte på mange koncerter og var i de senere år ansat som operasuffløse på Det kgl. teater.