Catharine Simonsen, Catharine Elisabeth Simonsen, f. Rysslaender (Ryssländer, Rysslander), 7.3.1816-3.5.1849, operasanger. Faderen var finsk, moderen svensk, og deres musikalske begavelse gik i arv til datteren som allerede i otteårsalderen fik sangundervisning og 1829 blev elev på Sibonis konservatorium. Skønt hun ikke var fyldt femten år lod han hende (25.9.1830) debutere på Det kgl. teater som den unge, muntre brud i syngespillet Marie. Stemmen var imponerende, en stor sopran, blød og varm i klangen, og hun var dertil musikalsk og sikker i sin fremtræden. Der var stof i hende til en guldfugl for operaen, og hun fik straks et repertoire; 1834 blev hun kgl. ansat. Men så begyndte vanskelighederne.

Virtuosbarnets mere børnerige end harmoniske ægteskab bidrog til at svække hendes arbejdsevne og -lyst i så høj grad at direktionen allerede 1.1.1836 afskedigede hende uden pension, dog med håbet om at hun ville genoptage sin karriere. Hun vendte da også tilbage, genhilst af publikum som madame Voltisubito i Recensenten og Dyret (8.4.1837). Stemmen havde hun i behold, Jenny Lind beundrede især dens mellemleje, men dramatisk udviklede hun sig ikke; spillet var konventionelt, og det syntes nærmest en tilfældighed om rollen klædte hende, som fx Angela i Den sorte Domino.

Derimod blev koncertsalen hendes ubestridte forum, og under 40'ernes begejstring for den italienske musik var hun den danske sangerinde som i værker af Donizetti, Bellini, Rossini og den unge Verdi dygtigst tog kampen op med de fremmede sangere på Hofteatret. Ligesom italienernes primadonna, madame Forconi, udnævntes hun 1843 til kammersangerinde, og samme år udtalte Felix Mendelssohn-Bartholdy i Berlin sig meget anerkendende om hendes stemme.

Men kun 32 år gammel optrådte Catharine Simonsen sidste gang 20.11.1848 som Donna Anna i Don Juan, og nogle måneder senere døde hun i barselseng fra otte ukonfirmerede børn, blandt hvilke var Fanny Simonsen, mor til sangeren Erik Schmedes og komponisten Hakon Schmedes, samt Ernesta Schmedes, mor til Gerda Christophersen.

Familie

Catharine Simonsen blev født i København (Trin.), død samme sted (Slotsk.), begravet samme sted (Holmens).

Forældre: farversvend, senere -mester Niels Rysslaender (ca. 1781–1845) og Juliane Marie Strøm (1785–1846). Gift 3.10.1834 i København (Slotsk.) med bratschist, senere kgl. kapelmusicus Sophus Simonsen, født 25.12.1810 i Svendborg, død 11.2.1857 samme sted, søn af stadsmusikant og organist Gregers Hiort Simonsen (1763–1843) og Anne Elisabeth Petersen (1771–1845).

Mor til Niels Juel Simonsen.

Ikonografi

Maleri af E. Bærentzen, 1845 (Det kgl. teater), litograferet af samme. Tegning af samme (Teatermus.).

Bibliografi

Selmers nekrologiske saml. II, 1852 221–24. Th. Overskou: Den danske skueplads V, 1864. Gerda Christophersen: Memoirer, 1919 16–19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig