Emil Holm

Emil Holm, Rasmus Emil Holm, 13.2.1867-2.11.1950, operasanger, programchef. Emil Holm, der stammer fra en gammel handelsslægt, var oprindelig bestemt for sine forfædres fag. Han var rustet særdeles godt med praktisk overblik, ordenssans og ukuelig energi, egenskaber der i høj grad har præget hans slægt. Da faderens forretning ramtes af uheld ved forskellige forlis måtte Emil Holm ret hurtigt tage fat selv, og attennitten år gammel blev han lagerforvalter i et større islandsk firma i København.

Tidligt vakte ikke alene hans særprægede fysiognomi, men også hans store stemmemidler opmærksomhed. Sin imposante bas fik han derefter uddannet på det hornemanske musikkonservatorium. Familien var ikke begejstret over denne flugt fra dens handelsmæssige traditioner, men den formildedes da Emil Holm havde medvirket ved en af Niels W. Gades fornemme koncerter i Musikforeningen, og fra Hornemans konservatorium kom Emil Holm 1890 til Det kgl. teaters elevskole. Efter at have gennemgået denne og et grundlæggende sangstudium hos V. Bielefeldt debuterede Emil Holm 11.3.1892 som landgreven i Tannhäuser. Fæstede han ikke virkelig rod ved teatret i disse unge år betød dog det daglige arbejde på den scene hvor Johan Svendsen var den musikalske leder, og hvor kunstnere som Emil og Olaf Poulsen, Peter Schram og N.J. Simonsen virkede, uhyre meget for den unge, udpræget dramatisk begavede operasanger.

Den kærlighed Emil Holm her fattede til den store kunst skulle ikke alene komme den modne scenekunstner, men i fuldt så høj og betydningsfuld grad kunstorganisationen til gode. Efter at have uddybet sin vokale kunnen meget væsentligt hos sangpædagogen Fritz Arlberg i Stockholm drog han 1893 til Tyskland. Grebet af den wagnerske kunst søgte han til Bayreuth hvor han gennem Cosima Wagners vejledning kom i direkte kontakt med mesterens egne kunstneriske intentioner. Han fik sit første tyske engagement ved Dresdenoperaen, men skuffet over kun at finde ringe anvendelse søgte han atter bort og blev ved den danske Leipzigsangpædagog L.C. Tørsleffs bistand engageret til operaen i Nürnberg. Herfra drog han til Köln, men 1896 kaldte hans gamle scene i København ham tilbage. Til trods for sin store succes som Mefistofeles i Gounods Faust, en dramatisk præstation der vakte opsigt, følte han sig dog ikke tilfreds med de hjemlige forhold. Han drog derfor 1898 tilbage til Tyskland hvor han fortsatte sin karriere gennem engagementer ved operaerne i Breslau (1898–99) og Düsseldorf (1899–1901) for endelig at nå sit kunstneriske højdepunkt som dramatisk sanger (kammersanger 1913) ved den württembergske hofopera i Stuttgart. Et langt galleri af skikkelser udformedes her, Hagen, Daland, kong Marke, kong Henrik, Sarastro, Leporello, Kaspar, barberen i Bagdad, Rocco o.fl. En betydningsfuld indsats i den danske musiks tjeneste ydede Emil Holm da han 1906 foranledigede P. Heises sangdrama Drot og Marsk opført på Stuttgartscenen. Umiddelbart før krigen 1914 vendte Emil Holm tilbage til Danmark hvor sangervirksomheden hurtigt veg for opgaver af en ganske anden art.

Organisationsmanden Emil Holm begyndte nu sin karriere der indledtes med tilrettelæggelsen af Frederikbergs og Københavns kommuners store arbejderkoncerter. En betydelig indsats blev gjort med stiftelsen af Dansk solistforbund hvis formandsplads Emil Holm selv beklædte 1920–25; der blev gennem forbundet drevet en effektiv musikalsk propaganda i arbejderbefolkningen, dels ved koncerter i Koncertpalæet, Folkets Hus, Frue kirke, dels ved de ejendommelige friluftskoncerter, bl.a. på Halmtorvet hvor Emil Holm selv talte og sang til store menneskeskarer fra en lastvogn på hvilken der var anbragt et klaver.

På basis af dette energisk gennemførte kunstneriske organisationspropagandaarbejde faldt valget ganske naturligt på Emil Holm da man 1925 søgte en kvalificeret leder ved den nyoprettede statsradiofoni. Så meget mere selvfølgeligt var dette valg idet pionerforetagendet Dansk radioklub og Dansk radiofond der skaffede den første driftskapital, allerede 1923 havde søgt samarbejde med Emil Holm i hans egenskab af formand for Dansk solistforbund for derigennem at sikre den unge radiofoni den fornødne værdifulde kunstneriske assistance. Fra stillingen som driftsleder og programchef søgte Emil Holm på grund af alder sin afsked fra 1.4.1937.

I de ti år han fungerede fik han knyttet sit navn uløseligt til den danske statsradiofonis enorme vækst både i omfang, i folkeinteresse og kulturelkunstnerisk betydning. Han stod som en kampens og stridens mand, ofte angrebet og karikeret, men stejl og ukuelig i sin vilje til at nå det for dansk radiofoni højest mulige mål. Den danske radiofonis kunstneriske standard blev vundet på ganske bestemte felter. For det første gennem overvindelsen af studiets vanskelige akustiske problemer, placeringerne i forhold til mikrofonen m.m., en kamp som Emil Holm førte videre fra det første primitive statsradiofonistudie, den såkaldte "omvendte flødebolle" i statstelegrafens lokaler på Købmagergade over det første orkesterstudie samme sted til studierne i Axelborg og studierne i statsradiofonibygningen i Heibergsgade ("Stærekassen"). Det andet vigtige punkt blev udsendelsernes righoldighed og kvalitetspræg. Emil Holms kunstneriske ildhu har særlig givet sig udslag på to områder: hans interesse for den dramatiske litteratur, dels den specielle, endnu stærkt eksperimenterende hørespilsform, dels den kulturelt betydningsfulde radiofonisk velegnede tilrettelæggelse af verdenslitteraturens mesterværker, og endelig musikken. Den danske statsradiofoni kom under Emil Holms ledelse til at dække et musikalsk behov, der strakte sig over alle felter, opera, operette, symfoni, koncert, kammermusik, kormusik, underholdningsmusik m.m. i hvilke så at sige alle de vigtige epoker i tonekunstens historie har været repræsenteret, en kulturelmusikalsk udfoldelse, der tillige blev støttet af et stigende systematisk oplysningsarbejde.

Takket være Emil Holms målbevidste initiativ lykkedes det i løbet af radiofoniens første tiårige levetid fra den første radiotrio og det første minimale radioorkester på henved en snes mand at føre udviklingen frem til det punkt hvor institutionen disponerede over et fuldtalligt symfoniorkester og et stort blandet kor, et materiale der muliggjorde statsradiofoniens største musikalske indsats, de i hovedsæsonen ugentligt tilbagevendende offentlige koncerter, ledede bl.a. af verdenskendte dirigenter som Nikolaj Malko og Fritz Busch.