Dansk Biografisk Leksikon

Frans Andersson

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Frans Andersson, Frans Otto Anders Andersson, 23.5.1911-3.8.1988, operasanger. Frans Anderssons forældre kom 1909 fra Sverige til København hvor faderen blev ansat på et gartneri. Frans var den ældste af seks søskende og voksede op under trange økonomiske forhold. Han tog dog en god realeksamen og forsøgte sig først som bankmand, senere som forsikringsagent uden at kunne finde sig til rette. 18 år gammel tog han til Malmö hvor han først var gartnerimedarbejder, senere fik sin egen blomsterforretning og handlede en gros med frugt og grøntsager. Efter at have aftjent sin værnepligt i Sverige klarede han sig ved tilfældigt arbejde i Lund og Malmö, bl.a. som chauffør for et omrejsende bondeorkester.

På den tid dokumenterede han et ualmindelig voluminøst stemmemateriale og besluttede at blive sanger. I Malmö fik han lidt spredt sangundervisning. Men da han var blottet for økonomiske ressourcer tog han 1934 tilbage til forældrene i København. På må og få opsøgte han den da 70-årige feterede operasanger Vilhelm Herold som med uselvisk interesse tog sig af den unge sanger der på alle musikalske områder var på helt bar bund. Efter Herolds død 1937 fortsatte Frans Andersson sangundervisningen hos den kendte pædagog Valdemar Lincke som året efter skaffede Frans Andersson ind på Det kgl. teaters operaskole og 1939 på musikkonservatoriet. Her gik han i tre år og fik ved sin afgangseksamen 1941 det vidnesbyrd: "Hans fortræffelige stemme udvikler sig stadigvæk", mens der om den obligatoriske klaverundervisning stod "møder ikke".

For at tjene til familiens ophold kørte Frans Andersson rundt og solgte urtepotter til gartnerierne og etablerede sig 1943 som grosserer i lervarer. 1941 blev han på beskedne vilkår engageret af Det kgl. teater hvor hans første optræden var som nr. 2 af de harniskklædte mænd i Tryllefløjten. Hans anseelse steg dog hurtigt, støttet af stor interesse fra teatrets daværende kapelmester Egisto Tango. Frans Anderssons egentlige debut blev som Crown i Porgy og Bess, 1943. Senere sang han bl.a. Philip i Don Carlos, Mefistofeles i Faust og titelpartiet i Don Juan og fortsatte sin uddannelse, i Stockholm hos Joel Berglund samt i Milano.

Herhjemme stadfæstede Frans Andersson sin popularitet også i det øvrige Danmark gennem koncertturneer, bl.a. sammen med sin ven fra skoletiden studentersangeren Kaj Oluf Buch med studenterduetterne Gluntarne og med Lily Broberg i musicals. Hans forretningssans førte ham også til en flerårig stilling som forretningsfører for klaverfirmaet Hindsberg. Men trods sine operasucceser kunne Frans Andersson ikke finde sig til rette med forholdene på Det kgl. teater. Hans stærke temperament havde skabt flere faretruende konflikter og 1951 forlod han teatret og søgte til Tyskland hvor han samme år blev ansat ved operaen i Krefeld og året efter indledte en tiårig tilknytning til operaen i Köln, dog med stadige gæstespil andre steder (Wieneroperaen 1956, Staatsoper i Østberlin i fire perioder og her udnævnt til kammersanger 1957, i Bayreuth, på Covent Garden samt i Italien, Portugal, Frankrig, Tjekkoslovakiet, Holland og flere tyske scener). I Köln havde Frans Andersson 1955 truffet den østrigsk fødte sopran Rita Bartos der blev hans anden hustru. (Hun kom i de følgende år til at gøre sig smukt bemærket som gæst ved Den jydske opera i flere klassiske partier).

Da Kölneroperaen 1961 skiftede ledelse kunne Frans Andersson ikke acceptere de nye lederprincipper og fik sin afsked. 1960 havde han købt en gård på Mols som han solgte for 1962 at etablere en velindrettet feriegård på Helgenæs. I de følgende år blev han en ofte tilbagevendende gæst på Det kgl. teater og på Den jydske opera. Han var tillige på flere udenlandske turneer, bl.a. i Japan og Mexico.

Frans Anderssons kunstneriske fysiognomi og stemmekarakter er især kommet til sin ret i de stærkt maskuline og gribende dramatiske partier hvoraf man foruden de tidligere omtalte kan nævne Boris Godunov, titelpartiet i Den flyvende hollænder, Scarpia i Tosca, Kaspar i Jægerbruden, Saul i Saul og David, Marsk Stig i Drot og Marsk, Tonio i Bajadser og Alfio i Cavalleria rusticana.

Med sin første hustru har han datteren Laila Andersson (f. 1938) der 1961 debuterede som skuespiller på Ålborg teater.

Familie

Frans Andersson blev født i København; begravet på Helgenæs kirkegård, Syddjurs.

Forældre: gartner Otto Edvin Andersson (1887–1976) og Agda Andersson (1887–1971). Gift 1. gang med Edith Christiane Hald, født 7.2.1912, datter af fabrikant Andreas Hald (1886–1971) og Anna-Christine Olsen (født 1890). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang med Rita Bartos. Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Erindr. i Billedbladet 17.11., 24.11., 1.12.1967. – Robert Naur i Politiken 11.9.1966. Hjalmar Havelund i Berl. tid. 8.7.1973.

Læs også om Frans Andersson i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Frans Andersson
Frans Andersson
1911-1988, dansk bassanger, hvis karriere efter ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Helgenæs
den sydligste halvø på Djursland. Helgenæs blev ...Artikel i Den Store Danske
Gluntarne
sangcyklus for to stemmer, Glunten og Magistern ...Artikel i Den Store Danske
Jægerbruden
dansk titel på Carl Maria von Webers opera D ...Artikel i Den Store Danske
Bajadser
den danske titel på Ruggiero Leoncavallos opera ...Artikel i Den Store Danske
Laila Andersson-Palme
f. 1941, svensk sopran, der debuterede som Viole ...Artikel i Den Store Danske
Faust
den trolddomskyndige og forvorpne intellektue ...Artikel i Den Store Danske
Bayreuth
by ved floden Roter Main i den tyske delstat ...Artikel i Den Store Danske
Covent Garden
område i det centrale London; oprindelig en bened ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
sberg
17/07/2011
  • Læst 1021 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki