Henry Skjær

Henry Skjær, Henry Albinus Hansen Skjær, 5.7.1899-24.3.1991, operasanger. Efter sin studentereksamen (Frederiksberg gymnasium 1916) studerede S. i tre år statsvidenskab ved Kbh.s univ. og fik derefter ansættelse i Østifternes Kreditforening. Samtidig havde musikken tag i ham, og efter studier på Det kgl. da. musikkonservatorium og Det kgl. teaters operaskole hos bl.a. Viggo Forchhammer debuterede han som Pizarro i Fidelio uden tilsyneladende at efterlade noget større indtryk. I hvert fald gjorde Det kgl. teater ikke umiddelbart brug af ham, og han måtte i stedet afprøve sin vokale bæredygtighed i Mogens Wöldikes Palestrinakor og 1927 tillige i de fire skurkeroller i en opsætning af Hoffmanns Eventyr på Frederiksberg teater. 1929 fik han atter chanchen på Det kgl. teater som Tonio i Bajadser og som det tredje og afgørende debutparti sang han Escamillo i Carmen i maj 1930. Derefter fik han fast ansættelse ved teatret og blev hurtigt en stærkt anvendt kraft, om-end man i anmeldelserne fra de første år ind imellem ser beklagelser over hans ungdommeligt umådeholdne stemmeudfoldelse. På Egisto Tangos foranledning blev S. i foråret 1933 sendt til Paris for at få finslebet kavalerbarytonen, og derefter betroedes han i december samme år et afgørende hovedparti, titelrollen i Rigoletto som han sang i teatrets skiftende opsætninger helt frem til 1964. Og endnu ved Anna Borgs nyiscenesættelse 1962 kunne han holde den unge, fremstormende Ib Hansen stangen i dette både vokalt og scenisk krævende parti.

I 30erne og 40erne sang S. et rigt udvalg af italienske, tyske og franske hovedroller, fortrinsvis i det dramatiske fag, men suppleret med afstikkere til det mindre udadvendte, som Wolfram i Tannhäuser, 1939 hvor Kai Flor roste ham for at behandle den "maskuline firskårne stemme med lyrisk følelse". S.s karriere har aldrig i noget større omfang inkluderet koncertsale eller grammofonstudier, men kort efter Det kgl. teaters premiere på Georges Bizets Perlefiskerne, 1942 gik han sammen med Stefan Islandi i studiet og indsang den version af den berømte duet som i årevis hærgede Danmarks radios ønskekoncerter, og som flere gange er blevet genudgivet i LP-tidsalderen. Også i det danske repertoire har S. gjort sig gældende, bl.a. i Ebbe Hameriks Marie Grubbe, 1940, Johan Hye-Knudsens Kirke og Orgel, 1947, Svend S. Schultz' Høst, 1951 og 1960 som markis d'Argenville i Poul Schierbecks Fête galante, et parti han også havde sunget ved operaens førsteopførelse 1931, dengang med komponistens hustru Sylvia Schierbeck som partner. Den følgende sæson fik S. lejlighed til at genoptage en anden succes fra sin sangerungdom, de fire skurkeroller i Hoffmanns Eventyr som han sang alternerende med Frans Andersson. 1950 fik S. den rolle som kom til at dominere den sidste del af hans karriere, greven i Figaros Bryllup hvor han med Nils Schiørrings formulering var "så blændende en repræsentant for livshungrende adel i moralsk forfald". Han sang rollen for 100. gang 1962, optrådte i den ved sit 40-års jubilæum 1964 og udførte den ialt 191 gange frem til sin afsked fra Det kgl. teater 1973. Han kom dog endnu en gang på scenen i en mindre rolle i Den jyske operas opsætning af La Traviata, 1976. 1966 skrev Svend Kragh-Jacobsen om S.s optræden som rektor i Palle Kjærulff-Schmidts film Der var engang en krig, at han havde "et godt ansigt – og nyt på lærredet". Deri havde han nu ikke ret: S. var 1949 med i et operaglimt i Svend Methlings grundlovsfilm og 1955 var han præsten i Carl Th. Dreyers Ordet. S. var også den usynlige leverandør af brunstskrigene i filmatiseringen af Ole Juuls Det tossede paradis. S., som 1947 udnævntes til kgl. kammersanger, var 1965–78 formand for Dansk tonekunstnerforening og blev 1978 æresmedlem.