Jens Musted

Jens Musted, 16.12.1730-25.6.1798, operasanger, skuespiller. Født i Kbh, død sst. (Nic), begravet sst. (Ass.). M. var den danske skueplads' første egentlige sanger. Allerede som dreng medvirkede han i "Det musikalske Societet" hvor J. A. Scheibe var kapelmester og J. E. Iversen koncertmester og han omtales som en i alle henseender elskelig discipel. Da han 30.10.1747 skulle deltage med nogle arier ved en forestilling af Den pantsatte Bondedreng og en efterkomedie af Moliére på teatret i Chr. Bergs hus i Læderstræde, blev han udsat for et spændt forhold mellem sin hører og sin kantor. Hans pedantiske hører hindrede ham i at optræde og læreren fortalte selv, at "Hr. Baron Holberg sendte bud efter mig, og gav mig sin fortrydelse derover tilkiende paa det aller kraftigste". Et af de få beviser på Ludvig Holbergs interesse for teatrets praksis, men samtidig også et fingerpeg om M.s betydning for den genoprettede danske skueplads. – 1752 blev M. student fra Vor Frue skole i Kbh. og i marts 1753 blev han ansat ved komediehuset på Kongens Nytorv som sufflør og rolleskriver. Den egentlige scenedebut fandt sted 10.2.1756 som Valére i Tartuffe. P. Rosenstand-Goiske hævdede dog (1778-80) at hans hovedfag ikke var elskerne "hvortil han altid har været for kold og flygtig". Den strenge kritiker udtalte også, at M.s "Action" og "Gebærder" ikke var egnet til "det Høie og Tragiske", derimod fremhævede han M.s indsats som petit-martre og især i "Sprader--Rollen, ligesom hans Flid, og hans overalt utvungne og uaffecterede Spil og Gesticulation". M. gjorde sig særlig gældende i musikdramatikken. Rosenstand-Goiske understregede, at han her lagde "sin Flid paa at udtrykke Passion". Han var med i de første danske musikintermezzi (Den tvivlraadige Hyrde, 1758), deltog i de italienske operaer (fra 1761) og var en af de ledende kræfter i de første danske syngespil (Tronfølgen i Sidon, 1771). N. K. Bredal bevidnede, at "han føler, hvad han synger, derfor synger han rigtigt, derfor føler andre, hvad han synger". Han skabte bl.a. Mads i Kærlighed uden Strømper, 1773, af Johan Herman Wessel, Alaric i Desertøren, 1775, med musik af P. A. Monsigny og Thor i Johannes Ewalds og Johann Hartmanns Balders Død, 1779. I den første danske offentlige opera J. G. Naumanns Orpheus og Eurydike sang han Offerpræsten, 1786, og hans lyse baryton der med årene havde fået en mørkere klang lød også som Mufti i Jens Baggesens og F. L. Ae. Kunzens Holger Danske, 1789, mens hans sidste rolle blev barden Bruno i deres opera Erik Ejegod (sidste optræden 3.3.1798) kun få måneder før hans død.