Julius Steenberg

Julius Steenberg, Julius August Steenberg, 2.8.1830-26.10.1911, operasanger, komponist. Født i Viby, Ning hrd, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). S. voksede op i et præstegårdshjem der var midtpunkt for egnens musikalske liv, og blev 1850 student fra Århus. Det var egentlig hans hensigt at studere teologi, men da han som romancesanger vakte opsigt i studenterkredse valgte han sin store kærlighed, musikken. Efter Ludvig Phisters råd gik han til operaen. Han debuterede med held 12.3.1856 som Joseph i E. Méhuls Joseph og hans Brødre og gled i de følgende år ind i et anseligt repertoire, blev 1859 kgl. skuespiller. I begyndelsen sang han tenorpartier, men gik efterhånden mere og mere over i barytonfaget. Han benyttede sin klangskønne stemme med smag og følelse, og navnlig lykkedes de mere lyriske, romanceprægede steder i hans partier smukt for ham. Egentlig dramatisk nerve var der sjældent over hans præstationer, ligesom hans spil ofte skæmmedes af noget ubehjælpsomt og ufrit der kunne skade helhedsindtrykket. S.s stemme tålte ikke store anstrengelser, og allerede henimod midten af 1860erne var det nødvendigt at stemmen blev skånet så meget som muligt, af hvilken grund hans repertoire blev ikke så lidt indskrænket. Dog hørte publikum stadig gerne den yndede sanger med den behagelige røst, ikke mindst når han udførte et parti som Sverkel i Liden Kirsten. Blandt hans øvrige partier kan nævnes Nemorino i Elskovsdrikken, Aimar i Røverborgen, Roger i Murmesteren, Edgardo i Lucia, Ottavio i Don Juan, Conrad i Hans Heiling, Max i Jægerbruden, Lionel i Martha, zar Peter i Czar og Tømmermand, Achilles i Iphigenia i Aulis og endelig George Brown i Den hvide Dame, det parti hvori han måske fejrede sine største triumfer.

Også inden for skuespillet blev S. undertiden benyttet, men her slog hans dramatiske evner sjældent til. Bedst klarede han sig når han kunne virke ved grotesk-komiske midler som fx i Christof i Jacob von Thybo, Brandt i Kong Salomon og Jørgen Hattemager og Hutter i Genboerne og En Spurv i Tranedans, derimod formåede han ikke at puste liv i en rolle som Otto Rosen i Hr. og Fru Møller som han udførte som "en Elsker af den bedrøvelige Skikkelse". 3.6.1888 tog S., ombølget af sit trofaste publikums sympati, sin afsked som Sverkel i Liden Kirsten, og der var nu kun skønne rester tilbage af den engang så indsmigrende stemme. 1887 var han blevet ansat som inspektør ved elevskolen, i hvilken egenskab han virkede til 1894. Stor betydning fik S., der bl.a. ofte optrådte i Musikforeningen, som koncertsanger. Ikke mindst ydede han fremragende kunst, når han fortolkede komponister som Franz Schubert, Robert Schumann og Robert Franz. Her, hvor hans format helt slog til, viste hans evner sig i den smukkeste belysning. Selv komponerede han en række melodiøse, ikke alt for betydelige romancer, bl.a. til tekster af H. V. Kaalund, C. Winther, C. Hauch, E. Lembcke og V. Bergsøe. Navnlig blev Paa Søndag Aften kommer hun til Carl Plougs tekst meget populær i datiden. 1892 udgav S. et skrift Muser og Sirener hvori han udtaler sine meninger om romancekompositionen, operaen og sangkunsten, og 1896 Robert Franz. 1880 havde han det Anckerske legat.