Lauritz Melchior, Lauritz Lebrecht Hommel Melchior, 20.3.1890-19.3.1973, operasanger. Født i Kbh. (Frue), død i Los Angeles, Californien, urne i Kbh. (familiegravsted, Ass. kgd.). M., der havde studeret sang hos Poul Bang og Vilh. Herold, var 1912-13 elev på Det kgl. teaters operaskole. 1913 debuterede han som Silvio i Bajadser og udførte i en periode en række større og mindre baryton-partier. Imidlertid fik han udviklet sin store og klangfulde røst i højden således at han 1918 kunne debutere som tenor.1921 forlod han Det kgl. teater for at studere dels hos Victor Beigel i London, dels i Paris og Tyskland, og efter endt studietid var han udrustet til at udføre en række af operalitteraturens mest krævende tenorpartier. M.s internationale karriere begyndte i Tyskland hvor hans navn som Wagnersanger blev fastslået i Bayreuth, og han var siden en skattet gæst på de fleste verdensscener, deriblandt Covent Garden i London, Metropolitan i New York, den store opera i Paris, statsoperaen i Wien, operascenerne i Monte Carlo, Buenos Aires, Chicago og San Francisco. I sæsonen 1929-30 optrådte han med stor succes på Det kgl. teater. M.s stemme og sceniske anlæg gjorde ham navnlig til en fremragende fortolker af de store Wagnerskikkelser som han gengav med betydelig kraft og myndighed og i en ånd der bundede i ægte Bayreuther-traditioner. Blandt hans partier kan nævnes Tristan, Siegfried, Siegmund, Lohengrin, Tannhäuser, Parsifal, Radamés i Aida, Otello i Verdis opera, Canio i Bajadser og Turiddu i Cavalleria rusticana. - M. ejede tillige et slot i Frankfurt a. d. O. Efter han havde forladt Tyskland blev denne ejendom beslaglagt af de østtyske myndigheder og omdannet til et hvilehjem. I USA slog han sig ned i en luksusvilla The Viking i Beverley Hills i Los Angeles. Her samlede han en imponerende samling af jagttrofæer. Han var en passioneret jæger og havde skudt storvildt både i Afrika og Alaska. M. blev amerikansk statsborger 1947. Til Metropolitan-operaen havde han været knyttet fra 1926, men da han i løbet af 1940erne i tiltagende omfang engagerede sig i tonefilm og i andre felter af underholdningsbranchen mente Metropolitan-operaens nye leder Rudolph Bing at M. ikke kunne fortsætte som stjerne her hvorfor M. måtte forlade det berømte operahus 1950 efter 25 års glorværdigt virke som verdenskendt heltetenor. Han var dog stadig efterspurgt verden over. Han optrådte sidste gang i Kbh. 1960 ved en torsdagskoncert hvor han sang Siegmund i 1. akt af Valkyrien med Dorothy Larsen som Sieglinde. Han var da 70 år gammel og imponerede ved sin stemmes friskhed og bærekraft. M. modtog i årenes løb en lang række udmærkelser. I Danmark blev han udnævnt til kammersanger 1930 og i USA, Canada og England til æresdoktor ved flere læreanstalter. Han stiftede 1963 et fond til uddannelseshjælp for unge Wagnertenorer. M. har indsunget flere hundrede grammofonplader, allerede i sin baryton-tid fra 1913 og frem til omkring 1960-61. I sine senere år turnerede han desuden i USA med et af ham selv etableret Lauritz Melchior Show. M. døde på St. John's hospital i Californien efter en galdeoperation.

Familie

Forældre: skolebestyrer Jørgen Conradt M. (1845-1925) og Julie Sophie Møller (1850-90). Gift 1. gang 2.11.1915 i Kbh. (Slotsk.) med operettesanger Inger Thora Nathansen, født 30.1.1889 i Kbh. (Slotsk), død 18.4.1929 på Frbg. (gift 1. gang 1912 med skuespiller Harald Holst (Rasmussen), 1886-1960), d. af skuespiller Ludvig Michael N. (1858-1907) og Thora Annette Henriette Schmidt (1862-1922). Ægteskabet opløst 1925. Gift 2. gang 26.5.1925 i Kbh. (b.v.) med filmskuespiller Anna Maria Katharina Hacker (kunstnernavn: Hannelore Meister), født 30.7.1903 i Mühldorf am Inn, Bayern, død 19.2.1963 i Beverley Hills, Los Angeles, Californien, d. af postinspektør Carl H. (1874-1938) og Maria Huber (1881-1960). Gift 3. gang 23.5.1964 i Hollywood med TV-producer Mary Markham, født ca. 1922 (gift 1. gang med Paul M.). Ægteskabet opløst 1964.

Udnævnelser

R. 1932. DM. 1933. K2. 1945. Ingenio et arti 1936.

Ikonografi

Malet som barn af H. E. Melchior. Malet som Siegmund af O. Matthiesen, 1920. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1941. Tegn. af H. Bendix, 1945. Afbildet på tegn. af Viggo Thomsen, 1948 (Teatermus.). Tegn. 1960 af Otto Christensen og af Ivan Opffer (begge Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXX, 1936 526-33. - K. Hegermann-Lindencrone i Berl. aften 23.3.1940. Jana Nually: L. M., 1969. Berl. tid. 20.3.1973. Jens Brincker sst. 20.3.1973. Fl. Koch i Jyllandsposten s.d. Kristeligt dagbl. s.d. Rob. Naur i Politiken s.d. Hansgeorg Lenz i Information 22.3. s.å. - Hans Hansen: L. M. A discography, udg. Nationaldiskoteket, 1965 (2. udg. 1972). -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig