• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Leocadie Gerlach

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Leocadie Gerlach, Vilhelmine Leocadie Theresia Gerlach, f. Bergnehr, 26.1.1826-13.9.1919, operasanger. Født i Stockholm, død på Frbg., begravet i Christianskirkens krypt. G. havde 24.2.1844 debuteret på Stockholms Mindre teatern i Donaurun hvor hendes smukke mezzosopran med den ejendommelige gyldne timbre vakte så stor opmærksomhed at svenske musikautoriteter rådede hende til at søge videre uddannelse i Paris; på vejen hertil aflagde hun prøve for teaterdirektionen i Kbh. hvis medlem Jonas Collin med sædvanligt fremsyn straks knyttede hende til Det kgl. teater og gav hende Henrik Rung til lærer. 25.1.1845 optrådte hun første gang ved en aftenunderholdning, og senere på året brød hun igennem som Filippo i Aagerkarl og Sanger hvorefter vigtige og forskelligartede opgaver som Therese i Røverborgen, Etle i Liden Kirsten, dronningen i Hans Heiling og madame Voltisubito i Recensenten og Dyret blev hende betroet: hun viste indtagende skælmeri som Rosina i Barberen og imponerede ved lidenskabelig vælde og røstens majestæt i titelrollen i Bellinis Norma hvori hun tidligere havde sunget Adalgisa. 1848 blev hun kgl. ansat, og efter yderligere uddannelse hos Manuel Garcia i London blev hun, som J. L. Heiberg (1791-1860) skrev, "det glansfulde Midtpunkt, hvorom Operaens øvrige Kræfter grupperede sig". Den pragtfulde stemme og hendes tydelige tekstudtale forenedes med rige dramatiske evner. Nogle af hovedrollerne blev i de følgende år Vilhelmine i Ungdom og Galskab, donna Anna i Don Juan, pagen og Susanne i Figaros Bryllup, Marie i Regimentets Datter, titelrollen i Fidelio og prinsessen i Vilhelm Tell. G. var ubetinget landets største dramatiske kvindelige sanger, men blev et af de sjældne eksempler på evnen uden lysten hvorved hun kom i strid med sine overordnede. Skønt endnu ung og i besiddelse af sine sjældne evner fik hun sin afsked, og det blev under et sagsanlæg fastslået ved højesteret at hun ikke havde opfyldt sine kontraktlige forpligtelser. 3.11.1866 optrådte hun sidste gang som gæst i sit glansparti, titelrollen i Lucrezia Borgia. N.å. var hun gæst på Casino, og siden øvede hun en betydningfuld virken som sanglærer for teatrets unge. Hun blev den sidstlevende af kunstnerne fra enevældens dage og bevarede, trods de næsten 94 år, sine åndsevner usvækkede. – Kgl. kammersangerinde 1858. – G.s mand, Carl Ludvig Gerlach, avancerede fra korist til sanger – han debuterede 1855 som Velesco i Stella – og var fra 1860 operaen en nyttig mand, dels som repetitør, dels som syngemester hvilken stilling han beklædte 1863-88. Han virkede også som komponist og fik det Anckerske legat 1873 til en studierejse under hvilken han besøgte Rich. Wagner der med begejstring hørte G. synge; G. deltog i sin hustrus pædagogiske virksomhed og udgav til brug ved den nogle syngeøvelser. –

Familie

Forældre: underløjtnant, toldinspektør i Sabbatsberg Carl Vilhelm B. (1803-47, gift 2. gang 1845 med Ane Marie Colding, 1800-tidligst 53) og Charlotta Vilhelmina Christina Philp (1799-1871). Gift 1. gang 20.11.1852 i Kbh. (Slotsk.) med lysestøber i Kbh., senere toldassistent i Nyborg Carl Edvard Fossum, født 16.5.1829 på Frbg., død 23.6. 1890 i Kbh. (Johs.) (gift 2. gang 1870 med Lydia Dagmar Alfonsine Hansen, 1844-98), s. af lysestøber, kaptajn Jens Peter F. (1795-1856) og Martha Cathrine Mathiesen (1804-73). Ægteskabet opløst 1857. Gift 2. gang 4.6.1861 i Kbh. (Slotsk.) med syngemester Carl Ludvig G., født 26.4.1833 i Kbh. (Fødsst.), død 13.9.1893 sst., s. af musikdirektør ved garden, organist Heinrich Christian G. fra Gotha (1777-1838) og Johanne Lovise Michelsen (ca. 1811-76).

Ikonografi

Tegn. af E. Lehmann, 1850 (Fr.borg), litograferet af C. Steckmest, 1852. Litografi 1853 efter daguerreotypi. Litografi af A. J: Salmson og træsnit af C. Hammer, 1883. Foto.

Bibliografi

Slægt i Den introd. svenska adelns ättartavlor, udg. G. Elgenstierna V, Sth. 1926 704 og Dagens nyheder 6.10.1919. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. V, 1930. Samme: Mennesker bag masker, 1931 93-100.