Dansk Biografisk Leksikon

Margrethe Lendrop

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Margrethe Lendrop, Anna Margrethe Lendrop,  13.7.1875-30.4.1920, operasanger. Født i Kalundborg, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). L. var som ung omsværmet i det kbh.ske bourgeoisi for sin skønhed og sit friske væsen. Hendes ikke store, men ejendommeligt klingende mezzosopran blev uddannet af Algot Lange, og efter at have gennemgået Det kgl. teaters elevskole debuterede hun 13.10.1898 som Carmen. Her kom hendes ydre og indre egenskaber i sjælden grad til udfoldelse, pikant og æggende, men uden udfordrende råhed som skikkelsen nok kan friste til. Carmen blev gennem årene L.s glansrolle som hun kom til at udføre 130 gange. Hendes samspil med Don José i Vilhelm Herolds udførelse betegnede et mageløst højdepunkt i dansk musikdramatik. Den forførende ynde, som var hendes særpræg, kom til udtryk i skikkelser som Lola i Cavalleria rusticana og Eros i Orfeus og Eurydike der blev to af hendes mest indtagende partier, mens mere "abstrakte" fremstillinger som Fricka i Valkyrien lå uden for hendes natur. Hendes musikalitet kom bedst til sin ret på de ligefremme menneskelige områder, eksempelvis i partier som Cherubino i Figaros bryllup, Zerlina i Don Juan, Pagen i Romeo og Julie, titelrollen i Mignon, ternen i Liden Kirsten, Siebel i Faust, Pernille i Maskarade, Despina i Cosifan tutte og Octavian i Rosenkavaleren, roller hvor hun kunne udfolde sin indtagende sceniske og menneskelige charme, mens hendes fremstilling af den åndssvage pige i Lavlandet og det gamle tyende i Eugen Onegin viste hendes sans for indtrængende karakteristik. I alt udførte L. 40 partier. 16.5.1919 tog hun afsked som kammerpigen i Madame Butterfly (2. akt), Cherubino (1. akt) og Carmen (4. akt), men vedblev at udøve sin kunst fra koncertpodiet hvor hun fik tilhørerne på nærmere hold, og stemmen ikke skulle kæmpe med teatrets store rum. Hendes pludselige, tidlige død føltes som et stort tab. – L. var en vågen musikintelligens der ved sin charmerende pointeringsevne blev en mester i det mindre format. Vor opera har ejet mange større stemmebegavelser, men ingen besad hendes erotiske air, og få klædte det i højere grad at synge. – Kammersangerinde 1915.

Familie

Forældre: manufakturhandler Carl Julius Boeck (1838–1928) og Thora Rasmine Mathiassen (1848–93). Gift 13.6.1902 i Kbh. (Vartov) med læge Otto L., født 14.2.1863 i Vrov ved Viborg, død 24.4.1930 i Kbh., s. af sognepræst, sidst i Tjæreby ved Skælskør, Michael Peter Eilert L. (1821–1914) og Sophie Pontoppidan (1824–1911).

Ikonografi

Mal. som Carmen af Luplau Janssen, 1900. Buste i samme rolle af Axel Locher, 1906, statuette af samme. Træsnit af L. B. Hansen, 1915. Mal. af Jul. Paulsen. Pastel af Bertha Dorph. Foto.

Bibliografi

E. Valeur Fausboll: M. L.s rollestatistik, udg. Det kgl. teater, 1919. – Fini Henriques og A. Aumont i Teatret VIII, 1909 81–86. Fr. Crome sst. 1920 181f. Hver 8. dag, 1914–15 534f. III. tid. 25.5.1919. W. T[hulstrup] sst. 9.5.1920. Jul. Lehmann i Musik, 1919 72f. M. Lind i Masken, s.å. 116. [H. Falkenfleth] i Nationaltid. 14.5.1919. [G. Hetsch] sst. 1.5.1920. Chr. H[oumark] i Politiken 5.5. s.å. Kn. Bokkenheuser: Og årene svandt, 1933 119 121–27. Chr. Olsen-Torpelund i Fra Holbæk amt, 1954 105–16.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Orfeus
i græsk mytologi en sanger og profet fra Thraki ...Artikel i Den Store Danske
Mignon
(af fr. mignon 'yndig; yndling'), skikkelse ...Artikel i Den Store Danske
Maskarade
opera i tre akter af Carl Nielsen til tekst af ...Artikel i Den Store Danske
Eugen Onegin
lyriske scener (opera) i tre akter af Peter ...Artikel i Den Store Danske
Octavian
se Gajus Julius Caesar Octavianus . ...Artikel i Den Store Danske
Madame Butterfly
Madama Butterfly, opera i tre akter af Giacom ...Artikel i Den Store Danske
Carmen
opera af  Georges Bizet med tekst af Henri M ...Artikel i Den Store Danske
Rosenkavaleren
ty. Der Rosenkavalier, opera i tre akter af R ...Artikel i Den Store Danske
Eurydike
i græsk mytologi Orfeus' elskede, som han forgæves ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
RNeii
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki