Marius Jacobsen, 14.12.1894-11.11.1961, operasanger. Allerede som barn kom Marius Jacobsen til København hvor han 1914 blev sat i malerlære og udviste en sådan dygtighed i sit fag, at han fik tilkendt bronzemedalje for udførelsen af svendestykket. Videre uddannelse søgte han på teknisk skole og på malerskole; men samtidig begyndte han at studere sang, bl.a. hos Anders Brems, og da han på grund af sin klangfulde tenorstemme havde gjort sig fordelagtigt bemærket bl.a. ved en koncert i Tivoli og som medlem af herrekoret Bel Canto, hvis daværende dirigent Vilhelm Poulsen fattede stærk interesse for ham, aflagde han en heldig prøve på Det kgl. teater.

Her debuterede han 19.11.1926 som Rodolphe i Bohême. Stemmen hørte vel ikke til de største, hvad volumen angik; men der var en så egenartet charme over hans fremstilling af den berømte figur at man straks var klar over, at den unge sanger ejede betydelige musikdramatiske evner. Disse forventninger blev ikke skuffede, da Marius Jacobsen 1927 blev ansat ved teatret for hurtigt at blive en stærkt anvendt kraft. Marius Jacobsen, der ikke alene var musikalsk velfunderet, men også forstod at skabe en figur, sang i den tid han tilhørte vor nationalscene, foruden i operaer også med held på grund af sin stemmes lethed og sit elskværdige humør en række partier i syngespil og operetter. Af hans roller kan nævnes Faust, hertugen i Rigoletto, Hoffmann i Hoffmanns Eventyr, Hans i Den solgte Brud, Don José i Carmen, Leander i Maskerade, Fra Diavolo, David i Saul og David, Tamino i Tryllefløjten, grev Almaviva i Barberen i Sevilla, Alfred og prins Orlofsky i Flagermusen, Damon i Majdronningen og baron Schober i Jomfruburet, Don Carlos. Gustav II i Maskeballet og udenfor Det kgl. teater Leopold i Sommer i Tyrol. Han optrådte desuden ved talrige koncerter landet over og virkede som lærer ved operaskolen samt som instruktør bl.a. ved Den fynske opera.

Kongelig kammersanger 1946.

Familie

Marius Jacobsen blev født i Hejlskov, Ørslev kloster sogn, død i København (Rigshospitalet), begravet samme sted (Frederiksberg). Forældre: husmand Matthias Jacobsen (1860–96) og Marie Laub (1860–1922). Gift 10.8.1920 i København (Matth.) med Ingeborg Gudrun Andersson, født 14.9.1896 i København, død 8.10.1976 på Frederiksberg, datter af handelsgartner Gottfried Andersson (1864–1926) og Emma Hansen (1865–1936).

Udnævnelser

R. 1937.

Ikonografi

Mal. af J.G. Ogilvie, samt tegn. 1930 (Teatermus.), begge rollebilleder. Foto.

Bibliografi

Interviews i Berlingske aften 10.11.1951, Dagens nyheder 5.12.1954 og Kristeligt dagblad 9.12. samme år. Marius Jacobsen i Sådan blev jeg det, red. Aage Heinberg, 1953 162–73. – Aftenbladet 14.11.1951. Nationaltidende 18.11. samme år. Ax[el] K[jerulf] i Politiken s.d. og 14.12.1954.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig