Dansk Biografisk Leksikon

Niels Juel Simonsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Niels Juel Simonsen,  16.5.1846-25.5.1906, operasanger. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet på Frbg. (Solbjerg). Da moderen døde, opløstes hjemmet, og børnene optoges i forskellige familier. S. kom tre år gammel i huset hos musiklærer Guldager i Ringsted hvis navn han bar i sin opvækst. Skønt meget musikalsk og i besiddelse af et stort stemme-materiale ville han være landmand og blev forvalter på Landsledgård på Møn. Atten år gammel deltog han som frivillig i krigen 1864 ved det Aarøeske strejfkorps, og oplevelserne her gav ham hele livet en stærk national indstilling. Krigen kaldte sangeren frem i ham idet han dannede et sangkorps og fik tillid til sin stemme. Efter felttogets afslutning gav Henrik Rung ham nogen vokal uddannelse og skaffede ham plads i koret ved Det kgl. teater, og samtidig antog han på ny navnet S. der havde en god klang i musikverdenen fra forældrenes virketid. I de trange år som nu fulgte opdagede F. L. Høedt hans naturbegavelse og instruerede ham til Hans Heiling i H. Marschners opera af dette navn der ikke alene blev hans debut (4.11.1868), men en af hovedopgaverne i det mægtige repertoire som ventede ham; han sang den endnu på sin jubilæumsaften 25 år senere.

Den halvt dæmoniske, halvt menneskelige helt klædte S. hvis sceniske styrke var mandighed og vilje, og der var i hans klangfulde baryton en romantisk dragende magt som fik tilhørerne til at bære over med hans mangelfulde sangteknik og hans ejendommelige, på en gang voldsomme og afstumpede bevægelser som han aldrig blev herre over. Ved hjælp af sin stemme der "ejede metalklangens lyse og violoncellens mildt dækkende farve" (Angul Hammerich), og sin musikalske blodrigdom formede S. virkningsfulde teaterskikkelser på et omfattende område, fra Glucks Agamemnon og Orestes til Mozarts Figaro og Rossinis Wilhelm Teil der blev en af hans ungdoms mest klædelige skikkelser. Enkle, faste linjer karakteriserede hans fremstillinger som altid vidnede om musikalsk instinkt, men ikke om den refleksion der trænger ind i komponistens intention. For umiddelbart følelsesliv havde S. troværdigt udtryk, godmodigt stemningsmenneske uden megen forstand som han selv var. Marsk Stig i Drot og Marsk, kreeret af ham 1878, betegnede et højdepunkt i hans naturkunst, en storladen inkarnation af den i ærlighed opbrusende danske mand som vi kender fra folkeviserne. For hjemlige komponister var S. en overordentlig støtte ved den enkle kraft han nedlagde i kong Valdemar i Tove, Nureddin i Aladdin, Sverkel i Liden Kirsten, titelrollen i Frode og Saul i Saul og David. Den sidste rolle var hans kunstneriske svanesang; der var gammeltestamentlig patos over ham, og Carl Nielsen takkede ham "for hans glimrende storslåede og dybtfølte fremstilling". Uden lune strejfede S. ind på det komiske område, bl.a. som Figaro i Barberen i Sevilla, men det var i den store opera han vandt sin ubestridte plads, fx hos Verdi som Rigoletto, greven af Luna i Troubadouren, faderen i Traviata, Amonasro i Aida, Falstaff og Jago og hos Wagner Wolfram i Tannhäuser, Telramund i Lohengrin, Hans Sachs i Mestersangerne og Den flyvende Hollænder hvor hans udtryk for det dæmoniske, der undertiden kunne føre ham ud i parodien, var behersket og derfor virkningsfuldt. Naturmagten i hans musikalske personlighed bar ham frelst over den kritik der ikke mindst af Charles Kjerulf blev rettet mod hans syngen staccato og hans besynderlige tekstudtale (fx "fliv" for "flyv" og "sister" for "søster") der fremkaldte lunerige parodier af Peter Fjelstrup i "Lille Faust" og Frederik Jensen i revyvisen "Kender du Danmark?" Men malmrøsten sejrede instinktmæssigt over andre sangeres mere udviklede teknik.

Uden for scenen var S. hvad H. C. Knudsen havde været under Frederik VI og Christian Hansen for Frederik VII, en vennesæl kongens og folkets sanger der ødselt udkastede sin stemmepragt ved utallige koncerter og sangstævner landet over og derved vandt uhyre popularitet. Hans toner vældede frodigt fra det brede bryst, og hans hjertes vibration bevægede altid menigmand når han sang til fædrelandets pris. Han var en usammensat karakter, festligt anlagt, repræsentativ, barnlig-forfængelig, men også godmodig og hjælpsom. Disse egenskaber og hans nationale sindelag, landmanden og landsoldaten i ham, førte ham frem til formandspladsen for våbenbrødrene, og som leder af Skuespillerforeningen af 1879 (1882–95) gjorde han et stort grundlæggende arbejde. Han optrådte sidste gang 8.3.1906 i en af sine stilfærdige opgaver, harpespilleren Lothario i Mignon, som sammen med Hans Heiling, Valentin i Faust og Marsk Stig hørte til hans mest populære figurer. – Kgl. kammersanger 1874. Kgl. ansat 1885.

Familie

Forældre: kgl. kapelmusicus Sophus S. (1810–57) og kgl. kammersanger Catharine Elisabeth Rysslaender (Catharine S.) (1816–49). Gift 11.5.1869 på Frbg. med Cecilie Elisa Laura Eulalia Bjørn, født 18.11.1835 i Glumsø, død 21.4.1920 i Kbh., d. af kaptajn Peder Christian B. (Biørn) til Frederikseg (1787–1868) og Cathrine Antoinette Guldager (1805–87).

Udnævnelser

R. 1879. F.M.l. 1893. DM. 1899.

Ikonografi

Træsnit 1873 efter foto. Mal. af P. S. Krøyer, 1874 (Det kgl. teater). Buste af L. Prior, 1877 (Teatermus.). Træsnit af G. Pauli, 1879, efter foto, litografi af I. W. Tegner, 1889, efter samme. Træsnit i rolle 1880 efter tegn. af K. Gamborg. Tegnet i rolle af E. Henningsen, 1883 (Teatermus.), efter denne træsnit af F. Hendriksen. Malet i rolle af P. S. Krøyer, 1885 (Teatermus.). Silhouet af E. Ljung, 1886. Træsnit 1887 efter foto. Afbildet på satirisk tegn. i Oldfux 1887. Træsnit af H. P. Hansen, 1888. Malet i rolle af Krøyer, 1888 (Teatermus.). Mal. af samme, 1893 (sst.). Tegnet i rolle af V. Rosenstand, 1896 og af E. S., s.å. (begge sst.). Træsnit af A. Bork, 1899 efter foto. Tegn. af A. Aae, 1901 (Teatermus.). Malet i rolle af V. Rosenstand, 1902 (Det kgl. teater). Tegn. af Max Müller, 1903 (Teatermus.). Buste af Anne Marie Carl Nielsen, 1904 (Kolding mus.; Det kgl. teater; Teatermus.) og udst. 1910. Tegn. af Alfred Schmidt 1904–05 (Fr.borg.). Radering af Jul. Rosenbaum, 1906. Afbildet på E. Henningsens mal. Foran det kgl. teater, udst. 1907 (Det kgl. teater) og på forarbejde dertil. Karikatur af Sophus Jürgensen og af Alfred Schmidt (Teatermus.). Tegnet i rolle af E. Krause (sst.). Træsnit i rolle bl.a. af H. P. Hansen. Akvarel i rolle af C. Bayer (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

N. J. S. i III. tid. 26.2.1899. – Sst. 5.11.1893. Gustav Hetsch og Max Müller sst. 3.6.1906. S. Levysohn i Teatret II, 1902–03 1–5. Ch. Kjerulf: Erindr. II. Gift og hjemfaren, 1917 74–77. Gerda Christophersen: Memoirer, 1919. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I-V, 1921–30. Samme: Det kgl. teaters hist. 1890–92, 1970 (i reg. kid. H. P. Simonsen). Peter Gradman i Berl.aften 22.3.1938. – Papirer i Teatermuseet.

Læs også om Niels Juel Simonsen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Niels Juel Simonsen
Niels Juel Simonsen
1846-1906, dansk baryton. Niels Juel Simonsen ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Faust
den trolddomskyndige og forvorpne intellektue ...Artikel i Den Store Danske
Aladdin
figur fra eventyret om Aladdin og den vidunderl ...Artikel i Den Store Danske
Orestes
i græsk mytologi søn af Agamemnon , hvis død ...Artikel i Den Store Danske
Sevilla
provins i Andalusien i Sydspanien; 14.001 km ...Artikel i Den Store Danske
Lohengrin
romantisk opera i tre akter af Richard Wagner ...Artikel i Den Store Danske
Hammerich
to danske slægter. Fra borgmester i Eckernför ...Artikel i Den Store Danske
Christian Hansen
1803-1883, dansk arkitekt. Christian var lige ...Artikel i Den Store Danske
Frederik Jensen
1863-1934, dansk skuespiller, debuterede 1881 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
RNeii
18/07/2011
  • Læst 882 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki