• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finn Viderø

Oprindelig forfatter NSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Finn Viderø, 15.8.1906-13.3.1987, organist, komponist. Født i Fuglebjerg. Efter studentereksamen 1923 fra Sorø indledte V. studier i musikvidenskab ved Kbh.s univ. og gav sig i lære hos Alexander Stoffregen på klaver, hos Mogens Wöldike på orgel og hos Jens Peter Larsen i musikteori. 1926 aflagde V. organisteksamen som privatist ved Det kgl. danske musikkonservatorium og bestod 1929 magisterkonferens i musikvidenskab. 1928 blev han organist ved tysk-reformert kirke, 1941 ved Jægersborg kirke, 1947 ved Trinitatis kirke og var 1971-76 ved Skt. Andreas kirke. 1930 studerede han klanganalyse hos Eduard Sievers (Leipzig) og 1930 orgelspil hos Charles Letestu (Hamburg). V. var allerede da blevet stærkt fængslet af de bestræbelser inden for tysk orgelbygning og orgelspil der sigtede mod genoplivelse af baroktidens idealer på disse felter, støttet bl.a. gennem restaurering af 1600- og 1700-tallets tyske orgler og gennem nybygning af orgler inspireret af baroktidsorglernes teknik og dispositioner, en virksomhed der herhjemme succesrigt blev indledt af Sybrand Zachariassen fra det 1806 grundlagte højt ansete orgelbyggeri Marcussen & Søn i Åbenrå. I kraft af sin kunstneriske og sin tekniske og historiske indsigt blev V. en af foregangsmændene i den orgelbevægelse som hurtigt voksede sig stærk og som betød en rigere og sandere udførelsesmulighed for bl.a. Diderich Buxtehudes og J. S. Bachs orgelværker. På afgørende vis kom V.s indsats til at præge orgelspillet i Danmark og hans fortolkning blev så at sige normgivende. Gennem egne koncerter (mere end 1 000), gennem hundredvis af grammofonindspilninger og gennem pædagogisk indsats blev han en dominerende personlighed i dansk kirkemusik og højt værdsat også uden for landets grænser, ikke mindst i USA (gæsteprofessor ved Yale University 1959-60, ved North Texas State University 1967-68 og ved en halv snes internationale orgelkurser i Finland, Norge, Tyskland og USA). Sin lærergerning her i landet har han i vid udstrækning udøvet privat, også over for en lang række norske og amerikanske stipendiater, og som knyttet til Kbh.s univ.s musikvidenskabelige institut 1935-74 (med en kortere afbrydelse) i harmonilære, generalbasspil, orgel- og cembalomusik, ved konservatorierne i Esbjerg og Odense 1965-67 og ved Det kgl. danske musikkonservatorium 1968-76. V.s ry som en af sin tids betydeligste orgelkunstnere har været omrammet af talrige officielle anerkendelser, deriblandt Buxtehudeprisen 1964 og den teologiske æresdbktorgrad ved Åbos akademi s.å. Hans kunstneriske indsats som orgelspiller og i vid udstrækning også som cembalist har desuden affødt en lang række betydningsfulde artikler om orgler, orgel- og cembalomusik, af pædagogiske arbejder bl.a. en orgelskole (m. Oluf Ring, 1933, ny udg. 1962) og dansk bearbejdelse af Bartoks og Reschofskys klaverskole, 1950. Som medarbejder har han deltaget i udgivelsen af 130 melodier til salmebog for kirke og hjem, 1936, to bd. orgelmusik 1938 og 1963, Gamle danske viser I_V, 1941-42 og Festsange, 1947 (ny udg. 1960). V.s levende optagethed af det gregorianske melodistofs genindførelse i den danske kirkes tidebøn har fundet udtryk i hans medvirken ved udgivelsen af Dansk tidebog, 1961, og Det danske antifonale I–II, 1971 og 1977. V.s kompositioner omfatter i første række kirkemusik, deriblandt tre samlinger salmeforspil, Passacaglia for orgel, Adventspil, 1964, sange og udsættelser af folkeviser.

Familie

Forældre: sagfører Johan Carl Poulsen (1855-1919; navneforandring til V. 1916) og Johanne Vater (1869-1933). Navneforandring 16.8.1916. Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Kristeligt dagbl. 29.12.1948, 2.8.1949, 18.1.1964 og Berl. aften 9.5.1959. – Politiken 15.8.1956. Rob. Naur sst. 19.1.1959 og 15.8.1966. Berl. tid. 15.8.1966, 14.8.1976 og 14.8.1981.