Gottfred Matthison-Hansen, Johan Gottfred Matthison-Hansen, 1.11.1832-14.10.1909, organist, komponist. Født i Roskilde, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). M.-H. fik sin første musikundervisning af faderen i Roskilde og af W. Barth i Kbh. 1850 blev han student fra Roskilde og begyndte at studere jura hvilket han opgav 1855 for helt at hellige sig musikken. Allerede n.å. debuterede han ved en orgelkoncert i Malmö, og i de følgende år gav han adskillige koncerter i ind- og udland, således 1877 i Hannover, 1878 i Leipzig, 1884 i Weimar hvor han sluttede venskab med Fr. Liszt. 1874-77 gav han ca. 100 koncerter i danske købstæder. 1859 ansattes han som organist ved Frederiks tyske kirke, 1871 forflyttedes han til Skt. Johannes kirke og 1881 overtog han embedet ved Trinitatis kirke efter A. P. Berggreen. 1867 blev han lærer ved musikkonservatoriet, først i orgelspil, fra 1884 også i klaverspil. Fra 1900 virkede han som direktør indtil sin afgang 1905. Han var en fortrinlig orgelspiller, på én gang virtuos og højt kultiveret kunstner. En afgørende indsats i det københavnske musikliv ydede han med sine eftermiddagskoncerter i Trinitatis kirke som han fra 1883 - og i omtrent tyve år derefter - afholdt tre-fire af hvert år, og hvor han ikke alene spillede klassisk orgelmusik, men også - som den første her hjemme - fremførte værker af César Franck, A. Guilmant og C. M. Widor. Han var en af de første og ivrigste hjemlige Wagnerianere, og i sin musik står han den Wagner-Lisztske retning langt nærmere end den Gade-Hartmannske. Der foreligger adskillige orgelværker fra hans hånd, bl.a. Zwei Orgelkompositionen, op. 25, og Nun ruhen alle Wälder. Concertstück. op. 31, og desuden en klavertrio, op. 5, Drapa for Orkester, op. 9 (klaverudtog i Samf. til udg. af dansk musik), Aandelige Sange og adskillige klaverstykker. - Tit. professor 1891.

Familie

Forældre: domorganist Hans M.-H. (1807-90) og Petrea C. Stenersen (1805-81). Navneforandring 25.11.1859. Gift 4.5.1866 i Kbh. (Vartov) med Helga Maria Müller, født 28.10.1841 i Ribe, død 12.12.1919 i Kbh., d. af sognepræst, sidst i Bjørnsholm, seminarieforstander Ludvig Chr. M. (1806-51) og Hanne H. Hjorth (1814-98). - Halvbror til Waage M.-H.

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1909.

Ikonografi

Træsnit 1883. Mal. af A. Jerndorff, 1898 (Fr.borg). Relief af Niels Holm udst. 1910, og af Carl Martin-Hansen udst. 1914. Relief af C. Martin-Hansen på graven. Foto.

Bibliografi

Emil Reimer i Dansk kirkemusikertid., 1921 87-90 (om slægten). G. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s begyndelse, 2. udg. 1917 206-09. Gustav Hetsch: Det kgl. da. musikkonservatorium 1867-1917, 1917 71-74. P. S. Rung-Keller i Organistbl., 1974 177-82. - Levnedsberetning i ordenskapitlet. - Musikmanus, i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig