Kai Senstius, Kai Helmer Senstius, 15.12.1889-1.8.1966, organist, komponist. Kai Senstius der var uddannet hos bl.a. Paul Hellmuth, Otto Malling, Anton Svendsen og Albert Orth var elev på Det kongelige danske musikkonservatorium fra 1909 hvor han studerede violin- og orgelspil og tog organisteksamen 1911. Derefter virkede han indtil 1924 som lærer på Bornholms højskole og som leder af flere sangkor og orkesterkoncerter på Bornholm. 1924 blev han organist ved Vor Frue kirke i Odense, senere tillige kantor. I Odense udfoldede han en betydelig aktivitet også uden for sin kirke, bl.a. som musik- og sanglærer ved Odense katedralskole og ved Skt. Knuds gymnasium, som leder af Odense madrigalkor, Odense korforening og herrekoret Arion og som kredsdirigent i Dansk korforenings Fynskreds.

Det Anckerske legat, som tildeltes ham 1934, førte ham på en frugtbar studierejse året efter. Han var tillige en effektiv initiativtager ved dannelsen af Odense byorkester. Som koncertgiver specialiserede Kai Senstius sig i høj grad om Palestrinatidens vokalpolyfoni og om hovedværkerne af barokkens oratorier og fik derigennem betydning for hele det fynske koncertliv. Ind imellem fik han lejlighed til også at opføre adskillige af sine egne kompositioner der omfatter over et halvt hundrede opus inden for alle musikkens genrer.

Han startede allerede i Bornholmstiden da han debuterede med Tre danske sange som vandt førstepris i en konkurrence, hvor bl.a. Carl Nielsen og P.E. Lange-Müller sad i bedømmelsesudvalget. Hans tonesprog er velskrevet og flydende og udviklede sig fra senromantikken til en moderat modernisme med rødder i de bedste traditioner. Som komponist var Kai Senstius trods afbrydelse af alvorlig sygdom virksom til det sidste. Man sporer en vis påvirkning af den beundrede Carl Nielsen og dennes kunstneriske idealer. Af hans værker kan nævnes operaen Dionysosfesten, 1911, skoleoperaen Den danske stil, 1942, balletten Cosmos, 1932, en betydelig række oratorier og kantater, symfonier og andre orkesterstykker, samt mange kammermusikværker for alle mulige besætninger, orgel- og klaverværker, solo- og korsange. Mange af hans værker har været opført i udlandet og i radio.

Han beklædte adskillige tillidsposter i det danske musikliv, deriblandt som bestyrelsesmedlem i Danmarks sanglærerforening og i Dansk organist- og kantorsamfund. Kai Senstius har modtaget Lange-Müller-legatet, Raben-Levetzaus og det Anckerske legat. Kai Senstius har haft indgribende betydning for det fynske musikliv.

Familie

Kai Senstius blev født i København, død i Odense, begravet samme sted (Assistens Kirkegård). Forældre: lærer Georg Jacob Senstius (1856–1926) og H. Louise Rasmine Hendriksen (1868–1947). Gift 17.4.1914 i Vanløse kirke med Karen Sofie Hansen, født 27.7.1886 i København (Matt.), død 31.12.1974 i Odense, datter af blomsterhandler Peder Christian Hansen (født ca. 1857) og Olivia Marie Sten Jensen (født 1860).

Udnævnelser

Ridder af Dannebrogordenen 1952.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig