Thomas Schattenberg, f. ca. 1580, organist. Født i Flensborg. S. opholdt sig, vel sagtens for at afslutte sine musikstudier, 1601–02 i Hamburg og rejste 1604 fra sin fødeby til Kbh. hvor han s.å. ansattes som organist ved Nikolaj kirke. Om hans liv er ellers lidet kendt, men han har dog sat sig spor i dansk musiks historie gennem nogle kompositioner der, selv om de ikke hæver sig til nogen betagende kompositorisk flugt, viser S. som en dygtig og smagfuld musiker der behersker tidens tonesprog og som ikke er ukendt med dens nyeste strømninger. 1620 kom en firstemmig motetsamling Jubilus S. Bernardi de Nomine Jesu Christi med undertitlen Cantiones sacrae, og 1622 fik han trykt en samling trestemmige madrigaler Flores amoris hos J. Hantzsch i Kbh. Af denne samling fandtes, indtil den under anden verdenskrig synes at være gået tabt, dele af andenstemme og understemme i statsbiblioteket i Berlin. Teksterne stammer for en del fra den såkaldte Frankfurter (eller Ambraser) Liederbuch, Frankfurt 1582. 1623 skal i Stettin være kommet endnu en samling firstemmige Cantiones sacrae, hvorom dog intet nærmere er oplyst men som formentlig er identisk med ovennævnte.

Familie

Forældre: rektor, senere provst Thomas S. (død 1604) og Karstine Uke.

Bibliografi

André Pirro: Dietrich Buxtehude, Paris 1913 10 41. Des Johs. Reinhusen Annales Flensburgenses 1558–1604, udg. Fr. Gundlach, Kiel 1926 = Quellen und Forsch, zur Familiengesch. Schlesw.-Holst.s I. Johs. Bolte: Deutsche Lieder in Dänemark, Berlin 1927 = Sitzungsberichte der preuss. Akad. der Wissensch. Philos.-hist. Kl. 187f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig