Israel Gottlieb Wernicke, 2.2.1755-3.3.1836, pianist, kapelmester. Født i Bergen, død i Jordrup, begravet sst. W. blev student 1771 fra Bergen og kom til Kbh., hvor han vakte opsigt som en meget ferm klaverspiller der bl.a. også optrådte ved hoffet. Det er typisk for W.s hele indstilling, at han ganske særlig gjorde sig bemærket ved at spille "de sværeste Sager af Sebastian Bach". Al hans higen gik i det hele taget ud på at blive betragtet som en grundlærd musiker. Ved hoffet og på teatret var man netop i færd med at se sig om efter en passende erstatning for den alderstegne kapelmester Paolo Scalabrini, og man har åbenbart haft opmærksomheden henvendt på den unge W. der sandsynligvis med held havde akkompagneret i kapellet. 1780 fik han således kgl. understøttelse til en udenlandsrejse, til hvilken også teatret bidrog økonomisk. Turen kom dog ikke til at gå længere end til Berlin hvor han kastede sig over kontrapunktiske studier hos den berømte teoretiker og pædagog J. Ph. Kirnberger, mens den dramatiske musik egentlig ikke synes at have øvet nogen større tiltrækning på ham. Fordybet i disse studier modtog han 1781 kaldelsen til kapelmesterembedet ved teatret. Gagen var ikke flatterende, da han skulle nøjes med den tilbageblevne halvdel af Scalabrinis løn, en indtægt der dog forøgedes ved, at han også overtog en akkompagnatørplads der lige var blevet ledig i kapellet. Hans ansættelse blev imidlertid en stor skuffelse. Den nye kapelmester var på ingen måde pladsen voksen og stod ydermere ganske uforstående over for de rige fremskridt som netop på den tid viste sig inden for den dramatiske musik. Det var således typisk for ham, at han senere antog en ganske afvisende og ikke så lidt arrogant holdning over for J. A. P. Schulz' syngespil, ligesom han kaldte Joseph Haydn for en nar og charlatan og W. A. Mozart "en blot Naturalist, en planløs og uren Smører". Når hoffet og teaterledelsen fandt det belejligt at ansætte W., skyldtes det sikkert i nogen grad påvirkningen fra Johannes Darbes der var blevet udnævnt til "Professor og Inspektør i Musikken", og som sikkert ikke ønskede en anset kapelmester der sad inde med for stor en autoritet og derigennem kunne sætte ham i skygge. Ved hofkoncerterne der i så høj grad florerede under Christian VII gjorde W. sig bemærket som komponist til operalignende kantater som Ramdeo Rhator, et indisk sujet, og Furius Camillus, ligesom han også arrangerede forskellige kantater til italiensk musik; endvidere gav han bidrag til Schiørrings samling af selskabssange. Forholdene i kapellet vakte med rette mere og mere utilfredshed, og man begyndte at lægge forskellige vidtgående reformplaner, i hvilke den tyske komponist og gæstekapelmester J. G. Naumann var den drivende kraft. Det skulle netop blive disse reformplaner der ved kapelordningen 1786 førte til W.s afskedigelse efter seks års tjenestetid. Selve hans personlige egenskaber har sikkert også bidraget til denne udgang; den afgåede kapelmester karakteriseres bl.a. på følgende måde: "Han var capricieus og havde derfor faaet sin Afsked fra Kapellet". Ved sin afgang blev han dog behandlet særdeles godt, idet han beholdt sin gage og desuden fik løfte om pensionen efter Scalabrini, der dog først døde 1803 som en 90-årig olding. W. der stadig blev anset for at være en overmåde lærd musiker, og som nogle endog ville gøre til professor i musik ved universitetet, drog kort efter afskedigelsen til Kolding. Han havde god forstand på landejendomme og købte og drev først Lærkegård på Hjortespring hovedgårds mark og senere en anneksgård i Jordrup på Koldingegnen. Trods alt havde han dog ikke opgivet at hævde sig som musiker. Da der 1818 blev udskrevet en konkurrence om en melodi til Juliane Marie Jessens priskronede nationalsang deltog W., selv om arbejdet forekom ham "herkulisk". Han skrev i denne anledning flere breve hvor han bl.a. kommer med stærke og hånende udfald mod de formodede konkurrenter som Claus Schall og Søren Wedel.

Familie

Forældre: organist ved domkirken Johann Gottlieb W. (ca. 1718-75, gift 2. gang 1766 med Giertud Margarethe Jespersdatter Omsen, 1721-91) og Justina Rhode (død 1766). Gift senest 1790 med Charlotte Louise Breetz, født 3.1.1763 i Berlin (Garn.), død 10.6.1853 i Kolding, d. af soldat i det Bevernske regiment Johann Friedrich B. og Anna Louisa Simon.

Bibliografi

J. H. Bärens: Noticer for musiklibhavere, 1811. V. C. Ravn i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundred-årsdag I, 1886. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Nils Grinde: Norsk musikkhist., Oslo 1971 (3. udg. 1981).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig