Dansk Biografisk Leksikon

Else-Marie Hansen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Else-Marie Hansen, Else-Marie Juul Hansen,  19.10.1904-12.8.2003, operettesanger, skuespiller. Else-Marie Hansen dansede ballet fra sit femte år (hos Agnes Nyrop Christensen) og kom som niårig til Tivolis pantomimeteater hvor hun efterhånden avancerede til at spille Colombine. Senere blev hun ansat på Casino hvor hun dansede og sang i koret. Sin første sangundervisning fik hun af Per Biørn og Kirstine Linnemann. 1927 debuterede hun i operetten No, no, Nanette på Fønixteatret. Hendes store sceniske talent, hendes sunde naturlige sopranstemme og et særdeles fordelagtigt ydre skaffede hende straks en succes og popularitet hos københavnerne som har holdt sig usvækket siden da. En kort tid var Else-Marie Hansen knyttet til Scala, men vendte 1929 tilbage til Fønixteatret for at spille titelrollen i operetten Friederike. De næste syv, otte år havde hun engagementer på forskellige københavnske teatre med hovedroller i sangspil og operetter hvoraf kan nævnes Forår i Heidelberg, Jomfruburet, Hjerter i valsetakt og Den glade enke – i samspil med kunstnere som Frederik Jensen, Edgar Hansen, Erling Schroeder o.a. I disse år slog hun sit navn fast som en af vore bedste operettesangere, men det var nok først i 1938 hvor hun på Nørrebros teater (under C. Biering-Petersen) fik Hans Kurt som partner at hendes egentlige storhedstid oprandt. Parret Else-Marie og Hans Kurt blev en institution i det københavnske musikliv, og en lang række operetter gik de følgende år med dem som hovedkræfter over den nørrebroske scene: Balaleika, Grevinde Maritza, Czardasfyrstinden, Valsedrømme, Dollarprinsessen, Zigeunerbaronen. Cirkusprinsessen, Grevinden af Nørrebro og Som i ungdommens vår. Else-Marie Hansen og Hans Kurt havde i denne tid de samme sanglærere, Ludwig Jubelsky og Magnus Andersen, og dette har sikkert været væsentligt medvirkende til parrets brillante udførelse af de mange hovedroller. Efter Nørrebros teater fulgte nogle år på Det ny teater, stadig med Hans Kurt som partner, hvor højdepunktet var opførelsen af Den glade enke i 1944. Parrets popularitet blev yderligere befæstet ved koncertturneer i det ganske land – under og efter krigen – samt ved talrige radioudsendelser. I 1948 sang Else-Marie Hansen Mimis parti i operaen La Boheme (Odense teater), men ellers var det indtil 1953 de klassiske operetter og de moderne musicals som hun varetog hovedpartierne i, fx Røverne (Friluftsteatret 1948), Gadeprinsessen (Nørrebros teater 1948), Adam og Venus (Tivolis Glassal 1948), Oklahoma (Nørrebros teater 1949), Annie, get your gun (Århus teater 1950-51, Odense teater 1951), South Pacific (Stockholm 1952), Flagermusen (Odense 1952), Czardasfyrstinden (O-dense, nu med Holger Juul Hansen som medspillende). Herefter tilbage til København: Sommer i Tyrol, Den glade enke og Åh, min papa (Frederiksberg teater 1953). Nu besluttede Else-Marie Hansen at opgive operettens store flotte damer og påtog sig kun de mindre partier, men samtidig gled hun naturligt over i skuespillerfaget, og hun udførte siden 1953 på glimrende vis  karakterroller på såvel Kbh.s som provinsens teatre, bl.a. i disse lystspil og skuespil: Luften er svanger. Sladder, Figenbladet, Afdøde Jonsen, Hver ting til sin tid. En tagsten i hovedet. På et hængende hår. Hun stoppede først sin teaterkarriere omkring 1990. I Radio- og TV-teatret blev Else-Marie Hansen meget anvendt, sidst i TV-serien Matador (1978-81) hvor hun spillede konsulinde Holm. Også i en lang række film medvirkede hun. Hun indspillede talrige grammofonplader med operettesange.

Else-Marie Hansen udførte alle dage sit arbejde i teatrets tjeneste med den allerstørste flid, pligtopfyldenhed og akkuratesse, uden at det på noget tidspunkt gik ud over hendes umiddelbarhed, hendes naturlige smittende humør og hjertevindende charme.

Familie

Else-Marie Hansen er født i København (Helligkors) og døde i København; hun er begravet på Bispebjerg kirkegård, ny fællesgrav.

Forældre: skomagermester Hans Frederik Hansen (1875-1946) og kammerpige Maren Jensigne Nielsen (1875-1951). Gift 23.12.1952 i Kbh. (Solbjerg k.) med skuespiller Holger Juul H., født 14.8.1924 i Nyborg, død 19.3.2013, s. af bogholder Hans Holger H. (1896–1947) og Christine Juul Christensen (født 1894). Ægteskabet opløst 15.7.1965.

Ikonografi

Mal. af M. Ulvig, 1944. Tegn. af Hans Bendix. Foto.

Svend Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 14.7.1977.

Læs også om Else-Marie Hansen i Gyldendals Teaterleksikon og i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Else-Marie Hansen
Else-Marie Hansen
eller blot Else-Marie , 1904-2003, dansk skuespille ...Artikel i Gyldendals Teaterleksikon
Else-Marie
opr. Else-Marie Hansen , fra 1952 Else-Marie ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Scala
koncert-, varieté- og danseetablissement over fo ...Artikel i Den Store Danske
Oklahoma
stat i det sydlige USA; 181.048 km 2 , 3,75 m ...Artikel i Den Store Danske
Heidelberg
by 18 km sydøst for Mannheim i den tyske dels ...Artikel i Den Store Danske
Frederik Jensen
1863-1934, dansk skuespiller, debuterede 1881 ...Artikel i Den Store Danske
akkuratesse
(af ty. Akkuratesse , it. accuratezza ), nøjagtigh ...Artikel i Den Store Danske
Casino
... Kasino , Københavns første privatteater, ...Artikel i Den Store Danske
Erling Schroeder
1904-1989, dansk skuespiller, sceneinstruktør og ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SvSaa
18/07/2011
  • Læst 684 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki