Kaspar Förster, 28.2.1616-1.3.1673, sanger, komponist. Født i Danzig, død i klosteret Oliva ved Danzig. F. arbejdede oprindelig i faderens boghandel i Danzig, men blev tidligt påvirket af hans musikalske interesser. Faderen, Kaspar F. d.æ., var forkæmper for den nye italienske, operaprægede stil i kirkemusikken og kom med disse synspunkter i offentlig strid med sin kollega, organisten ved Mariekirken Paul Siefert der som elev af den hollandske fugamester J. P. Sweelinck forsvarede den strengere, polyfone tradition. F. d.æ. har ikke efterladt sig nogle kompositioner, men det må antages at han har været lærer for sin søn F. d.y., indtil denne kom til videreuddannelse hos den familien nærtstående, italienske kapelmester Marco Scacchi der ledede hofkapellet i Warszawa. – F. berømmes i samtiden som sanger (en baryton med stor tone og vidt omfang) og fik, efter en studierejse til Italien, formentlig til Carissimi i Rom, måske også til Venezia – hans hektiske rejseliv fortaber sig både her og senere for flere perioders vedkommende – sin første ansættelse som sanger ved kapellet i Warszawa. Her ledede han tillige opførelsen af flere italienske operaer.

Efter et nyt besøg i Italien, denne gang Venezia, blev han 1652 af Frederik III, måske især på foranledning af den musik- og balletglade dronning Sophie Amalie, ansat som sanger ved og leder af hofkapellet i Kbh. med den særlige opgave efter de økonomisk trange tider at rekonstruere hofkapellet efter italiensk og fransk forbillede. I første omgang var han i Kbh. i tre år. Vurderingen af ham kan aflæses af hans efter tidens forhold fyrstelige gagering med 1.000 rdl. årlig. Derefter overtog han faderens gamle embede som kantor i Danzig, men også her kun for kort tid. 1657 tog han påny til Venezia og udmærkede sig denne gang specielt som officer i Venezias krig mod tyrkerne, for hvilket han som belønning udnævntes til ridder af Set. Marcus ordenen. 1661-68 var han atter i Kbh. som leder af hofkapellet. Herfra gjorde han forskellige rejser, især til Hamburg, hvor hans værker ifølge Matthesons "Ehrenpforte" var højt skattede, og i Kbh. blev han en søgt lærer for udenlandske komponister, således for den fremtrædende kantatekomponist J. Ph. Krieger fra Weissenfels. 1668 flyttede han tilbage til sit hjemland, til Oliva ved Danzig, hvor han døde 1673.

F. har i sjælden grad været igangsættende både som administrativ leder og som komponist. Det lykkedes ham at genskabe det danske hofkapel, og ved at ansætte fremtrædende udenlandske, især'italienske, sangere og kapeldrenge skaffede han hofkapellet et betydeligt ry, og i sine korte ophold i hjembyen Danzig nåede han ved sit organisationstalent at skabe et musikliv der betegner kulminationen af det iøvrigt rige musikliv i Danzig i 1600-tallet.

Som komponist er han avantgardist for sin tid, repræsentant for den nye bel cantoprægede, dramatisk bevægede stil. Han skrev operaballetten IlCadmo (Kbh. 1663) og andre store hofballetter efter fransk mønster, i hvilke damer og herrer af det højere aristokrati med dronning Sophie Amalie i spidsen optrådte sammen med den meget yndede franske sangerinde Mile la Barre og andre skuespillere af profession. Det har sikkert også været på F.s tilskyndelse at en række strygere ("Violon-Banden") under ledelse af pariseren Pascal Bence blev ansat ved hoffet som en afspejling af det berømte Violon-ensemble (de 24 "Violons de roy") som hørte til det franske hofs største attraktioner.

Af F.s manuskripter fra hans tid i Danmark er intet bevaret, de er gået til ved Københavns slots brand 1794, og hvad der var bevaret fra Danzig-tiden blev ødelagt under den anden verdenskrig. Tilbage er – som det også gælder hans yngre samtidige Diderik Buxtehude – hvad der kom til Sverige, til kapelmester Gustaf Dübens samling der nu befinder sig på univ.bibl. i Uppsala. Her er bevaret tre oratorier med latinsk tekst, 35 kirkelige kantater med latinsk tekst, heraf 24 solokantater for entre stemmer og 11 korkantater for fire-seks stemmer med instrumenter samt herudover fire verdslige kantater med italiensk tekst.

Nogle af kantaterne er dateret fra 1660erne og kan tænkes af være opført i Kbh. I motivbehandling og i endnu højere grad i den ariose teknik står F. som en formidler af den italienske stil til Norden og Nordtyskland – det er vel tænkeligt at Buxtehude, der viderefører samme stil, i sin embedsperiode i Helsingør der falder sammen med F.s 2. periode i Danmark har kendt til den berømte hofkapelmesters værker. Af F. kendes desuden 6 triosonater der må formodes at være skrevet til Pascal Bences Violon-Bande i Kbh., også de efter italiensk mønster i et originalt og, specielt hvad dissonanser angår, avanceret tonesprog. Kun få af F.s værker foreligger udgivet.

Familie

Forældre: kantor ved det akademiske gymnasium, senere kapelmester ved Mariekirken, boghandler Kaspar F. (ca. 1574-1652, gift 1. gang med enken Catharina, død 1613) og Maria Hintz. Ugift (?).

Bibliografi

Johann Mattheson: Grundlage einer Ehrenpforte, Hamburg 1740 21 73 147. Th. Overskou: Den danske skueplads I, 1854 108. V. C. Ravn i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, 1886 16f 20. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908 16-24 28. A. Hammerich: Dansk musikhist. indtil ca. 1700, 1921. Søren Sørensen: Diderik Buxtehudes vokale kirkemusik, 1958. Samme i Dansk årbog for musikforskn. 1963, 1964 87-100. Friedhelm Krummacher: Die Überlieferung der Choralbearbeitungen in der frühen evang. Kantate, Berlin 1965 = Berliner Studien zur Musikwissensch. X. N. Schiørring: Musikkens hist. i Danm. I, 1977 256-58.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig