Poul Bundgaard, Poul Arne Bundgaard, 27.10.1922-3.6.1998, sanger, skuespiller. Poul Bundgaard debuterede på Nørrebro teater som Dr. Falk i Flagermusen 1947, men da han stilede mod ansættelse ved Det kgl. teater studerede han sang i Rom 1953 og 1957. I 1958 blev han ansat ved teatret, men forlod det 1972 på grund af sygdom og stemmesvigt. Teatret anvendte ham i småroller og han medvirkede i bl.a. Maskarade, La Traviata og Bortførelsen fra Seraillet. Han indgik ligeledes i skuespilrepertoiret og forenede her et naturtalent med en elementær spilleglæde. Dette bevirkede at det med tiden blev filmen der gav de største succeser. Han blev landskendt i titelfiguren i Farinelli, TV 1961 hvor sang og skuespillertalent blev udnyttet særdeles effektivt. Siden blev han meget brugt i TV. Han har medvirket i Juleoperetten 1968 og som skuespiller i TV-teatret hvor hans præstation i Louises hus, 1911 var aldeles glimrende. Også på teatrene spillede han forskellige roller, fx Pozzo i Mens vi venter på Godot, Bristolteatret 1977, og titelrollen i Dr. Knock, 1981.

Hans popularitet skyldtes dog først og fremmest filmen hvor han har virket inden for både folkekomediegenren og seriøse film. Bundgaard medvirkede i over 100 danske film. Blandt komiske roller hører hans rolle som agent i Frede-filmene og som tøffelhelten Kjeld i Olsen-banden, mens han som drankeren i Hærværk, 1978 leverede ypperligt karakterspil. I Honning måne, 1978, havde han også en karakterrolle som den tyranniske far. Bundgaard var meget alsidig, spændende fra revy til drama og komedie. Han sang gerne i kirker og forsamlingshuse og var uhyre populær med mange pladeindspilninger bag sig. Bundgaard døde under optagelserne til filmen Olsen-bandens sidste stik. Filmprisen 1966. Bodil 1978.

Familie

Født i Hellerup, begravet på Mariebjerg kirkegård, Gentofte. Forældre: mejerist Peter Bundgaard (1894-1976) og Ebba Petersen (1899-1977). Gift 27.7.1968 i Gentofte med kgl. solodanser Kirsten Petersen, født 18.3.1936 i Kbh., d. af skræddermester Holger Petersen (1909-81) og Gerda Olsen (1912-75).

Udnævnelser

R. 1982.

Ikonografi

Afbildet i rolle på mal. af Mette Valentin udst. 1977. Foto.

Bibliografi

Poul Bundgaards erindringer: Livet er skønt, 1988. Centa Clemensen: Kære Poul, 1998.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig