Sophie Østergaard, Marie Sophie Arnoldine Østergaard, 8.3.1810-28.3.1866, sanger. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Skønt Ø. kun havde sunget et par måneder hos G. Siboni, der først og fremmest lærte hende den italienske modemusik, gjorde hun dog med sin høje klare sopran stor lykke ved en hofkoncert hos prins Christian 1833. I nov. s.å. drog Siboni sammen med hende og en anden elev, Ida da Fonseca, på en koncertrejse til Tyskland og Holland hvor de to damer havde betydelig succes. På grund af økonomiske uoverensstemmelser skiltes Ø. fra Siboni i London hvor hun havde det held at den forgudede sanger G. B. Rubini fik interesse for hende. Han tog sig ikke alene af hendes videre uddannelse, men sørgede også for at hun for høje honorarer kom til at optræde i de fornemme kredse. Han optrådte for øvrigt selv sammen med hende ved koncerter ved hvilke hun bl.a. sang kvartet sammen med verdensnavne som Madame Viardot Garcia og L. Lablache. 1842-43 foretog hun en større koncertrejse med Rubini og Franz Liszt. Fra Berlin drog hun og Rubini til Rusland hvor den efterhånden europæisk kendte sanger opnåede at blive primadonna ved den kejserlige italienske opera i Moskva for hvilken hun endogså blev en slags direktør. Da hun ikke i længden kunne tåle det russiske klima tog hun 1855 afsked med pension. Hun rejste til Kbh. og levede her til sin død et tilbagetrukket liv. Ø. satte sig et smukt minde i et legat som hun stiftede for trængende kvindelige lærere.

Familie

Forældre: kopist, senere fuldmægtig under rentekammeret Andreas Ø. (1784-1842, gift 2. gang 1837 med Henriette Secunda Gundelach, 1789-1863) og Georgine Dorothea Bryhn (1785-1873). Ugift.

Bibliografi

Dagen, 1841, nr. 200.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig