Dansk Biografisk Leksikon

Claus Schall

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Claus Schall, Claus Nielsen Schall,  28.4.1757-9.8.1835, violinist, komponist. Født i Kbh. (Frue), død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). S. der allerede som barn begyndte at spille violin ved faderens primitive dansekursus blev ved Tyge Rothes hjælp rentekammerdreng. Den kunstnerisk anlagte S. fandt imidlertid ikke behag i denne stilling, og da en kammerat fik ham stærkt interesseret i teatret og dets brogede verden søgte han 1772 ind ved balletten hvor han blev figurant. Han fik hurtigt tildelt små soloer i Barchs balletter, og i øvrigt forøgede han sine sparsomme indkomster ved om sommeren at give danseundervisning i Roskilde og Holbæk og om vinteren musikundervisning i Kbh. Ganske særlig dyrkede han violinspillet hvor han havde fået lidt undervisning af en musikantersvend. Han havde udbytte af at lytte til de store virtuoser der gæstede Kbh., som Lolli og C. F. Müller, og gennem et flittigt selvstudium uddannede han sig til en så habil violinspiller at han allerede i sæsonen 1775–76 blev benyttet i kapellet som ekstramusiker ved "Prøver og Komedier". Ved et tilfælde blev teatrets nye balletmester Vincenzo Galeotti opmærksom på S.s betydelige musikalske evner. På opførelsesdagen for Galeottis ballet Kongen paa Jagt (10.10.1775) skulle der holdes prøve, repetitør Klopfer meldte sig imidlertid syg, og da det ikke var muligt at finde nøglen til nodeskabet spillede S. der havde en fortrinlig musikalsk hukommelse hele musikken fejlfrit udenad på sin violin, ligesom han også om aftenen til alles tilfredshed ledede orkestret ved forestillingen. Man var nu på teatret ganske klar over hans egentlige anlæg; ved Klopfers afgang fik han (1.5.1776) stillingen som repetitør, og 1779 blev han endelig hofviolon. Galeotti der selv havde bragt en del balletmusik til Danmark indså hurtigt at S. netop var den komponist han kunne bruge. 1778 skrev S. melodierne til balletten Bønderne og Herrerne paa Lystgaarden som Paolo Scalabrini instrumenterede for ham. Komposition måtte S. lære væsentlig gennem selvstudium; alt hvad han havde fået af vejledning i så henseende bestod i 24 timers undervisning af koncertmester Johann Hartmann som sammen med sin elev komponerede en violinkoncert, dateret Fredensborg 1780. S.å. optrådte S. for første gang som selvstændig komponist til et større arbejde, Galeottis ballet Kærlighedens og Mistankens Magt der ikke mindst på grund af den iørefaldende musik gjorde megen lykke. Dette blev indledningen til hans store indsats som vor første betydelige balletkomponist. Hans karriere som violinspiller var dog dermed på ingen måde afsluttet; han blev på grund af sine fremragende musikeregenskaber en højt anset orkesterspiller, og da J. G. Naumann 1785 kom hertil for at organisere kapellet, satte han ganske særlig sin lid til "den unge, meget lovende S.". 1789 opnåede han rejseunderstøttelse. Sammen med broderen, violoncellisten Peder S. (1762–1820) drog han til Paris hvor den franske violinskole netop omkring revolutionen stod i fuld blomstring, og mødet med mestre som G. B. Viotti og Mestrino blev af indgribende betydning for hans kunstneriske udvikling. Han fik også i Paris lejlighed til selv at vise sine evner og vakte smigrende opmærksomhed både som violinspiller og dirigent. På hjemrejsen hvor han bl.a. besøgte Dresden og Berlin havde han den store oplevelse af møde W. A. Mozart i Prag.

Efter Hartmanns fratræden udnævntes S. 1792 til koncertmester i Det kgl. kapel, varmt anbefalet af kapelmester J. A. P. Schulz. I den fremragende danske violinvirtuos Peder Lem havde han haft en meget farlig konkurrent til posten, men konflikten blev løst på den måde at den også pædagogisk begavede Lem blev sat i spidsen for kapellets nyoprettede violinskole og fritaget for almindeligt orkesterspil. Karakteristisk nok fremhæves det netop ved koncertmester Hartmanns afgang at "Musikken faaer nyt Liv ved S.s Anførsel, og Lem konserveres som en duelig og sjelden Solospiller". Som koncertmester stod S. nu i en årrække i et frugtbart samarbejde, først med Schulz og senere med dennes efterfølger F. L. Ae. Kunzen. 1795 udnævntes han til "Hofdansekompositør", et hverv der i hans egenskab af balletkomponist faldt ham ganske naturligt. Sit sidste og betydningsfuldeste avancement opnåede han 1818 efter Kunzens død da han afløste denne som musikdirektør (kapelmester), en stilling man først havde tilbudt C. E. F. Weyse, hvilket viser at S.s anseelse alt talent til trods ikke var helt rodfæstet. Det punkt man særligt angreb ham på var autodidaktens noget svigtende teoretiske ballast. S.s virke som orkesterleder blev af største betydning for kapellets kunstneriske standard. Han var en myndig og meget inspirerende dirigent der med fornyelsens styrke førte dette ensemble frem ad nye veje. Der lød da også både fra ind- og udlandet mange smirende ord om teatrets orkester der blev betragtet som et af datidens bedste. Da ouverturen til Jægerbruden havde fået sin uropførelse i Kbh. under S.s ledelse udtalte således Carl Maria von Weber at kapellet var fortræffeligt og endda i flere henseender stod over det berlinske. Hvor det var muligt søgte S. da også at bryde med mange af de hæmmende vedtægter og bestemmelser der knyttede sig til kapellets indviklede administration bl.a. kæmpede han mod det gamle anciennitetssystem og forlangte i stedet for at dygtighed og talent alene skulle berettige til fremrykning på de mere udsatte soloposter.

S. blev dog til sidst selv et offer for en anden, meget uheldig administrativ ordning idet syngemester Giuseppe Siboni havde fået den fuldkomne myndighed over sangerne; hele indstuderingen af det vokale ensemble lå i syngemesterens hænder, hvad der naturligvis måtte føre til en konflikt da kapelmesterens og syngemesterens musikalske anskuelser på ingen måde altid dækkede hinanden. Det utålelige i forholdet kulminerede under en opførelse af "Robert af Normandiet" hvor S. ude af sig selv af raseri vedblev at banke højlydt med taktstokken i nodepulten indtil publikum begyndte at hysse, en demonstration som sangerne mente var møntet på dem. Denne skandaleopførelse hvor S. kæmpede for et kunstnerisk rigtigt princip, kapelmesterens musikalske suverænitet, blev den direkte anledning til at han 1833 begærede sin afsked der blev bevilget 23.9.1834. S. var også en virksom mand uden for teatret i byens musikliv der dengang navnlig trivedes i klubber og akademier og for en stor del hvilede på musikbegejstrede dilettanters medvirken. Han var således en tid koncertmester i Kongens klub, i Enighedsselskabet, en årrække leder af koncerterne i Det musikalske akademi, medlem af Selskab til musikkens udbredelse og anfører ved de såkaldte "Amatørkoncerter". Ganske særlig betydning fik S.s indsats som kvartetspiller hvor han, glødende begejstret for Joseph Haydns og Mozarts værker, var en af kammermusikkens bedste pionerer i datidens Kbh. På sin landejendom i Lyngby, det såkaldte "Schallborg" der lå i nærheden af Sorgenfri slot indrettede han et særligt musikhus, uden for hvilket han rejste mindestene for sine yndlingskomponister, deriblandt C. W. Gluck, Mozart og Haydn.

Som komponist ydede S. sin største indsats inden for balletmusikken. Af den lange række værker, han skrev, væsentlig i samarbejde med Galeotti, kan nævnes Herman og Dolmon, 1782, Den uventede Hjælp, s.å., Heksemesteren og den velgørende Fe, 1783, Amor og Psyche, 1784, Laurette eller den forbedrede Forfører, 1785, Generalen til de tre Stjerner, 1786, Vaskepigerne og Keddelflikkeren, 1788, Afguden paa Ceylon, 1785, Hververen, 1788, Anette og Lubin, 1797, Lagertha, 1801, Ines de Castro, 1804, Rolf Blaaskæg, 1808, Romeo og Giulietta. 1811 og Macbeth, 1816. S.s produktion spænder i virkeligheden meget vidt, idet den strækker sig fra dansedivertissementer helt op til den store handlingsbevægede tragiske ballet. Hans hele stil og udtryksform må forstås på baggrund af Galeottis balletkunst der her hjemme virkede epokegørende og banede vejen for August Bournonville. En inden for dansk balletkunst betydningsfuld særstilling indtager S.s nordiske balletter Lagertha af Galeotti og Sigrid af Pierre Jean Laurent. Han søger her at give den nordiske sagnverden musikalsk liv, og selv om han er bundet af balletmestrenes stærkt formelle, til tider noget stive opbygning og af sit wienerklassiske ideal, lykkes det dog stundom S. at bryde sin egen begrænsning og anslå toner der i deres kraftige holdning lader ane en verden som J. P. E. Hartmann i samarbejde med August Bournonville skulle udløse i romantisk ånd. Ved siden af sin balletvirksomhed komponerede S. også en række syngespil som Claudina af Villabella, 1787, til tekst af Goethe, Kinafarerne, 1792, til tekst af P. A. Heiberg, Aftenen, 1795, Domherren i Milano, 1802, Niels Lembak, 1804, Alma og Elf ride, 1813 og De tre Galninge, 1816. På dette område hvor det franske syngespil, Schulz og Kunzen var hans nærmeste forbilleder ses hans begrænsning langt klarere end i hans balletter. Han manglede her dansen som inspirationskilde og forfaldt nærmest til kliché. Friskest virker det muntre og hyggelige Københavnerbillede Kinafarerne med sine elskværdige og letflydende melodier. Uden for scenen komponerede S. en række kantater og sange og desuden en del instrumentalmusik, deriblandt en symfoni og koncerter for forskellige instrumenter. – Tit. professor 1816.

Familie

Forældre: skomagersvend, senere dansemester Niels Pedersen S. (Skal, Schald, Schaltz) (ca. 1732–1818) og Christiane Pedersdatter (Salling) (ca. 1736–1803). Gift 27.8.1779 i Lyngby med skuespiller Cathrine Margrethe Salathé, født 4.4.1755 i Kbh. (Nic), død 15.12.1838 sst. (Helligg.), d. af vinprøver Philip Jacob S. (død 1761) og Cathrine Margrethe Niss (død tidligst 1768).

Udnævnelser

R. 1811.

Ikonografi

Litografi af Langlumé efter tegn. af W. Heuer, efter dette litografi og træsnit. Mal. af C. W. Eskersberg, 1824 (Det kgl. teater). Min. af C. Winsløw (sst.). Tegn. angivelig af N. J. Bredal (Fr.borg). Afbildet på mal. af musiksoirée hos Waagepetersen af W. Marstrand, 1834 (sst.), hertil tegnet skitse af S. (Kgl. bibl.). Mal. af L. Aumont (Teatermus.). Tegn. (sst.). Silhouet af J. C. Weitlandt (Kgl. bibl.).

Bibliografi

Th. Overskou i Dagen 7.9.-9.9.1835. J. H. Paulli: Mindeord over C. S., s.å. Adam Oehlenschläger: Erindr. IV, 1851. Tidsskr. for musik II, 1858 nr. 6 1–5. Th. Overskou: Den danske skueplads III–V, 1860–64. Skand. folkemag. XV, 1865 565–69. Aug. Bournonville: Mit theaterliv III, 3, 1878 (ny udg. I–II, 1979) 220–28. V. C. Ravn i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, 1886. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Julius Friedrich: C. S. als dramatischer Komponist, Wanne-Eickel 1930. Sv. Lunn i Berl. tid. 9.8.1935. Torben Krogh i Hist. medd. om Kbh. 4.r.III, 1951–54 423–67.

Læs også om Claus Schall i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Claus Schall
Claus Schall
1757-1835, dansk komponist, violinist og dirigent. H ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Psyche
i oldgræsk religion menneskets personificerede l ...Artikel i Den Store Danske
Jægerbruden
dansk titel på Carl Maria von Webers opera D ...Artikel i Den Store Danske
Macbeth
ca. 1005-1057, konge af Skotland fra 1040. Macbe ...Artikel i Den Store Danske
Pierre
hovedstad i South Dakota , USA, beliggende ved ...Artikel i Den Store Danske
Ceylon
tidligere navn for Sri Lanka . Ceylon er kolonitide ...Artikel i Den Store Danske
Fredensborg
by i Nordsjælland; 8406 indb. (2013). Freden ...Artikel i Den Store Danske
Dresden
hovedstad i den tyske delstat Sachsen. Dresde ...Artikel i Den Store Danske
Giuseppe Siboni
1780-1839, italiensk tenor og sangpædagog. Gi ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TKrogh
18/07/2011
  • Læst 625 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki