Ludvig Holm, Ludvig Sophus Adolph Theodor Holm, 24.12.1858-8.4.1928, violinist. Født i Kbh. (Frue), død sst., urne på Frbg. kgd. H. valgte ud fra hjemmets interesser musikken til sit levebrød. Faderen var 1847–86 bratschist i Det kgl. kapel og komponerede og arrangerede musik til nogle af Aug. Bournonvilles balletter. – 1875–78 besøgte han konservatoriet og havde til lærere Vald. Tofte på violinen, Edmund Neupert i klaverspil og J. P. E. Hartmann, Niels W. Gade og J. C. Gebauer i teori. 1880 konkurrerede han sig ind i Det kgl. kapel hvor han 1900 efter F. Hilmer blev koncertmester, en post han beklædte til sin afgang 1917. På flere områder fik H. betydning for Kbh.s musikliv, dels som yderst virksomt, aktivt medlem af Kammermusikforeningen hvori han en årrække var næstformand, dels gennem sit arbejde for de bredere lags musikopdragelse i egenskab af mangeårig kunstnerisk leder for folkekoncerterne af 1886. Også som pædagog var H. højt anskreven og ledede fra 1911 til dets ophør 1920 C. F. E. Hornemans konservatorium i hvis bestyrelse han 1906 var indtrådt. Fra 1922 til sin død var han lærer ved Det kgl. musikkonservatorium. Især i de senere år lagde H. sig mere og mere efter kompositionen, og iblandt den ganske vist ikke lange række værker han har efterladt sig, er der meget der fik en god modtagelse. Kompositionerne er for de vigtigstes vedkommende: 4 sange op. 1, klavervariationerne op. 2, andre klaversager op. 3, 4 og 9, strygekvartetterne Esdur op. 5 og B-dur op. 8, klaverkvintet op. 7, violinkoncert op. 6, symfonisk fragment op. 10 m.m. Kun mindsteparten deraf er udgivet. - En søn Helge Holm, født 2.7.1891, død 4.5.1973, fik afgang fra akademiet som arkitekt 1917 og etablerede sig n.å. i Kbh. Han har bl.a. bygget boligkarreerne Bavnehøj allé 15–17 (1930), Lundtoftegade 46–66 (1934) og Skolen ved Skellet (1935) i Kbh. Desuden restaurerede han Vartov kirke og Norgesporten i Kastellet.

Familie

Forældre: bratschist, senere kgl. balletrepetitør Vilhelm Christian H. (1820–86) og Adolphine Mariane Theodora Augusta Lüttichau v. Westen (1824–75). – 8.11.1887 i Kbh. (Trin.) med Ruth Marie Elisabeth Janssen, født 25.11.1861 i Sørbymagle, død 28.2.1946 i Kbh., d. af sognepræst, sidst i Værslev Carl Emil J. (1813–84) og Louise Sophia Frederikke Luplau (1827–95).

Udnævnelser

R. 1905.

Ikonografi

Mal. af Viggo Pedersen ca. 1878 og af T. Torsteinsson ca. 1889. Afbildet på tegn. af G. Seligmann, 1894. Mal. af Johs. Kragh ca. 1908 og af Knud Larsen ca. 1918, 1921 og 1923 (Det kgl. teater). Mal. af Viggo Johansen 1922, 1924, 1922–25 og 1926. Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 10.4.1928. Kammermusik i hundrede år, 1968 31f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig